Kære læser
Min største bekymring op til udgivelsen af Dépêche #1 var, at nyhedsbrevene ville friste en støvet og ulæst tilværelse. Derfor glæder det mig umådeligt, at der lader til at være interesse for skriverierne i Dépêche. Det kan jeg naturligvis se i den statistik, Substack spytter ud. Men endnu vigtigere, så har et par af jer sendt rosende ord i retning af min indbakke. Tak for dem!
Som et svar til artiklen om den forgangne klubfodboldsæson i Dépêche #3, skrev én af jer desuden:
”Det er godt lige at blive mindet om, at der faktisk har været nogle lyspunkter rundt omkring i de større ligaer. I denne sæson har jeg dog brugt flere sportstimer på tennis og cykling. For første gang i mange år kommer jeg nok også til at fravælge CL-finalen, fordi jeg efterhånden er blevet ret ligeglad med turneringen og de store hold. Særligt de største engelske hold er for mig de mest uinteressante i disse år.”
I de senere år har jeg selv funderet over, hvordan jeg bruger min tid foran flimmerkassen, når det kommer til fodbold. Siden 1990’erne er udvalget af tv-kampe nærmest eksploderet. Der er næppe grund til at blive nostalgisk og længes efter tidligere tiders sparsomme udbud. Men konsekvensen er uomtvisteligt, at man som seer må træffe nogle valg, der ikke var nødvendige tidligere. Man må ganske enkelt beslutte, hvordan ens opmærksomhed fordeles ud over ligaer og klubber.
I kontrast hertil fremstår den forestående EM-slutrunde jo nærmest som en gave. Der er altid kun én kamp på skærmen ad gangen. Det hele slutter snart igen, så det gør ikke noget, at tv’et kører hver aften. Slutrunden bliver derfor et afbræk fra hverdagens klubfodbold. Jeg er med garanti ikke den eneste, der automatisk kommer i feriestemning, så snart en slutrunde starter. Endda selv om jeg slet ikke har ferie, og EM langt fra er en afslappet affære. Men hvor klubfodbolden nærmest skriger ”SE MIG!” hele året, så kræver slutrunden blot din opmærksomhed i en måneds tid. Den indrammes endda af et par næsten tavst, ventende uger, der får jubelbrølene til at lyde endnu højere, når de endelig kommer. Slutrunden er bare noget helt særligt.
Samtidig rummer EM-slutrunden en lille illusion om fodbolden som en sport, der udgår fra den europæiske navle uden indblanding fra saudiarabiske prinser, russiske oligarker eller amerikanske businessfolk. Selvom der ikke er noget særligt moralsk ophøjet over europæisk fodbold, så er der alligevel lidt om, at EM er en knap så kompliceret sag at forholde sig til for os iagttagere.
Senest er snakken eksempelvis faldet på Ukraines landsholdstrøje, der havde Krim-halvøen tegnet på brystet. Det har forarget Rusland, og nu er trøjen skrinlagt. Jeg har ved selvsyn oplevet, hvor traumatiserende krigen i Østukraine er for befolkningen, så der er ikke meget sjov at hente der. Men alligevel kan der være noget om, at en god gammeldags territorial konflikt mellem to parter udtrykt gennem fodbold er lettere at forholde sig til end de mange globale, komplekse magtkampe, der præger sporten for tiden. Hvis vi fortsætter i den gænge, så er gruppekampen mellem England og Skotland måske et af dette EM’s mest iøjnefaldende symbolske slag set i lyset af diskussionen om Skotlands løsrivelse.
Denne udgave af Dépêche tæller én historie mindre end normalt. Der er nemlig rigeligt med godt EM-læsestof, så jeg har ikke begivet mig ud i en større analyseartikel. I stedet er nyhedsbrevets primære artikel et længere interview med journalist og forfatter Torkil Fosdal, der netop har udgivet en bog om Idrætsparkens historie. Han fortæller om arenaens store slag – både på og udenfor banen. Om dengang en række AB-spillere agerede dørmand i Parken, da baneløbere demonstrerede mod den græske militærjunta. Om Pelés besøg og om de gentagende planer om at bygge et nationalstadion andetsteds, heriblandt et i Valby med plads til 100.000 mennesker. Ja, Parkens historie er ikke for sarte sjæle.
Altså ser Dépêche #4 sådan ud:
- Stadionkrig. Interview med Torkil Fosdal om Idrætsparkens vigtigste slag.
- EM-aftryk. Klimabekymringer trænger ind i fodbolddebatten.
Stadionkrig. Interview med Torkil Fosdal om Idrætsparkens vigtigste slag.
Journalist i F.C. København Torkil Fosdal har netop udgivet Hvis tribunerne kunne tale – Københavns Idrætsparks historie 1911-90.
Hvilken betydning havde opførslen af Idrætsparken i 1911 for dansk fodbold?
Før Idrætsparken blev bygget er der faktisk ikke et rigtigt fodboldstadion i Danmark. De store klubber i København spiller på baner, hvor der kan stuves 5000-6000 tilskuere sammen. Man spænder nogle snore ud, og så står folk ellers på række uden at kunne se særlig meget.
Da politikerne i København og idrætsorganisationerne så går sammen om at lave et idrætsanlæg i Fælledparken på Østerbro, er det en form for hjælp til selvhjælp, så klubberne kan begynde at lukrere på interessen. Man stiller jorden til rådighed, bygger egentlig bare et helt basalt stadion med nogle jordvolde og en enkelt tribune. Derefter lyder beskeden til DBU og klubberne, at de selv må stå for indretningen og eventuelle udbygninger for de midler, entreindtægterne kan generere. Man har nemlig lavet flere indgange, hvor tilskuerne nu skal købe billetter. I starten giver kommunen lidt underskudsgaranti på driften, men det viser sig, at man kan få det til at løbe rundt. Så betydningen for dansk fodbold er egentlig, at man med Idrætsparken får det første sted, hvor der, udover kontingentbetaling, kan tjenes penge på fodbolden.
Når vi ser bort fra de store kampe, hvilke begivenheder er så afgørende i Idrætsparkens udviklingshistorie?
Så skal man særligt se på det, jeg kalder stadionkrigene. Det har nemlig langt fra altid været en selvfølgelighed, at Parken skulle være nationalstadion og en dag huse et EM.
Lige siden 1930’erne og til langt op i 1980’erne har Idrætsparken været udfordret af planer om at bygge et nationalstadion andre steder. Det starter med, at man i slutningen af 30’erne har visioner om at bygge et stadion i Valby til 100.000 mennesker. Man begynder faktisk at gøre arealerne klar. Det er det område, hvor Valby Idrætspark ligger i dag. Man har nemlig nogle tårnhøje ambitioner om at bygge en olympisk by, fordi man drømmer om, at København skal være OL-vært. Ligesom Stockholm havde været, og Helsinki var på vej til at blive. Så kommer 2. verdenskrig på tværs, men bagefter tager man planerne op igen. Så planen er, at alle DBU’s store kampe skal spilles i Valby, indtil kommunen vender på en tallerken og indser, at det måske er for ambitiøst. Og det er så der, at man i 50’erne bygger den store hovedtribune i Idrætsparken, som stod i lang tid og mange nok kan huske. Den får man kun, fordi projektet i Valby droppes.
Historien gentager sig i 80’erne, fordi DBU bliver trætte af Københavns Kommune og folkene hos Københavns Idrætspark. Stadion er ikke blevet vedligeholdt, og man er uenige om indtægter fra bandereklamer. Ude i Brøndby sidder en driftig herre, der hedder Kjeld Rasmussen, Brøndbys borgmester, som op gennem 60’erne nærmest har været fødselshjælper til Brøndby IF. Han har alt det, Københavns Kommune ikke har: tid, plads og et flertal, så han ikke behøver at slås med alle mulige venstrefløjsfraktioner. Han tilbyder, at man kan bygge et nationalstadion i Brøndby, og DBU går med i et aktieselskab sammen med Brøndby IF og nogle af Brøndbys største sponsorer, hvis formål er at bygge et stadion med plads til 60.000 mennesker. Et projekt, de kalder Stadion Danmark som er udstyret med konkrete planer og der bliver også udskrevet en arkitektkonkurrence.
Der opstår dog nærmest en folkelig protest hjulpet på vej af Ekstra Bladet, som, vil jeg vove at påstå, kører massive kampagner til fordel for Københavns Idrætspark. De forsømmer ikke en lejlighed til at få både landsholdsspillere og fodboldfans til at fortælle, hvor fantastisk det er at være i Idrætsparken. Der er dog også andre aspekter i sagen, og noget tyder også på at dele af DBU’s ledelsen bruger planerne i Brøndby en slags pression mod Københavns Kommune. Enden på det hele bliver, at DBU går tilbage til Københavns Idrætspark og det baner vej for at bygge det om til Parken.
Hvad havde det betydet, hvis de planer faktisk var blevet til virkelighed?
Hvis det var sket, er det jo ikke til at vide, om KB og B1903 stadig var gået sammen om at skabe F.C. København. Idrætsparken havde jo nok stadig ligget der, men guderne må vide, hvordan det ville have set ud uden penge til at modernisere det. Tre af tribunerne var jo bygget i 20’erne og 30’erne, og hovedtribunen fra 50’erne var allerede nedslidt og umoderne. Så det er sjovt at tænke over, hvordan nutiden havde set ud, hvis én af de planer var effektueret. Havde Boldklubben Frem så været storklubben i dag, og var FCK overhovedet blevet skabt?
Hvilke kampe ser du som de vigtigste i Idrætsparkens historie?
Hvis vi bevæger os tilbage til 1960, så er der jo en kamp mod de Brasilianske verdensmestre, som kommer med hele banden, inklusiv Pelé. I den kamp får en helt ung Harald Nielsen med to mål sit gennembrud, selv om brasilianerne vinder 4-3. Det er en fantastisk kamp, der fylder Idrætsparken til bristepunktet. Officielt 52.000 tilskuere, men mange mener der var op mod 55.000, og man kunne sikkert have solgt det dobbelte.
Men jeg kan heller ikke komme udenom den her legendariske sovjetkamp fra 1985. Den er så vigtig, fordi alt går op i en højere enhed på landsholdet. Solen skinner på Grundlovsdag, og vi slår et af verdens bedste hold, selv om vi var pressede og spændingen holdt til sidst. Det var Laudrup, Elkjær, alle de store ikoner.
I min bog tillægger jeg dog 2-2- kampen mod England i 1982, hvor Jesper Olsen scorer det udlignende mål, endnu større betydning. På det tidspunkt har Danmark aldrig rigtig opnået noget, og så spiller vi lige op med Englænderne.
Kampen mod England perspektiverer også en anden gennemgående fortælling i min bog, nemlig udviklingen i tilskueradfærden. Jeg var selv på tribunerne da vi mødte England i 1970’erne og 80’erne, og det var altså ikke for sarte sjæle. Vi var decideret bange for at gå til fodbold. Jeg havde venner og veninder, som ikke ville med, fordi vi i 1978 havde oplevet, hvordan det føg med flasker og vilde uhæmmede slagsmål på tribunerne under englænderes første besøg. Det var både indbyrdes mellem de engelske hooligans, mellem danskerne og englænderne og så videre.
Der havde også været ballade og småslagsmål i Idrætsparken tidligere, men der tog man et skridt ind i en ny tidsalder. I min research fandt jeg ud af, at man bagefter fik et undskyldende brev fra den britiske ambassade. Jeg har dog en teori om, at det var et standardbrev, som alle ambassader var udstyret med. Engelske fodboldtilskuere raserede jo alle vegne i de år.
Du skriver også, at flere begivenheder i Idrætsparkens historie illustrerer dilemmaerne mellem sport og politik. Hvilke begivenheder er det?
Det er nogle kampe, hvor diskussionen har gået på, om vi af politiske årsager skulle spille mod nogle nationer eller ej. Først i forbindelse med 2. verdenskrig og derefter under den kolde krig. Landsholdet spiller f.eks. mod DDR, som på det tidspunkt ikke er anerkendt af særlig mange stater rundt omkring i verden og heller ikke af Danmark. Den kamp vælger man at spille. Efter pres fra formodentlig Nato og Vesttyskland har regeringen dog udstukket nogle særlige retningslinjer, så Idrætsparken ikke må vise det østtyske flag og spille den østtyske nationalmelodi. Men der vælger DBU altså at hævde, at man vil spille mod dem, man har lyst til uagtet den åbenlyse sammenblanding af sport og politik.
Efter et par år ruller Sovjet dog ind i Tjekkoslovakiet, og så bryder helvedet løs igen. Danmarks Idrætsforbund opfordrer til boykot af alt, der har med Sovjet og deres allierede at gøre. Derfor aflyser DBU en landskamp i Idrætsparken mod Polen. I den situation vil man altså ikke holde sport og politik adskilt.
Endnu vildere bliver det, da AB skal møde et hold fra Athen i Idrætsparken. På det tidspunkt har den græske militærjunta taget styret og afsat kong Konstantin 2. og hans danske dronning Anne-Marie, hvorfor den samlede danske venstrefløj vil have AB til at boykotte kampen. Men det vil AB ikke. Samtidig forholder DBU sig neutralt og siger, at man nu ikke vil blande sport og politik. Det ender med, at kampen bliver spillet. Under kampen løber nogle demonstranter så på banen, men dem smider AB-spillerne simpelthen ud, for de vil spille fodbold.
Senere løber der igen demonstranter på banen, hvor det nu er de andre tilskuere, der løber efter demonstranterne ind på banen. De giver dem simpelthen regulære bank, imens politiet bare står og kigger på. Folk vil se fodbold, og den skotske dommer og UEFA’s repræsentant vælger heller ikke at gøre mere. Så uden at jeg i øvrigt vil tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert, så er min konklusion, at synet på forholdet mellem sport og politik i Idrætsparken altid har været afhængigt af den givne situation.
Nu står vi foran en EM-slutrunde i Parken. Hvad betyder Parken for danskerne i dag?
Den store forskel fra tidligere er, at Idrætsparken var ejet af kommunen og var landsholdets og alle københavnerklubbers hjemmebane. En slags allemandseje. Parken bliver F.C. Københavns hjemmebane i 1992 og samtidig ønsker DBU i stigende grad at placere de mindre landskampe på andre spillesteder i landet. Det er ikke længere en selvfølge for alle, at pokalfinalen og landskampene skal spilles i Parken. Den mister lidt af sin betydning og rolle som nationalt samlingspunkt. Men Parken er jo stadig Danmarks nationalstadion, og det er uden sidestykke den største begivenhed i Idrætsparkens historie, at der nu skal spilles en EM-slutrunde. Jeg får næsten gåsehud af at tænke på det.
EM-aftryk. Klimabekymringer trænger ind i fodbolddebatten.
Som altid vil jeg slutte med en kort bemærkning – denne gang i form af en anbefaling. Det stærke norske fodboldmedie Josimar har op til slutrunden udgivet et EM-magasin, der som altid er rig på begavet tekst. En af de særligt spændende artikler handler om denne slutrundes særlige format, hvor 11 byer indtager værtsrollen.
Journalist Smith Wergeland kommer vidt omkring i sin gennemgang af formatets positive og negative effekter, men centralt står belysningen af slutrundens klimamæssige aftryk.
På den ene side forhindrer det nye format, at nye kolossale stadionbyggerier skal opføres i forbindelse med EM, som det førhen er set. Byggerierne er ressourcetunge at opføre – både økonomisk og miljømæssigt. Og det er ofte set, at arenaerne med tilhørende infrastruktur langt fra udnyttes optimalt efter slutrunden. Med et EM spredt ud over kontinentet er der ganske enkelt flere prægtige stadioner at trække på.
På den anden side risikerer formatet i sin idé at føre til flere flyrejser. For at følge deres land må fans nemlig fragte sig til og fra mere end én destination. Imidlertid vil epidemien i denne omgang neddrosle flyveaktiviteten, hvilket nedbringer slutrundens CO2-udledning. I virkeligheden virker formatet også til at passe ganske godt til et Europa, der befinder sig i dæmringen til en tid, hvor coronakrisen er passé. Vi kan igen skimte lyset. Stadig skal vi dog mestendels blive, hvor vi er, og så er det jo heldigt, at fodbolden kommer til os. Samtidig vil diverse hjemmepublikummer skabe et begejstret lydspor, hvilket sporten i mere end et år har hungret efter.
Danske Oscar Rothstein har i øvrigt også et essay i Josimar med fokus på fodboldens relation til klimaet. I det hele taget må det forventes, at de kommende års fodbolddebat vil være væsentligt mere præget af den problematik. Det kan ganske enkelt ikke undgås, særligt fordi den har været ikkeeksisterende tidligere. Spørgsmålet er så, om fodboldens mægtigste aktører har i sinde at ændre noget?
Det var alt fra Dépêche i denne omgang. I går var jeg så ualmindelig heldig at få lov til at gå en tur med Jørgen Leth. Jeg spurgte selvfølgelig ind til hans syn på sportsjournalistikken. Han fortalte, at han savner journalister, der forstår sig på at opleve. Journalister, der åbner øjnene og levende beskriver det, de ser. Det vil jeg lade være min indgang til det forestående EM.
Send endelig Depechen videre til sportsinteresserede venner. Men nyd først og fremmest slutrunden. Og solen.
Alt godt
Jeppe
tlf. 40474421/jeppehoejberg@gmail.com