Dépêche - Et nyhedsbrev om sport #2
Kære læser
Tilfældet ville, at den første udgave af nyhedsbrevet Dépêche udkom få dage efter en glædelig nyhed fra atletikkens arena. Siden 1973 har stafetdisciplinen været uden dansk deltagelse ved OL, men i begyndelsen af maj imponerede både det danske mandlige og kvindelige stafethold ved at kvalificere sig til sommerens lege på 4 X 100 meter-distancen. Da nærværende nyhedsbrev har taget navn af ét af stafetdisciplinens centrale elementer, nemlig depechen, må en lille analogi naturligvis drages:
Jeg vil mene, at nyhedsbrevet Dépêche kom godt igennem den første del af stafetløbet. I var flinke med opskrivningerne (tak!) og Radio 4 ringede tilmed for at høre mere om atletaktivismen i amerikansk kvindesport (fra minut 28). Så fristes man måske til at tro, at de næste 100 meter nærmest løber sig selv. Men så simpel en disciplin er stafetløbet imidlertid ikke. Det fortalte én af Danmarks kommende OL-deltagere, Mathilde Kramer, mig forleden over telefonen. Stafetløbet opnår nemlig sin nerve og høje sværhedsgrad igennem skiftene, altså når depechen skal overdrages fra løber til løber.
”Der er rigtig mange ting, der kan gå galt i skiftet. Det kræver is i maven hos den, som skal modtage depechen, fordi man skal begynde at løbe nøjagtigt, når »the incoming person« er på mærket. Ikke en fod før eller efter, for så passer skiftet ikke.”
Mærket, Mathilde Kramer taler om, viser hvor på banen løberen med depechen skal være nået til, før den næste løber i rækken skal begynde sin spurt. Punktet er nøjagtigt afmålt gennem utællelige timers træning, så stafetten overdrages, når løberne er i maksimal fart. Men kompleksiteten stopper ikke der. For depechen skal overdrages uden øjenkontakt, i en særlig højde og midt i larmen fra sitrende omgivelser.
"Man står jo på linje med syv andre, der venter på deres løber, og man må ikke blive ivrig, hvis holdkammeraten ikke ligger forrest. Det kan også være en udfordring, når syv andre råber »HEP!« og der er larm fra stadion. Og så er det også bare svært at ramme hånden med depechen i høj fart og på få meter.”
Selv om analogien måske halter en kende og presset er umådeligt mindre i mit tilfælde, så håber jeg, at skiftet mellem Dépêche #1 og Dépêche #2 bliver nogenlunde gnidningsfrit. At du som læser ikke oplever nyhedsbrevene som alt for forskellige fra hinanden. At de følger en vis bane - på trods af, at sportens verden er stor, vid og broget.
Som beskrevet i første udgave er ambitionen at belyse sportens politiske, kulturelle og økonomiske kringelkroge. Hvad betyder det så? Tjaae, vi må se. Men jeg vil i hvert fald forsøge at holde hovedet nogenlunde køligt, så depechen ikke ender på jorden – eller hvad værre er: i kolonnen for ulæste mails!
Nu til dagens kvalificerede historier:
Fattigmandssportens guldalder – Interview med italienshistoriker John Foot om Giro d’Italias betydning for støvlelandet.
Atletaktivismens foregangskvinde - Dépêches første podcast! Om WNBA-stjernen Maya Moore, der har banet vejen for nutidens atletaktivisme.
Fodboldinflation - Saudi Arabien vil have VM hvert 2. år.
Fattigmandssportens guldalder
Da Italienerne kom til penge, ophørte italiensk cykelsports popularitetsmæssige guldalder. Op til den afsluttende uge i årets Giro d’Italia har jeg talt med italienshistoriker John Foot om Giroen, Fausto Coppi og Vincenzo Nibali. Og ikke mindst om de største ryttere og løbets betydning for det moderne Italiens udvikling.
I skrivende stund hvirvler støvet omkring rytterne på 11. etape i årets Giro d’Italia. Genopstandne Egan Bernal mod den lidende Remco Evenepoel på grus gennem Toscana. Et smukt sceneri, der henleder tankerne på sort-hvide fotografier af Ottavio Bottecchia, Fausto Coppi og Gino Bartali i bjergene langt fra den moderne civilisations bekvemmeligheder.
Og hvilken belejlig tankestrøm, for det er netop Giro d’Italias historiske betydning for støvlelandet, jeg har sat den britiske historiker John Foot stævne for at tale om. Med en bibliografi bestående af en solid bunke værker om det moderne Italiens udvikling, inklusiv Pedalare! Pedalare! – The History of Italian Cycling, ved Foot om nogen, hvordan cykelsporten er flettet ind i landets historie. Hvordan sporten har lagt sig på hjul af det italienske samfunds udvikling, og hvordan den til tider egenhændigt har taget føringen. For historien om italiensk cykelsport kan også læses som en modernitetshistorie, der fortæller en hel del om landets udvikling og nuværende tilstand. Og ikke mindst om folkets behov og længsler.
To epoker
Det er tydeligt, at det er denne læsning, John Foot abonnerer på. Ligesom det hurtigt står klart over telefonen, at Foot inddeler italiensk cykelsportshistorie i to epoker. Der er et før og et efter 1960’erne. Faktisk et før og et efter Fausto Coppis død i 1960, som Foot anser for et symbolsk vendepunkt. I italiensk cyklings første periode var sporten altdominerende – både på avisforsiderne og i italienernes sind. I den anden periode, der leder frem til i dag, overtog fodbolden førstepladsen som massernes sport. Ikke mindst i takt med, at folket og dets behov ændrede sig.
I Foots inddeling fungerer Coppis død og 1960’erne altså som en skillelinje, der har kilet sig ind i cykelsportens udviklingshistorie og forandret italienernes forhold til sporten. Ikke med ét naturligvis. Langsomt, men afgørende.
”Det er svært at vide, hvornår udviklingen vendte, men i min bog skriver jeg om det tidspunkt, hvor bilen blev vigtigere end cyklen i det italienske samfund. Det er et nøgleøjeblik. Derefter er folk stadig fans af cykling. Men ikke på den samme måde.”
Og det øjeblik indtræder altså i 1960’erne og omtrent på den tid, hvor den endnu unge italienske folkehelt Fausto Coppi på tragisk vis dør af malaria. Perioden fra 1958 til 1963 kaldes nemlig for ”il boom economico”. En tid præget af så voldsom national vækst, at det, trods højtravende vækstkurver i verdens rigeste lande, kun er Japans velstandsstigning, der kan sammenlignes med Italiens. Mange flytter til byerne og lønningerne fra de nye fabrikker bruges på biler og fjernsyn. Og på paradoksal vis er det altså Italiens økonomiske fremgang, der, ifølge Foot, indleder afslutningen på det, der kan kaldes italiensk cyklings guldalder.
Fattigmandssport
Men hvad var det så, Giro d’Italia betød for folket i Coppis storhedstid i 1940’erne og 1950’erne? Og endnu tidligere. Inspireret af Tour de France blev Giro d’Italia nemlig skabt tilbage i 1909.
”Giroen var meget lille i starten, men den blev hurtigt populær. Der var en stor forbundethed mellem cykelrytterne og de italienske fans. Ikke bare på gaden rent fysisk, men også fordi folket kunne identificere sig med rytternes lidelser. Det var en stor del af Giroens appel. På italiensk bruger man ordet ”populare”, hvilket ikke betyder populær, men noget lig ”fra de fattige” eller ”fra folket”. Og i det meste af sportens historie, frem til 1960’erne og 1970’erne, var cykling netop folkets sport”, fortæller Foot.
Den første vinder af Giroen, Luigi Ganna, illustrerer fint, at cykling var de fattiges sport. ”Mureren fra Varese” blev Ganna kaldt og gennem sejren og de medfølgende præmiepenge blev han et vigtigt, folkeligt symbol på drømmen om social opstigen. Som René Preuthun skriver i sin bibeltykke gennemgang af Giroens historie La Corsa Rosa, materialiserede Gannas og de første Giroers popularitet sig endda i et eksplosivt stigende antal cykler på landevejene. Italienerne spurtede ud på gruset, og jublede når løbet meldte sin ankomst i byerne: ”En uforglemmelig nat. Hele Milano var oppe, klappede i hænderne og trampede i jorden. Hvilken glæde. Længe leve italiensk cykling”, skrev La Gazzetta dello Sport efter den allerførste etape af Giroen, der blev skudt i gang kl. 2.53 om natten i maj 1909. Italienerne havde brug for folkelige helte, og den rolle indtog cykelrytterne. Samtidig bidrog Giroen til at drive en anden vigtig udvikling i Italien.
”Italien var en meget ung nation på det tidspunkt. Den var mindre end 50 år gammel i forhold til Italiens samling. Så udover at man ville tjene penge, havde Giroen også et pædagogisk og uddannelsesmæssigt formål. Mange italienere havde ikke besøgt andre regioner i landet, mange kunne ikke tale italiensk. Så det var et land med en svag national identitet, men derimod stærke regionale fællesskaber. På nogle måder talte løbet ind i regionalismen, fordi folk heppede på ryttere fra deres egen egn, men Giroen lærte også italienerne om det Italien, de ikke vidste meget om.”
Ifølge Foot tilbød Giroen altså forestillingen om et samlet Italien, ikke bare retsligt og territorialt, men i kulturel forstand. Pludselig fik den splittede nation en fælles begivenhed at samles om.
Coppi og Bartali
På trods af, at et væld af store ryttere har iklædt sig Giroens lyserøde førertrøje, maglia rosa, og begejstret italienere i både nord og syd, er det stadig Gino Bartali og Fausto Coppi, der figurerer som de mest afgørende skikkelser i italiensk cykelsport. Da Bartali og Coppi dominerede sporten rundt om 2. verdenskrig var føromtalte økonomiske boom endnu ikke indtrådt. Cykelsporten var folkets sport. De to duellanter henlagde derfor landet i ekstase. Man var enten til Bartali, den traditionsbundne katolik, eller Coppi, den moderne atlet.
”De kom begge fra den fattige klasse. Nogle siger jo, at Coppi led af rakitis som barn. En sygdom man får på grund af underernæring. Og så ender han alligevel i den her ekstraordinære duel med Bartali, som mange mener er den største i sportshistorien. Ikke bare i italiensk sport, ikke bare i cykling, men i sport i det hele taget.”
Og særligt Coppi har sat sit aftryk i den italienske folkesjæl, beretter Foot.
”Han var virkelig den mest berømte person i Italien, da han døde. Det var et nationalt traume. Der er skrevet over 100 bøger om Coppi. Ingen kommer i nærheden af at være samme figur som ham i cykelsporten. Dels på grund af hans livshistorie, skandalerne og den tidlige død. Og dels på grund af, at han bare var en utrolig cykelrytter. Hvis man skulle skrive en roman, og man opfandt én som Coppi, så ville folk sige, at han var en urealistisk karakter. At det var absurd. Men det er faktisk sandt.”
Med sine lange ensomme sejrstogter henrykkede Coppi italienerne, og selv om Egan Bernal, Vincenzo Nibali eller dette års italienske Giro-stjerneskud Giulio Ciccone skulle begive sig ud på lignende kolossale ekspeditioner, der ellers i moderne cykelsport virker så utænkelige, vil de næppe opnå samme berømmelse som Coppi. Det faktum virker i hvert fald helt selvfølgeligt for John Foot. For uanset hvor meriterende en karriere en rytter, som eksempelvis Nibali, i dag har haft, så er tiden, hvor rytterne blev det fattige Italiens største helte forbi.
Det økonomiske boom førte nemlig til, at italienerne skrottede deres cykler og identifikationen med rytterne svækkedes. Cykelrytternes tilværelse spejlede ikke længere det nye liv på fabrikkerne. Og hvorfor skulle man i øvrigt knokle op ad bjergene som en anden Sisyfos, hvis man kunne gå på arbejde under nogenlunde anstændige forhold? Samtidig betød fjernsynets udbredelse, at fodboldens popularitet skød i vejret. Den afmålte bane og de intense 90 minutter egnede sig ganske enkelt bedre til stunderne i de nyetablerede tv-stuer. Ikke at ryttere som Felice Gimondi og Francesco Moser ikke var vigtige for italienerne. De blev bare ikke tillagt den samme symbolske værdi som de tidligere ryttere.
Som Foot anfører, kom bjergstærke Marco Pantani i 1990’erne ellers tæt på.
”Han tog folk tilbage til dagene i 50’erne, fordi han var så spektakulær i bjergene. Selvfølgelig er det svært at adskille ham fra det, jeg kalder »dopingens tidsalder«, men på mange måder var han en anakronisme i den periode. Han kom fra fattigdom, han var psykologisk kompliceret, skrøbelig og folk elskede ham simpelthen. Det var den sidste gang, jeg så absolut »craziness« omkring cykling i Italien.”
Men måske det faktisk bare skal betragtes som et sundhedstegn, at italienerne ikke længere behøver at opdyrke den slags helte? At vanviddet hører en tid til, som italienerne har bevæget sig videre fra. For selvom italienerne i disse år oftere og oftere sætter sig i sadlen, så er det nu for fornøjelsens skyld. Ikke af nødvendighed som dengang Giro d’Italias strabadserende rute faktisk rummede en farbar vej ud af den omklamrende fattigdom.
”Italien behøver nok ikke længere det nationale skub, som Giroen tidligere gav, da den var med til at bygge landet op. For på trods af, at Italien i dag er i krise ligesom alle andre, så er det en moden nation nu”, slår John Foot fast.
Så selv om man, som undertegnede, af og til drømmer sig tilbage til de sort-hvide tider, hvor Coppi bjergtog folket på Italiens tinder, så gør det nok ikke noget, at guldalderen er forbi.
Atletaktivismens foregangskvinde
Hermed udkommer Dépêches første podcast, hvilket glæder mig umådeligt. Fra tid til anden vil en lille podcast nemlig akkompagnere nyhedsbrevet. Ambitionen er, at du på vej hjem fra fredagsbaren kan smide lyttebøfferne om ørerne og få en historie fra sportens verden fortalt gennem interviews, speak og lydklip - Altid kort og forhåbentligt godt. Og om sportens politiske, kulturelle og økonomiske dimensioner.
Første udgave af Dépêche Lyd handler om basketball-stjernen Maya Moore. Mange mener nemlig, at hun i virkeligheden er ophavskvinden til den nye atletaktivisme, som bl.a. Colin Kaepernick og Marcus Rashford i de seneste år er blevet så kendt for.
Journalist på basketballmediet Fullcourt.dk Trine Nørgaard Pedersen bidrager til historiefortællingen.
Jeg håber, du vil lytte med!
Saudi Arabien vil have VM hvert 2. år
Da de to øverste historier vist i forvejen afkræver meget af din tid, vil jeg besinde mig ved tastaturet og blot henlede opmærksomheden på en nyhed, der ramte danske og internationale medier i denne uge. På dagens FIFA-kongres har Saudi Arabien nemlig et opsigtsvækkende, men måske ikke så overraskende, punkt på dagsordenen: et forslag om, at VM fremover skal afholdes hvert 2. år.
Herfra betragtet taler forslaget ind i 2 centrale tendenser i moderne fodbold:
1) At fodbolden i disse år undergår en voldsom global ekspansion, der rejser afgørende spørgsmål om, hvem sporten skal tilhøre. Det gjaldt naturligvis særligt i European Super League-miseren, der tydeligt illustrerede, at de europæiske klubber og deres ejere har brug for nye amerikanske, asiatiske og mellemøstlige fans (og ikke mindst deres penge), hvis klubberne skal fortsætte den økonomiske oprustning.
Men det gælder i den grad også det her forslag, som kan føre til en åben konflikt mellem FIFA og UEFA. Sidstnævnte er, ligesom andre kontinentale forbund, ikke interesseret i flere verdensmesterskaber, da det vil skade EM-slutrundernes værdi. At de royale Saudiere ikke bekymrer sig om fodboldens lokale, nationale og endda kontinentale forankring kan næppe komme bag på nogen. Men det skræmmende er, at FIFAs præsident Infantino sagtens kan tænkes at være med på idéen. Saudi Arabien hører nemlig til blandt hans allierede, og præsidenten har siden sin tiltrædelse været på evig jagt efter nye medsammensvorne i fjerne fodboldstater. Det viste han allerede med udvidelsen af VM til 48 landshold trædende i kraft fra 2026 og med sine planer om et stort anlagt klub-VM.
2) At mange tilsyneladende ikke kan få fodbold nok. Eller rettere, at fodboldens magthavere ikke kan få fodbold nok. Spørgsmålet er bare, om VM’s værdi ikke udvandes, hvis det afholdes oftere end hvert 4. år, og om VM’s tiltrækningskraft ikke netop ligger i dets eksklusivitet? Det er jeg personligt ganske sikker på. I disse år risikerer fodbolden at sejre sig selv til ugenkendelighed. Men det er Saudierne nok heller ikke så bekymrede for.
Forslaget skal ikke til afstemning på kongressen, og det bliver næppe gennemført i en nær fremtid. Men lur mig, det er ikke sidste gang, vi hører til idéen. Farten på fodboldens ekspansion (særligt til Mellemøsten) aftog måske en smule efter European Super League-fadæsen, men den er stadig i fuld gang.
Det var alt for denne gang. Løberen Mathilde Kramer fortalte i øvrigt også, at kvindernes stafethold er lykkes med at være en del smartere i skiftene end mange andre hold. At de danske løbere ikke hører til blandt verdens absolut hurtigste, men at de er nogle af de kløgtigste. Og at det er hele hemmeligheden bag OL-kvalifikationen.
Jeg kan ikke love, at du kan nå at videresende depechen på bare 3,2 sekunder, som er stafetløbernes ambition. Men jeg håber, du alligevel vil forsøge, hvis du kender en sportsinteresseret og potentiel læser af Dépêche.
Alt godt
Jeppe Højberg Sørensen
Kontakt mig endelig for input på jeppehoejberg@gmail.com eller tlf. 4047 4421