Dépêche - Et nyhedsbrev om sport #3
Fodboldsæsonen der gik, cyklingens meningsløshed og rige atleter.
Kære læser
Maj har ikke været rig på solrige stunder, heller ikke for landets regering. Måneden har derimod budt på vindblæste dage og drypvise beskyldninger om løftebrud. Den langelandske misere og særligt hjemtagningen af danske kvinder og børn fra IS-fangelejrene har nemlig fået oppositionen til at sætte Mette Frederiksens hårde udlændingepolitiske linje i blød.
Dépêche er naturligvis et fuldstændigt uafhængigt nyhedsbrevsmedie. Hverken Cepos, Qatars emir eller Den Grønne Studenterbevægelser har aktier i Dépêche. Og sådan forbliver det. Ama’r halshug. Hvorom alting er, så er jeg vist alligevel i færd med at jokke i min egen troværdighed. I Dépêche #1 skrev jeg nemlig, at nyhedsbrevet vil udkomme hver 2. eller 3. uge. Nu er der kun gået en enkelt uge siden sidste udgave, og alligevel indfinder Dépêche #3 sig altså i din indbakke. Beklager! Jeg håber ikke, du vil lade »LØFTEBRUD« gjalde ud over det danske medielandskab.
Når jeg har formastet mig til at bryde egne løfter, så skyldes det, at jeg har udfærdiget et nyhedsbrev med fokus på herrernes fodboldsæson. Det fortjener at blive læst tættest muligt på slutfløjtet, synes jeg. Dertil kommer et interview med forfatter og digter Victor Boy Lindholm, der har brugt cykling som omdrejningspunktet i to værker.
Med dens slags indhold håber jeg, du vil tilgive mit løftebrud. Jeg garanterer, at din indbakke får fred i næste uge.
Historierne i Dépêche #3 ser således ud:
1. Højspænding. Fodboldens poler trådte frem i sæsonen, der gik. Den blev indledt på flade batterier, men endte med at slå gnister.
2. Cykeldigtning. Interview med forfatter og digter Victor Boy Lindholm om behovet for cyklingens meningsløshed og bevægelsen gennem naturen.
3. Scorekarle. Coronakrisen har ikke kradset hos verdens ti bedst betalte atleter, viser Forbes nye opgørelse. Er Messi, Ronaldo og Lebron James alle millionerne værd?
Højspænding
Fodboldens poler trådte frem i sæsonen, der gik. Den blev indledt på flade batterier, men endte med at slå gnister.
Klubfodboldsæsonen 2020/2021 blev fløjtet i gang på bagkant. Kalenderbladet viste september, og spillerne var stadig trætte efter en stakåndet sommerafslutning på den forrige sæson, hvor det forsømte, coronaplagede fodboldforår skulle indhentes. Alligevel måtte den forestående sæson nu afvikles i hidtil uset høj fart, så den kommende EM-slutrunde i 2021 kunne mødes i tide. Med andre ord lignede det en grå sæson til glemmebøgerne, og den påstand blev, af åbenlyse årsager, heller ikke modsagt fra tribunerne, der stod gabende tomme overalt i Europa.
Helt spændingsforladt skulle det hele dog ikke blive. For selv om sæsonen startede på flade batterier, så endte den med at slå gnister. Både på banen, hvor kampen om spillets trofæer var mere indædt end vanligt, og uden for banen, hvor fronterne i europæisk fodbold for alvor blev trukket op. Mellem rig og fattig, nord og syd og ikke mindst mellem det globale og det nationale. Fodboldåret anno 20/21 gjorde det klart for de fleste, at sporten i stadig højere grad udgøres af en række modsatrettede kræfter.
Nyfunden spænding
Allerede efter sæsonens indledende øvelser lod noget til at være anderledes i de største europæiske ligaer. I Spanien kværnede Diego Simeones madrillianske tropper sig til tops, imens de aldrende mandskaber hos Real Madrid og F.C. Barcelona prustede efter vejret. Ligeledes iøjnefaldende var det, at Juventus kom famlende fra start i Italien og ingenlunde lignede den velsmurte maskine, som indtil da havde sikret Agnelli-familien og co. ni mesterskaber i træk. I stedet var det nu genopstandne AC Milan og bysbørnene fra Inter, der bebudede forandringer i Serie A’s top. I Tyskland og Frankrig var konkurrencen også skærpet. Både Bayern München og Paris Saint Germain blev åndet i nakken af mindre klubber, der ville bryde monopolerne.
En nyfunden spænding var indtrådt i de største europæiske ligaer, og selv om den ikke varede til sidste spillerunde overalt, så fik fodboldens tilskuere alligevel færten af en sport med større konkurrence, flere overraskelser og mindre forudsigelighed. De nervepirrende sæsonafslutninger i særligt Frankrig og Spanien blev tiltrængte gysere i en tid, hvor det perfekte fodboldspil udført af få klubber ellers ofte har elimineret de nationale ligaernes spænding. Sæsonen tilbød således forestillingen om en alternativ fodboldhakkeorden, hvor de europæiske ligaers fremmeste placeringer ikke automatisk indtages af de samme klubber, og hvor spændingen ikke blot omhandler kampen om Champions League-pladser eller overlevelse. Måske kvaliteten på banen var en anelse ringere i sæsonen der gik, til gengæld var spændingen større.
Der var dog også eksempler på det modsatte. Særligt Pep Guardiolas Abu Dhabi-finansierede Manchester City satte samtlige konkurrenter til vægs i Premier League gennem finjusteret innovationsbold. Et nydeligt bevis på den udvikling, som har været udpræget i international fodbold – måske lige med den forgangne sæson som undtagelsen. Spillet har aldrig været smukkere, hurtigere og renere. Men optimeringen er altså ikke kommet uden et offer. Den stadig større forskel på rig og knap så rig har betydet, at det ofte er konkurrencen og spændingen, der har måttet lide knæk.
Magtens spændinger
Set i lyset af sæsonens større konkurrence på grønsværen, blev de 12 europæiske klubbers skrivebordslancering af European Super League blot endnu mere bemærkelsesværdig. Når nu Barcelona, Juventus, Arsenal og Tottenham hverken kunne klare sig nationalt eller internationalt, virkede det besynderligt, at selvsamme klubber skulle bryde med ligafællesskaberne for at tilslutte sig en lukket europæisk turnering. Sådan gik det som bekendt heller ikke, men storklubbernes planer blodlagde et grundlæggende træk ved moderne fodbold. Nemlig at den er blevet stadig mere global. Nye pengestrømme fra Asien, USA og Mellemøsten har højnet kvaliteten, men også flyttet spillets forankringspunkt. Det er ikke længere det lokale, nationale, endsige kontinentale, der udgør storklubbernes horisont. De orienterer sig snarere mod fjerne egne, hvor historieløse, amerikaniserede turneringsformater kan afføde endnu flere tv-penge. Fodbolden er udspændt mellem dens rede i Europa og verdensdele langt derfra.
Alt det vidste de fleste vel egentlig godt, men begivenhederne i sæsonen 20/21 tydeliggjorde, hvor langt storklubberne er parat til at gå for at brede sig. De lagde sig gerne ud med sportens meritokratiske tanke. Med den nye, lukkede superliga ville klubberne nemlig tilhøre det fine selskab i al evighed – trods præstationerne på banen. Ligesom de var villige til at tage et opgør med den nationale fodbold, hvis pengene blev større andetsteds. Det nye var imidlertid også, at det europæiske fodboldfolk gik på barrikaderne, og således blussede spændingerne mellem polerne op. På den ene side stod de nærhedshungrende, europæiske fodboldfans og på den anden klubbernes globalistiske magthavere, der ikke lod til at forstå, at andet end fodboldens kvalitet og størrelsen på pengene tæller.
Den europæiske fodboldelite viste sig dog heller ikke bare at være en enhed. Flere af klubbernes magthavere fik hurtigt kolde fødder, men i Torino, Madrid og Barcelona drømte man stadig om en superliga. Drømmerier, der med al tydelighed illustrerede de vanskeligheder, klubberne døjer med. Gæld og svigtende international konkurrencedygtighed har nemlig præget de sydeuropæiske mastodonter i de senere år, og efter European Super League-affæren stod de nu tilbage som de største tabere. Det blev tydeligt, at der efterhånden kan trækkes en grænse mellem europæisk fodbolds sydligere og nordlige del. Også selv om Villareal trumfede Manchester Uniteds De Gea og sikrede sig Europa League-trofæet, den ellers lettilgængelige trøstepræmie for topklubberne.
Med Premier Leagues succesrige globale ekspansion har de engelske klubber nemlig mindre at bekymre sig om end de italienske og spanske. De nye penge fra Mellemøsten har vundet over de gamle. Premier League har allerede lidt snært af europæisk superliga over sig, og i Tyskland nyder man godt af vuggende fans, veldrevne klubber og idérige fagfolk. Med andre ord vandrede magten langsomt mod Nordeuropa i sæsonen, der gik.
De danske strømme
Helt til den danske Superliga rykkede magten dog ikke. Her var tilfældet i 20/21-sæsonen endda snarere, at autoriteten blev spredt ud blandt flere. F.C. København fortsatte sit fald fra tronen, men det var straks mere overraskende, at Brøndby endte som vindere.
Ligesom det var tilfældet i Europas største ligaer, ramte topniveauet dog sjældent skyerne. Med et gennemsnit på 1,9 point pr. kamp skrabede Brøndby betragteligt færre sejre sammen i den forgangne sæson, end mestrene fra Herning og hovedstaden gjorde i de foregående. Men hvad betød det, når spændingen forblev intakt frem til slutfløjtet?
Interessant var det også at følge den strøm af udenlandske ejere, der drev indover landet. Med reference til de nye pengemænd, skrev det svenske fodboldmagasin Offside »DANSKERSYGE« på forsiden. I Danmark følte vi os tilsyneladende ikke synderligt sløje, for spændende var det hele jo: Ville transferbudgetterne stige, ville eksotiske trænere dukke op, og ville spillere nu blive fløjet ind fra samarbejdsklubber rundt omkring i Europa? Pludselig havnede der egyptiske penge i F.C. Nordsjælland og amerikanske i det vestjyske.
Størst virkede forandringer dog til at være i det sønderjyske. Ejeren Robert Platek tog også Serie A-klubben Spezia under sine vinger, Riddersholm blev fortid og toppen af jakkesætspyramiden stod overfor udskiftning. Profilen Mads Albæk kunne ikke helt genkende det gamle Sønderjyske i det nye, men uanset synet på udviklingen stod det klart for de fleste, at Superligaen bestemt ikke er en andedam afskåret fra den større fodboldverdens strømme.
Den kendsgerning illustrerede VARs implementering også fint. Systemet døjede med de samme følgesygdomme i Danmark som i resten af Europa, og også her blev fodboldpublikummet revet over i to, bedst illustreret i elektriske udbrud på de sociale medier. Teknologioptimister med tro på et mere retfærdigt spil blev dog et stadigt sjældnere fund, og en folkebevægelse mod VAR rørte på sig blandt traditionalismens og tilfældighedernes fortalere.
De fleste kunne vist blive enige om, at fodbolden i Danmark ville være bedre tjent med, at dommerstanden gik på fuldtid frem for at vade ind i VAR-vogne, hvor semiprofessionel dømmekraft ej heller imponerede.
Endelig fremhævede 20/21-sæsonen, at forbindelsen mellem fodbolden og dens publikum er stærkest på stadion. En længere årrække med stigende stadionbilletpriser og mundvandsfremkaldende tv-produktioner havde ellers næsten overbevist mange om, at sporten først og fremmest er magnetisk forbundet med TV’mediet. Det er givetvis heller ikke usandt, men uomtvisteligt var det, at Superligaens afsluttende opgør nød godt af de tilbagevendte fans. Endda så godt, at epidemitidens største smittebegivenhed blev en realitet.
20/21-sæsonen illustrerede på bedste vis, at spændingerne vokser i dansk og international fodbold – for en stund også på banen. Efter en lad optakt endte sæsonen med at slå gnister. Og vi mangler endda den endelige afslutning, Champions League-finalen. Chelsea mod Manchester City. Mon ikke vi får os et brag.
Interview med forfatter og digter Victor Boy Lindholm
Cykling er omdrejningspunktet i Victor Boy Lindholms essaysamling Stræk tiden og i digtsamlingen Jeg slæber lungerne som en vægt. Jeg har talt med ham om bevægelsen gennem naturen og behovet for cyklingens meningsløshed.
I din digtsamling Jeg slæber lungerne som en vægt skriver du: »alle siger/at jeg cykler/ meget/men ingen spørger/hvorfor«. Hvorfor cykler du?
Jeg tror, der er to årsager. Jeg har et behov for at bruge min krop og for at dulme en eller anden form for rastløshed. Det er nødvendigt for mig at bruge noget energi, så jeg kan sidde ved mit skrivebord og arbejde. Grundlæggende skal jeg bevæge mig for at kunne sidde stille.
Men jeg har også brug for at se noget andet end byen, og det behov er nemt at stille med cyklingen, fordi du skal bevæge dig. Du skal ud, du skal flytte dig. Så selv om det eksempelvis i vintermånederne kan være fristende at bruge indendørscykling til at holde sig i form, så kan jeg simpelthen ikke mønstre en entusiasme. Jeg skal være derude og se ting i bevægelse.
Hvordan møder du naturen, når du cykler?
Jeg møder den i virkeligheden nok på en anden måde end mange andre. Vores forståelse af naturen handler altid om fordybelse, stilhed og ro. Og det er der egentlig ikke særlig meget af, når jeg cykler. Jeg stopper sjældent op og nyder det sted, jeg er. Det er bevægelsen gennem naturen, jeg nyder. Så i den forstand adskiller det sig ikke så meget fra den måde, jeg bevæger mig på i en by. Og det er en pointe for mig. At den der opdeling mellem land og by eller kultur og natur i grunden er kunstig.
Du slår mig ikke som den store naturromantiker. Alligevel er der i din digtsamling fundet plads til naturbeskrivelser, som er præget af skønhed?
Ja helt klart. Én af ambitionerne bag Jeg slæber lungerne som en vægt var at skrive sig ind i en tradition, der kan tage over fra den, vi kalder guldalderromantikken. Særligt de store amerikanske digtere i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet skrev om, hvor sublim og storslået naturen er. I stræk tiden kalder jeg det »nationalparkromantik«. For det er stadig det grundsyn, vi har i forhold til naturen. Det former vores blik på naturen og dermed også vores forståelse af, hvilken natur vi skal passe på. Altså den natur, som er skøn i sin essens. Men vi lever ikke længere i en verden med stor artsdiversitet eller store områder af uberørt natur. Den der idé om uberørt natur er fuldstændig forældet og forfalsket. Kalvebod Fælled, hvor jeg cykler meget, er jo kunstig natur. Det er hævet havbund fra 40’erne.
Så ambitionen har for mig været at skrive om den natur, vi faktisk har og kan cykle igennem og så prøve at forstå, hvorfor vi skal passe på den. Vi lever i en tid af tab, så derfor har jeg forsøgt at skrive en digtsamling, hvor jeg besynger den slags natur, der er tilbage. Jeg slæber lungerne som en vægt er for mig en meget politisk digtsamling, fordi den viser, at vi har mistet noget. Og det er vigtigt at forstå, hvis vi skal gøre noget.
Hvordan er smerte og nydelse forbundet i din cykling?
Èt er den rent fysiske smerte. Den tror jeg, jeg er tiltrukket af. Men jeg er også gammel eliteløber, og for tiden løber jeg meget, fordi jeg er lidt tidspresset. I løb kan man finde den samme smerte som i cyklingen. Man kan mærke sin krop på en kontrolleret måde. Det er jo ikke sådan, at man er ved at dø, men det er enormt nydelsesfuldt for mig at kunne mærke min krop, når jeg presser den.
Og så er der et element, som nok nærmere er besvær end smerte. Det er jo besværligt at cykle, fordi man skal have en masse udstyr og afsætte en masse tid i sin hverdag. Jeg tror grundlæggende, at jeg er lidt tiltrukket af besvær. Det gælder også i min anden hobby, lystfiskeri. Jeg fluefisker, og det er nok den mest besværlige form for fiskeri, der findes. Det er jo ikke lidelse, men det er udfordrende. Og det skaber nydelse at vide, at man har gjort noget for at opnå det, man står med i hånden til sidst. I cykling er det mere diffust, hvad præmien er. Derfor kan man også sige, at det er meningsløst at cykle. Præmien er bare, at du har cyklet en rute, du allerede har cyklet mange gange før. Men jeg tror, det er sundt for de fleste mennesker at have noget meningsløst i deres liv.
Hvorfor er det sundt at have noget meningsløst i sit liv?
Fordi meningsløsheden står i modsætning til, at vi konstant skal være meningsskabende og projektorienterede. Nu kan du bare se i forhold til det her nyhedsbrev. Jeg tror helt sikkert, du laver det af interesse og glæde, men, som du også selv fortalte, så gør du det også, fordi det giver mening i forhold til din journalistiske karriere. Ligesom jeg har gjort med hundredevis af ting, fordi jeg grundlæggende er mit eget projekt og helt konkret har min egen virksomhed. Så meget af det jeg laver skal være betydningsbærende, selv om det ikke er skide romantisk. Det har nogle gange også styret min cykling og mit lystfiskeri, for jeg ved jo godt, at det er en del af fortællingen. At de to ting er meget identitetsbærende for mig. Netop derfor skal jeg nogle gange huske mig selv på, hvorfor jeg cykler. At én af årsagerne er, at cyklingen faktisk ikke er meningsbærende.
Scorekarle. Coronakrisen har ikke kradset hos verdens ti bedst betalte atleter.
Vi slutter med en lille nyhed fra sportens finansielle sektor. Som traditionen tilsiger har Forbes nemlig præsenteret sin opgørelse over verdens 10 bedst betalte atleter. Her er det værd at bemærke, at atleternes pengepung ikke er synderligt ramt af coronakrisen. For blot anden gang i historien rundede deres samlede indtjening nemlig 1 milliard dollars. Øverst på listen finder vi Conor McGregor, hvis placering dog i vid udstrækning skyldes et salg af et spiritusfirma.
Derfor er det mere interessant, at Messi indfinder sig på 2. pladsen med en indtjening på 130 millioner dollars. Ronaldo er på 3. pladsen med 120 millioner og derefter kommer quarterbacken Dak Prescott og basketballspilleren Lebron James. Roger Federer udmærker sig ved at have tjent 90 millioner dollars - nærmest uden at have spillet en eneste kamp i det forgangne år.
Nedslående er det, at ingen kvinder optræder på Forbes top-10. De bedste kandidater kan tænkes at være Naomi Osaka og Serena Williams, men de er givetvis også et stykke fra det fine selskab, hvis man tager højde for forrige års udvidede liste.
Spørgsmålet er så, om verdens bedste atleter er pengene værd? – betragtet fra et moralsk standpunkt. Oftest lyder argumentet, at intet menneske har fortjent den slags penge. Men er det faktisk ikke netop, hvad atleter som eksempelvis Messi og Ronaldo har? Igennem halvandet årti har de leveret på så uhørt højt et niveau, at kun Maradonas præstationer er sammenlignelige i fodboldens verden. De har været udsat for et uforståeligt pres, betydet uforståeligt meget for børn og voksne i alverdens egne, scoret uforståeligt mange mål. Fortjener de så ikke en uforståelig stor formue?
Nogle vil naturligvis anføre, at Messi og Ronaldo blot lever af det, de elsker. Nemlig at spille fodbold. Sporten er dog fyldt med eksempler på udøvere, der ingenlunde nød at bære en helt nation på deres skuldre, som tilfældet har været for Messi under slutrunder.
At være blandt de absolut bedste atleter i sin generation er en noget nær umenneskelig præstation. Og den kan fint honoreres derefter, er jeg kommet frem til efter utallige overvejelser.
Når det er sagt, er jeg væsentlig mere skeptisk overfor den generelle lønudvikling, vi har set i fodbolden siden Bosman-dommen i 1995, og som i vid udstrækning har foranlediget fodboldens tætte bånd til oliesheiker, russiske oligarker og åndsløse amerikanske rigmænd. Hvordan de to synspunkter kan harmonere, må jeg vist lige overveje nærmere…
Det var Dépêche for denne gang. Som altid håber jeg, at du vil sende depechen videre, hvis du kender en sportsinteresseret og potentiel læser af nyhedsbrevet.
God weekend. Den skulle blive den flotteste længe!
Jeppe Højberg Sørensen
Send gerne feedback eller idéer på jeppehoejberg@gmail.com.