#20 Kyklopernes systembold, Buster Emil Kirchner om Kasi Flava og anbefalinger
Kære læser
Jeg ved, det er længe siden. Med lad os ikke opholde os ved det faktum, for foråret er over os, der er liv og lys (og lidt mørke) i sportens verden og her kommer et nyhedsbrev til Dépêches små 200 opskrevne.
- Jeppe
Vi, fodboldkykloperne
I gårsdagens CL-kvartfinale mellem Manchester City og Bayern München, viste Pep Guardiolas mandskab sig endnu engang frem som tidens taktiske trendsætter. John Stones gled gelinde frem og tilbage fra midterforsvaret til positionen på midtbanen afhængigt af boldbesiddelsen, imens hans makkere taktfuldt tog bestik af hans pendlen og tilpassede sig derefter. Det ene sekund bestod forsvaret af fire fremskudte brystkasser, det næste af tre. På kanterne skabte livlige Jack Grealish og Bernardo Silva bredden i banen, og i toppen af den sirlige anretning trådte Erling Haaland frem som inkarnationen af tidens 9er - bare lidt hurtigere, højere og stærkere end alle de andre. Angriberen skal ikke længe defineres af sine finurlige forsvindingsnumre, som tilfældet tidligere var hos City og i de rislende Barca-år under Guardiola, hvor Messi tog rollen som falsk 9er til nye højder. Nu skal strikeren være stor og tilstedeværende.
Undervejs i kampen hyldede fodboldkommentator Morten Bruun på Twitter Pep Guardiola for sine evner ud i det revolutionære og for at skabe fleksibilitet i fodboldens formationer.
https://twitter.com/Bruuntv2sport/status/1645872532791099392?s=20
Backen er naturligvis det bedste bevis. I Barcelona skulle Dani Alves være alle steder, i Bayern skulle Philip Lahm være klog midtbanespiller, for et år siden i City skulle Joao Cancelo være kreativ pasningsmester fra midten og nu, ja, der skal backen kun findes halvdelen af tiden og i så fald i skikkelse af tunge atleter som Ake og Akanji.
De bevægelser kan vi naturligvis godt forstå som et udtryk for »fleksibilitet«, men det pudsige er, at der for tiden vokser en art protestbevægelse frem i fodboldens afkroge, der ikke betragter Guardiolas tilgang til sporten som fri og fleksibel. Den kritiserer tværtimod Guardiola for at dræbe kreativiteten hos sine spillere og placerer ham indenfor paradigmet, positionism. En tilgang til fodboldspillet, der har fokus på spillets strukturer frem for dets aktører, hvorfor den enkeltes liv og lyst dræbes. Sådan siger kritikere - som fodboldskribenten James Hamilton - i hvert fald. Spillerne behandles som var de brikker på skatbræt. De opfattes som tinsoldater, der skal indtage særlige positioner og rum frem for at agere som autonome individer.
Når man ser en kamp som City-Bayern i går, kan kritikken måske være svær at forstå. For det var da en livlig præstation, tænker man, mig selv inklusiv. Men der anfører Hamilton og co., at vi i særligt Europa er blevet så kyklopiske i vores syn på fodbold, at vi simpelthen ikke længere kan begribe, at fodbold faktisk kan spilles anderledes. Pep Guardiolas (og Cruyffs) systemfodbold er blevet en hegemonisk hersker.
Hamilton fremhæver Rio de Janeiro-klubben Fluminense, og klubbens træner, Fernando Diniz, som modstykket til Pep Guardiola. Diniz’ fodboldfilosofi - Dinizismo eller bredere betragtet »relationism« - har nemlig spillerne i centrum frem for systemet, mener Hamilton. Det betyder, Fluminenses opspilsmønstre bliver langt mere uforudsigelige, forskelligartede og ja, måske endda kreative, fordi Diniz ikke vil lægge faste strukturer ned over sit hold. Pludselig står alle spillere i den samme side, fordi deres intuition tager dem derhen. Det næste sekund er backen angriber. Det tredje spilles en helt usandsynlig bold fra midterforsvareren.
Det kan måske lyde en kende naivt, men Diniz har forvandlet Fluminense fra en trist bundklub til en sprudlende titelaspirant og genoplivet gamle profiler som Ganso og Marcelo (som du nok kan forestille dig, trives Marcelo storartet under Diniz).
Og så har han altså givet sit bud på, hvordan fodbold OGSÅ kan spilles. Et tilgang som flere mener, Spallettis Napoli har adopteret dele af. Syditalienernes succes handler nemlig snarere om spillernes frie udfoldelsesmuligheder og nærmest ubevidste forbindelser end om trænerens detaljerede taktiske tænkning.
Derfor kan kritikken af positionism også betragtes som en kritik af klassisk vestlig (fodbold)tækning. Idéen om træneren som tænker, der kan manifestere sine tanker på banen uafhængigt af de enkeltes kroppe og lyster. Tankens forrang, »Jeg tænker, derfor er jeg«.
I Diniz’ optik gøres fodbolden først rigtig levende, når spillerne sættes fri. Hvad det så betyder, har den brasilianske midtbanespiller fra det forrygende 80er-landshold, Socrates, engang givet et meget godt bud på:
»Our football, with its creativity and joy, is an expression of our social formation, our rebellion at excessive internal and external order, against excesses of uniformity, of geometrization, standardisation, and the totalitarianisms that do for individual variety or personal spontaneity.«
Alt det her kunne jeg skrive meget mere om, men det må blive en anden gang. Men læs én af Jamie Hamiltons tekster her, og så har New York Times fodboldskribent, Rory Smith, også rettet blikket mod systemfodboldens problemer.
Buster Emil Kirchner om Kasi Flava
Få - hvis overhovedet nogen - ved mere om afrikansk fodbold på den fede måde end min gode ven Buster Emil Kirchner. Han læser en kandidat i Afrikastudier, driver et fodboldprojekt i Zambia og er journalist. Her fortæller han om det sydafrikanske fodboldfænomen Kasi Flava, der måske mest vækker mindelser om brasilianernes Ginga. En fundamental anden måde at forstå fodbold på.
Start i øvrigt med at se Twitter-klippet her.
»For et par månder siden faldt jeg over en Twitter-video fra Sydafrika. Videoen er fra en kamp i en populær, sydafrikansk off-season community turnering ved navn Phillys Cup. I videoen ser man, hvordan alle spillere fra det førende hold pludseligt lægger sig fladt ned på banen i slutningen af kampen og tildeler modstanderholdet et mål. Underligt, tænkte jeg, og begyndte at læse kommentarsporet under videoen. Her fandt jeg frem til, at spillernes adfærd er en del af det såkaldte Kasi Flava.
Kasi Flava (Kasi henviser til Sydafrikas townships, mens flava er slang for det engelske flavour) er en fortolkning af fodboldspillet, der fokuserer på sportens kreative udfoldelse snarere end konkurrencen. Sagen er, at Sydafrika fra 1956 og til 1992 ikke var medlem af Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) eller FIFA på grund af apartheidregimet. Fodbolden i Sydafrika var derfor isoleret og udviklede sig helt unikt uden nævneværdig påvirkning udefra. Der findes glimrende journalistiske og akademiske skildringer af Kasi Flava. Særligt sydafrikanske Tarminder Kaur er interessant. Hun skriver, at Kasi Flava udviklede sig i konteksten af påtvunget migrantarbejde og voksende urbanisering i Sydafrikas townships, og var en måde hvorpå lokalbefolkningen genvandt ejerskabet over deres fritidsrum og tid.«
Sport, sport, sport
Det er sjældent, jeg betages af fodboldfotografier i samme grad som cykelfotografier. Men den danske fotograf Anders Hviid har et stærkt blik for alt det, der udgør fodboldens rum. Find ham på Instagram under Lunch With Gigi.
Næsten et år til næste udgave af Paris-Roubaix. Men Jørgen Leths fantastiske film ligger på Filmstriben. Siger det bare. Og det gør “Den umulige time” og “Stjernerne og Vandbærerne” også.
Urolighederne i Israel sætter også deres spor i sporten. Harpoel Tel-Avivs venstreorienterede fanfraktion, Ultra Hapoel 99, er gået på barrikaderne mod Netanyahus reformplaner. »If you don’t jump, you are a fascist«, sang tilhængerne forleden. Beitar Jerusalems ultrafans, der er berygtet for deres racisme, støtter derimod regeringen.
Måske du også har fornemmet det. Det føles som om, at der er færre frisparksspecialister i herrefodbolden. Jeg voksede op med Juninho Pernambucano, Carlos og Beckham, i dag har vi James Ward-Prowne. Men det hele giver mening. Som fænomen er det direkte frispark nemlig i frit fald. Akkurat som tilfældet er med langskuddet. Je suis Juninho!
Må erkende, at jeg aldrig har set en hel baseball-kamp, men på det seneste har jeg læst en del om sportens krise. Seerne flygter for tiden, og så bliver sporten mere og mere hvid, selv den skulle være hele Amerikas. Her en tekst om det sidste i Esquire.
Der er vist ikke så mange, der har opdaget det. Men reklamefolkene bag Venezia FCs modeeventyr er nu rykket til Athen, hvor de prøver at skabe samme hype om klubben fra den andenbedste græske række, Athens Kallithea 1966. Jeg skrev selv om “Det smukkeserede spil” for Weekendavisen for et års tid siden.
Slutter med en bog. Har netop genlæst Victor Boy Lindholms Stræk tiden, som kom i en ny udgave for et par år siden med en nyt tekst tilføjet (jeg har kun den gamle (og slidte) version). Det er virkelig en stærk lille lommebog. Lindholm skriver essays fra landevejene rundt omkring i Europa, hvor litteratur, barndomserindringer, refleksioner om den unge mands plads i landskabet - hvad end det er det danske, franske eller italienske - flyder sammen og giver et herligt liv. Find den og læs den!
Det var nyhedsbrevet for denne gang. Send endelig depechen videre, hvis den kunne noget.
Alt godt til næste gang
Jeppe Højberg Sørensen