Dépêche - Et nyhedsbrev om sport #1
Kære læser
Velkommen til dette første nyhedsbrev om den ustyrlige verden, som er sportens.
Du er givetvis skeptisk, imens du læser de her linjer. Du tænker måske: Hvad i alverden vil han mig, denne Jeppe Højberg Sørensen? Hvad skal jeg med et nyhedsbrev om sport? Har jeg ikke nok sport i mit liv i forvejen?
Pladsen på sportens mediemarked er trang i disse år. Hundredevis af ugentlige kampe og løb i tv’et, og ikke mindst stærke podcasts og nyhedssites, konkurrerer om vores opmærksomhed. Det er jo slet ikke dumt, og det er den skriftlige formidling om begivenhederne i sportens verden bestemt heller ikke. Alligevel er det her, jeg ønsker mig mere dansksproget stof. Flere analyser af væsentlige tendenser, endnu bredere international, politisk og kulturel udsigt, mere eksperimenterende tekster.
Med dette nyhedsbrev håber jeg at kunne tilføje lidt af det, jeg selv savner. Man har jo altid valget mellem at brokke sig fra sidelinjen eller at træde ind på banen, hvor tacklingerne truer. Efter en lille håndfuld spændende og udfordrende måneder som nystartet freelancejournalist med artikler i bl.a. Weekendavisen, Euroman og Josimar, er jeg nu varm nok til at entrere grønsværen. Så skån mig endelig ikke for kritik, bare gå efter bolden.
Jeg har valgt at kalde nyhedsbrevet Dépêche. En depeche er jo den lille stav, der gives videre fra løber til løber i et stafetløb. Og så betyder ordet noget i retning af ”forsendelse” på fransk. Det passer jo udmærket på et nyhedsbrev om sport.
Endelig skal det tilføjes, at dépêche ofte bruges om skriftlige meddelelser sendt fra regeringer til diplomatiske repræsentanter udenlands. Jeg vil naturligvis skåne dig for diplomatiets kedsommelige sprog, men jeg vil ikke afholde mig fra at tegne forbindelseslinjerne mellem sporten og det øvrige samfund. Tværtimod faktisk. For sportens relation til sine omgivelser er både interessant og vigtig at beskæftige sig med journalistisk. Derfor kommer nyhedsbrevet ofte til at berøre sportens politiske/kulturelle/økonomiske sol- og skyggesider.
Dépêche vil omhandle alskens sport. Kriteriet er, at der er en betydningsfuld historie at fortælle, en spændende analyse at lave, et interessant menneske at interviewe. Alligevel kommer meget nok til at handle om fodbold og cykling. Det er simpelthen de sportsgrene, jeg følger tættest og holder mest af.
Jeg håber, du vil gribe depechen. Altid om fredagen ved middagstid. Hver anden eller tredje uge afhængigt af undertegnedes kalender.
PS. Navnet har absolut ingenting med Depeche Mode at gøre.
Nu til de historier, der har kvalificeret sig til denne første udgave af Dépêche:
Wokeball. De bedste kvindelige idrætsudøvere i USA tiltrækker nye, politisk engagerede fans. Måske atletaktivismen kan betale sig?
Fremad. Interview med Bastian Emil Goldschmidt. Forfatter til ny bog om cykelsportens historie og idealer.
Ekskursion. Copenhagen Contemporary’s udstilling ’Art of Sport’ minder os om sportens ekskluderende væsen.
De bedste kvindelige idrætsudøvere i USA tiltrækker nye, politisk engagerede fans
Succesrige sociale bevægelser står ofte overfor valget mellem at forblive i opposition eller at lade sig indrullere i den lune etablerede orden. Det er også tilfældet i sportens sfære. Et godt eksempel finder man i ”kultklubben” St. Pauli, der op gennem slutningen af det 20. århundrede blev kendt som Tysklands antifascistiske og antikapitalistiske fodboldklub. I dag er det billede af Hamborg-klubben dog udvisket. Det kan en tur i merchandisebutikken på Millerntor Stadion afsløre. Hylderne er fyldt med diverse påfund, med St. Pauli’s karakteristiske dødningehoved påklistret. Klubben fremstår derfor i dag snarere som en art kapitalistisk antikapitalisme-gimmick end som et egentligt oprørsk foretagende.
I de kommende år bliver det yderst interessant at se, om sportens nyfundne, atletaktivistiske bevægelse på lignende vis mister sin kant. Noget tyder på det, når spillerne fortsat knæler før Premier League-kampe her mange måneder efter Black Lives Matter-protesternes opblussen i 2020. Det er utvivlsomt positivt, at tiderne er skiftet, så Colin Kaepernick ikke længere er persona non grata og racismeproblemer belyses. Bristen opstår dog, når protestaktioner reduceres til planmæssige rutineøvelser, der udvander vigtige budskaber og egentlig ikke bidrager til at løse problemer.
Spejder man over Atlanten finder man dog en række ligaer, der afgjort har bevaret deres kritiske sans. Nemlig NWHL og WNBA, de fremmeste ligaer for kvinder indenfor ishockey og basketball. Basketballspillerne i WNBA har længe været kendt for deres politiske virketrang. Allerede før NFL- spilleren Colin Kaepernick’s berømte knælen under den amerikanske nationalmelodi i 2016, der ofte opfattes som startskvulpet i den nye atletaktivistiske bølge, havde en række WNBA-spillere luftet t-shirts med støtte til Black Lives Matter-bevægelsen og til politidræbte Philando Castile og Alton Sterling. Det lyder ikke synderligt opsigtsvækkende i dag, men det var tilfældet i 2016, hvor spillerne blev idømt bøder af ligaen. De blev dog trukket tilbage, da andre spillere bakkede massivt op om de politiske demonstrationer, og sidenhen er protestvilligheden bare vokset.
I ishockeyligaen, NWHL, er den mest bemærkelsesværdige udvikling, at ligaen for nylig modtog en potentielt guldrandet tilnærmelse fra medievirksomheden Barstool Sports, der efter eget udsagn har 66 millioner unikke månedlige besøgende. NWHL er blot seks år gammel, og spillerne honoreres yderst sparsomt. Alligevel afviste man højlydt Bastool Sports, da mediet og dets følgere af mange associeres med en række episoder af race- og kønsdiskriminerende karakter.
Som The Atlantic’s glimrende artikel påpeger, illustrerer sagen ét af de dilemmaer, kvindesportens aktører fremover vil stå over for i takt med stigende interesse. Konflikten går på, om man skal følge i herrernes fodspor eller træde sin egen sti i jagten på kommercielle indtægter. Om man overhovedet kan tillade sig at være kræsen, når medier og fans byder sig til?
Meget tyder på, at både NWHL og WNBA har valgt at afvige fra mændenes tilgang, hvor det eksempelvis har været kutymen, at det højeste bud fra en tv-gigant automatisk anses for det bedste. Kvindernes afvigelse er naturligvis ideologisk forankret. Men mere bemærkelsesværdigt er det, at den givetvis også er kommercielt funderet. For selv om Barstool Sports på den korte bane kunne sætte skub i NWHL’s økonomiske udvikling, så ville en aftale på sigt erodere den fanbase, man allerede har opbygget. NWHL har nemlig, ligesom WNBA, udmærket sig ved en gryende atletaktivisme, og det har aktiveret atypiske fangrupper, nemlig farvede og LGBTQ+ miljøet. Ikke ligefrem Barstool Sports eller ishockeysportens prototypiske målgruppe, der kan bulderkoges ned til hvide, mandlige Trump-tilhængere.
I stedet for at søge den klassiske fans kærlighed, vel vidende at man nok aldrig vil nå mændenes popularitet, har NWHL altså valgt at holde sig i opposition. Med garanti oplyst om basketkvindernes voksende popularitet. Sidste år steg seertallet i WNBA nemlig med hele 68 procent, hvorimod mændenes liga, NBA, fortsatte sit langvarige fald fra tv-tinderne. Samtidig er det kendt, at også WNBA nyder godt af en ny slags sportsfan. De nytilkomne seere markerer sig nemlig ved at være væsentligt mere interesseret i politik, og særligt identitetspolitiske dagsordener, end den gennemsnitlige sportsfan.
Med andre ord ligner det, at de to ligaer har fundet en gangbar strategi, der måske kan sikre lysere tider for kvindesporten – i hvert fald i USA: Man forsøger ikke at blive hele folkets sport, man lader sig ikke indrullere i det etablerede. Ude i sportens opposition er der nemlig både nye idealer, nye fans og nye penge at finde.
Interview med Bastian Emil Goldschmidt
Bastian Emil Goldschmidt er aktuel med bogen Fremad, der udkom d. 6. maj. På 200 elegant indbundne sider føres læseren gennem cykelsportens historie. Det være sig de modigste bedrifter, de største ryttere og de smukkeste fortællinger. Her kommer et lille interview med Bastian Emil Goldschmidt om bogen og cykelsportens idealer.
Hvad betyder cykelsporten for dig?
“Helt grundlæggende så udlever rytterne nogle idealer, som jeg ser op til. Idealer jeg bruger i hverdagen, når jeg skal træffe vigtige beslutninger. Ligesom man bruger litteratur, musik eller kunst. Det er det vigtigste, cykelsporten giver mig. Værdier som styrke, mod, ro i ekstremitet, vilje til handling og fremdrift.”
Du har tidligere oversat Curzio Malaparte’s essay ’Coppi og Bartali’ fra 1947. De to ryttere repræsenterer jo i høj grad nogle af de værdier, du nævner her. Findes den slags ryttere i dag?
“Det utrolige ved Coppi og Bartali er, at det er så tydeligt, hvad de står for. Men jeg vil da sige, at en rytter som Kasper Asgreen også er ude på at udfolde et bestemt ideal. Han er repræsentant for en gammeldags, disciplineret, hårdtarbejdende livsindstilling. Faktisk er de danske ryttere fantastiske. Eksempelvis var Michael Rasmussen meget stolt, det kunne jeg enormt godt lide. Og hans stolthed skinner stadig igennem, selv om han er knækket. Stolthed er en stor værdi, synes jeg. Dertil kan jeg nævne folk som Mark Cavendish og Peter Sagan. Så rytterne er der. Det største problem er sådan set, at der ikke lader til at være et ønske om at beskrive den slags. Et cykelløb vil altid fortælle noget mere end resultaterne, og mit håb fremadrettet er, at man holder mere øje med de historier.”
Du skrev i en kommentar i Berlingske op til Tour de France 2016, at ”vores tid er blottet for helte og indlevelse”. Er din nye bog ’Fremad’ et forsøg på at bringe heltene og indlevelse tilbage, både i sportsformidlingen og helt generelt?
“Ja, det vil jeg være glad for, at folk får ud af den. Jeg synes, heltene er spredt meget ud i dag. Der er få altomsluttende helte, hvis man eksempelvis tænker på en græsk helt som Alexander den Store, der har alt det, man kan forvente sig af en helt. Man kan få noget ud af at dyrke helte, men det ligger ikke til danskerne at gøre. Man vil næsten hellere se nogen tabe.”
Hvorfor er det så vigtigt at fortælle om de store figurer og heltegerninger i cykelsporten?
“Det ligger i selve cykelsportens eksistensberettigelse, at der skal kunne fortælles om den. Løbets episke kvalitet er simpelthen tænkt ind fra starten. Rytterne skal køre i de samme høje bjerge som Napoleon, de skal køre langs de største floder gennem de største byer, hvor livet og kulturen er. Jeg er eksempelvis meget optaget af at kigge på ruterne. På Tour de France-etapen, hvor Magnus Cort til sidst vandt i Carcasonne, kørte rytterne tidligere på dagen forbi hulemalerierne, som blandt andet forestiller heste og næsehorn i løb. Altså en fortolkning af fart. Og her 30.000 år efter kommer cykelløbet så på besøg og fortolker fart på ny. Det er selve grundstenen i løbet, at det skal beskrives. Så det er vores opgave som betragtere at få øje på historierne.”
Hvad er ambitionen bag ’Fremad’?
“Jeg har ønsket at skrive en bog om cykelløbets begyndelse, væddeløbets begyndelse, og så udfolde de idealer og fortællinger, jeg mener, sporten kan præstere. Så jeg vil eksemplificere alle de her store ord gennem historier, jeg enten selv har oplevet eller læst mig til. Fremad er sådan set en kalejdoskopisk gennemgang af cykelsportens historie.”
Jeg lagde mærke til, at du ofte bruger ordet ”fremad” i dit efterskrift til ’Coppi og Bartali’. Nu har du også kaldt din bog ’Fremad’. Hvorfor den titel?
“»Fremad« er jo nærmest cykelrytterens vigtigste mantra. For cyklen kan kun stå oprejst, hvis den bevæger sig fremad. Der er kun én retning. Det er det samme forhold, der gør sig gældende i vores liv. Fremad er den eneste vej. Hvis man er i problemer, siger man, at man må »se fremad«. Så det har altid været et ord, jeg har tænkt over. Og da jeg sidste år overvejede, hvad bogen skulle hedde, var jeg på Fram Museet i Oslo. Der er skibet Fram er udstillet, som var det første skib til at vise, at der går en transpolar havstrøm over Nordpolen. Det var polarforskeren Fridtjof Nansen, der ledte den ekspedition, og han kaldte skibet Fram med begrundelsen, at der »i den evigt øde isørken kun er én vej, hvor end man kigger.« Det synes jeg er smukt og rammende. For cykelrytterens liv, men også som et kampråb i vores eget liv.”
Copenhagen Contemporary’s udstilling ’Art of Sport’ minder os om sportens ekskluderende væsen
Forleden besøgte jeg udstillingen Art of Sport på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København. Jeg begiver mig ikke ud i en egentlig anmeldelse, da kunst ikke ligefrem er min hjemmebane. Men sikkert er det, at udstillingen formår at gøre opmærksom på mange af de skygger, sporten evindeligt kaster.
Stærkest stod værkerne, der belyser sportens idealer om maskulinitet. Det gælder den amerikanske fotograf Catherine Opie’s billeder af tre teenagedrenge, der er portrætteret iklædt udstyr fra amerikansk fodbold. Den ene bærer dog også en mavekort Superman t-shirt, der knapt dækker hans svulmende muskler, hvorfor fotografiet rummer et sært sammenstød mellem sportens ideal om virilitet og en femininitet, der normalt er fraværende. En anden form for skrøbelighed kommer til udtryk gennem et portræt af en ung, blond spiller, hvis blik nærmest insisterer på at blive taget seriøst for andet end de dyder, amerikansk fodbold sædvanligvis forbindes med.
Louka Anargyros værk Leatherboys tager ligeledes livtag med sportens kønsstereotyper. Kunstneren, der også er medkurator på udstillingen, har i keramik formet seks store figurer, der forestiller motorcykelkørere i tilsyneladende normale, farvestrålende dragter. Mindre normal er dog den intimitet, figurerne er omgærdet af. I par ligger og sidder de i ømme positurer, der virker naturstridige, når man kender til motorcykelsportens vanvid, hvor ryttere styrter med flere hundrede kilometer i timen. Nærmere betragtet opdager man også, at dragterne har homofobiske udtryk som »Faggot« og »Sissy« skrevet de steder, hvor firmanavne sædvanligvis optræder. Udtrykkene skulle alle tilhøre den hob af fornærmelser, kunstneren selv har mødt i sit liv.
Det er langt fra noget nyt, at sportens rum både er inkluderende og ekskluderende. Der findes eksempelvis stadig ikke en aktiv, mandlig fodboldspiller, der offentligt er trådt frem som homoseksuel. Det er uvist, hvad årsagen er. Om der findes påfaldende få homoseksuelle spillere, eller om de ikke tør stå frem. Faktum er bare, at fodboldens kultur bestemt ikke er for alle, ligesom det gælder i mange andre sportsgrene.
Art of Sport vil minde os om sportens ekskluderende mekanismer. Og den påmindelse er vigtig – særligt for alle os, der er med i hulen.
Det var de sidste ord i denne omgang. Jeg håber, du var underholdt. Videresend endelig depechen til andre sportsinteresserede. Nyhedsbrevet lander igen i din indbakke om et par uger, hvis du skriver dig op lige her.
God weekend
Jeppe Højberg Sørensen