#9 Nye tider på transfermarkedet, podcast og alternative sportsskriverier
Kære læser
Da jeg forud for udgivelsen af nyhedsbrev #1 researchede på nyhedsbrevsformatet, fandt jeg ud af, at man gerne skal udgive på et fast tidspunkt – helst hver gang. Jeg valgte fredag middag. Slet og ret fordi jeg forestillede mig, at Dépêche der ville snige sig uden om ugens hastværk. At Dépêche måske endda kunne minde læserne om, at weekenden var lige om hjørnet.
Derfor er det naturligvis beklageligt, at dette niende nyhedsbrev udkommer en tirsdag formiddag. Men travlhed indsneg sig i slutningen af sidste uge, og da Dépêche er ren con amore, måtte det vige pladsen.
Når vi nu er ved uregelmæssigheder, kan jeg afsløre, at den næste måned vist også bliver en anelse rodet, hvad angår Dépêche. Jeg skal nemlig til Toscana på en efterhånden længe udskudt cykelferie, og straks derefter drager jeg Flandern og Roubaix for at følge de kommende ugers store højdepunkter i årets cykelløbskalender. Så mon ikke der lander et flamsk nyhedsbrev i indbakkerne!
Sidste nyhedsbrev blev modtaget vel. Til min store glæde. Dels kom der mange nye læsere til, dels bragte artiklen om fodboldens transferorakel Fabrizio Romano mig i 4 på foden på Radio4. Et program jeg i øvrigt virkelig kan anbefale. Nok det mest nysgerrige og vakte fodboldprogram i kongeriget Danmark.
I dagens Dépêche fortsætter jeg min besættelse af transfermarkedet, der lukkede i tirsdags. Jeg vil dog forsøge at holde hovedet koldt og formulere mig i korthed.
Her rubrikkerne:
Nye tider på transfermarkedet
Podcast om selvsamme transfervindue på Mediano Sport & Perspektiv
Lidt anbefalinger: Sportens alternative fortællere
Nye tider på transfermarkedet
Frie transfers, kortere kontrakter og smarte klausuler. En ny tid på herrefodboldens transfermarked har meldt sin ankomst – i hvert fald for spillets største stjerner.
Det er sjældent let at se tidens brud og en ny epokes begyndelse, når man står midt i den. Alligevel var der i det seneste transfervindue tydelige tegn på, at transfermarkedet er ved at forandre sig. Og som tilfældet oftest er i fodboldens verden, så er de nye tendensers ankomst foranlediget af forandringer i det omgivende samfund.
I denne omgang er det coronakrisen, der har sat svingninger i gang i fodboldens sfære. For som det viste sig i det netop lukkede transfervindue, så er købekraften blandt mange klubber reduceret betragteligt. Særligt markant er udviklingen blandt sportens største klubber, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at de nyrige foretagender Paris Saint Germain, Manchester City og Chelsea F.C. er ved at udmanøvrere gamle storklubber som Real Madrid, F.C. Barcelona og Juventus.
For fodboldens stjernespillere betyder det, at kun få klubber er i stand til at hente dem. Og det bliver især problematisk, når spillernes nuværende klubber ikke nødvendigvis er tvunget til at sælge. Bedst illustreret ved Harry Kanes glippede skifte til Manchester City.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at så mange af verdens bedste spillere denne sommer er skiftet som såkaldte free agents. Når nu de store millionhandler mellem klubber bliver mindre sandsynlige, så må spillerne øge kontrollen med deres situation. Det kan de gøre ved at lade deres kontrakter løbe ud, som Messi, Wijnaldum, Depay, Agüero, Ramos og Donnarumma har gjort det, og Pogba, Kessié og Mbappé meget vel kan gøre næste sommer. Eller ved at indskrive særlige klausuler i deres kontrakter, som Haaland har gjort det i Dortmund, så han næste år kan rejse for et ganske overskueligt beløb. Eller måske ved at skrive under på kortere kontrakter fremover, så spillere bliver mere manøvredygtigere ved forandringer i klublandskabet. Altså lige netop alt det, Kane nok nu ville ønske, han havde gjort.
Spillerne er ikke ofre
Nu kan det lyde som om, at forandringerne på transfermarkedet blot er et udtryk for spillernes forsøg på at redde sig gennem krisen. Så simpelt er det naturligvis ikke. Allerede tilbage i 2017 og igen i 2019, altså før corona, spåede tidligere Arsenal-manager Arséne Wenger, at fremtiden ville byde på flere frie transfers. Dels på grund af de stigende spillerpriser, men også fordi de bedste spillere har incitament til at lade deres kontrakter løbe ud. Når de er frie på markedet, kan de nemlig kræve større signing-on fees som følge af, at klubberne sparer på transfersummerne. Med andre ord kan en endnu større del af fodboldens likvide midler glide ned i spillernes allerede dybe lommer.
Og nu tyder meget altså på, at coronakrisen har skubbet til den udvikling, Wenger forudså. Præcis ligesom tidligere samfundsomvæltninger har ført til skift i transfermarkedets dynamikker og i magtforholdet mellem klubber og spillere.
Tilbage i 1800-tallet i England, da fodbolden begyndte at møde større publikumsinteresse, sad spillerne også på forhandlingsmagten. Dog på en noget mindre glamourøs måde end i dag. For godt hjulpet på vej af industrialiserings- og urbaniseringstendenser, drev spillerne fra klub til klub alt efter, hvor den største hyre kunne hives ud af klubformændene. Og da fodbolden på det tidspunkt var en amatørsport, var hyren naturligvis sort og ikke bundet op på en formel kontrakt, der holdt spilleren i en klub over en længere periode.
I 1885 satte professionaliseringen af fodbolden i England og Retain and Transfer-systemet dog en stopper for spillernes klubhopperi. Nu skulle der betales transferbeløb, hvis spillerens licens skulle overdraget til en ny klub - selv når hans kontrakt var udløbet. Forhandlingsmagten landede dermed i klubbernes favn. I løbet af 1900-tallet blev spillernes lønloft ophævet og transferreglementet ændret ad flere omgange, men magten tilfaldt stadig mestendels klubberne.
Bosman-dommen
Lige indtil 1995, hvor Bosman-dommen, båret på skuldrene af liberaliseringen af det europæiske arbejdsmarked, betød, at spillere nu transferfrit kunne skifte klub efter endt kontrakt. Plus at diverse ligaers loft over antal udenlandske, europæiske spiller blev fjernet. Dermed steg de største klubbers interne konkurrence om spillerne betragteligt, og så blev lønningerne presset i vejret. Med andre ord fik spillerne forhandlingsmagten tilbage, og der har den ligget lige siden.
De sidste årtiers grundlæggende magtfordeling ændrer det seneste transfervindue, med dets mange frie transfers, ikke på.
Altså skal den epoke, som det seneste transfervindue har indikeret starten på, heller ikke betragtes som et brud på linje med 1885 eller 1995.
Men sommerens transfervindue kan meget vel vise sig at blive emblematisk for den nye måde, fodboldens største stjerner fremover vil spille forhandlingsspillet på: Kortere kontrakter eller flere klausuler. Kontraktudløb på velvalgte tidspunkter i karrieren og en stadig større søgen efter fuldfede signing-on fees.
Haaland og Mbappé forstod det i tide. Harry Kane forstod det for sent.
Podcast om selvsamme transfervindue
Som tidligere annonceret her i nyhedsbrevet udgiver jeg en podcast på Medianos kanal Sport & Perspektiv. Ambitionen er, at afsnittene skal passe lige til cykelturen og hver gang rette spotlyset mod én central, perspektivrig tendens i sportens verden.
Hver gang jeg arbejder på et nyt afsnit, føles det som om, at jeg må sluge en god bid af min egen forfængelighed. For jeg er lidet erfaren i lydformidlingens kunst, og det er virkelig udfordrende at skabe en sammenhængende og levende fortælling på lyd. Men nu har jeg begivet mig ud i endnu et forsøg. Denne gang om det netop lukkede transfervindue, de mange frie transfers og magtfordelingen mellem klubber og spillere. Altså samme tematik som ovenstående artikel berører. 18 min og med sportsøkonom Kenneth Cortsen som ekspert. Lyt med nedenfor.
Dertil skal lyde en anbefaling af en ny serie på samme kanal, Journalistik i sportens skygge. Stanis Elsborg har i det første afsnit Politiken-journalist Jeppe Laursen Brock i studiet, der fortæller en vældig fascinerende historie om sin jagt på en stor, dansk dopingbagmand. Selv kendte jeg intet til den bemærkelsesværdige fortælling, før jeg hørte podcasten, som du finder her.
Sportens alternative fortællere
Én af mine store OL-oplevelser denne sommer var at følge skateboard-disciplinen. Ikke så meget på grund af sporten i sig selv, som jeg ikke ved det fjerneste om. Derimod mere for at lytte til de to kommentatorer, der totalt brød med dogmerne i dagens sportsformidling. Jeg har egentlig lidt svært ved at beskrive, hvad de to kommentatorer gjorde. For deres uformelle, impulsive kommentering var mest af alt bare et udtryk for genuin begejstring. Og så måske også den kendsgerning, at skating virker til at være lige så meget en livsstil, som det er en sport. Det betyder naturligvis, at samtalen om sporten bliver en anden, end eksempelvis den ofte meget kampfokuserede tilgang, fodboldkommentatorer opererer med.
Fodboldkommentatorer skal naturligvis ikke begynde at kommentere som de to herrer, jeg er så begejstret for. Men det betyder ikke, at udvikling ikke kan finde sted. I hvert fald fik deres facon mig henledt til nogle af de lidt alternative, journalistiske tekster, der udgives om sport. Tekster, jeg sætter højt, fordi de åbner for en anden forståelse af sport. Altså det her fænomen, jeg bruger så besynderligt mange af mine vågne timer på og åbenbart er evigt nysgerrig på. Så her kommer en lille bitte liste med nogle af sportens alternative fortællere.
Kate Wagner – nyhedsbrevet derailleur
Jeg har allerede tidligere anbefalet en af Kate Wagners artikler. Men det skyldes, at jeg er svært glad for hendes tilgang. Historien er, at hun er en tidligere litteraturkritiker (vist en succesrig en af slagsen), der først sidste år begyndte at følge og skrive om cykling på et seriøst plan. Siden har hun udgivet artikler for større cykelsportsmedier, og særligt nedenstående om Roglic er fed. I sit nyhedsbrev, hvor nogle artikler er gratis, er hendes stil også tydelig; essayistisk med mange betragtninger af cykelsporten, der fungerer vældig godt. Måske netop fordi hun er en slags outsider, der endnu ikke er en fuldt integreret del af sporten. Hun ser andre ting, end de etablerede journalister gør. Og så er hun ikke bange for at bruge sin egen historie i teksterne. Den kan naturligvis kamme over, men det er sjældent tilfældet, synes jeg. I nyhedsbrevet skriver en mand ved navn Jackson Roman også. De tekster springer jeg lidt lettere hen over.
Gamle franske cykelsportsskribenter
Cykelsportslitteraturen er i det hele taget sin egen. Det har den været helt tilbage fra dengang, aviser etablerede Tour de France, Giroen m.fl. for at øge oplaget. Skribenterne måtte naturligvis smøre tykt på og gribe den patosladede pen, når skriverierne nu have avissalg som mål. Og så er vi simpelthen så heldige, at det danske forlag Bobo har oversat og udgivet nogle af de bedste tekster i løbet af de seneste år. Så find dem hos en boghandler nær dig, hvis du vil finde dramaet i sporten. Jeg interviewede selv forlagschefen fra Bobo tidligere på året for Euroman.
David Foster Wallace
Wallace er med afstand den bedste essayist, jeg kender. Og så var han også, han døde desværre i en tidlig alder, ivrig følger af tennissporten. Det er der kommet nogle glimrende tekster ud af, for Wallace skriver med stor nysgerrighed og åbenhed overfor sine omgivelser. Teksten How Tracy Austin Broke My Heart er helt genial, hvis man vil forstå, hvilken mentalitet sportsstjerner må besidde for at konkurrere på højeste niveau.
Victor Boy Lindholm
De to sidste anbefalinger hører ikke til afdelingen for skriverier om elitesport. Journalist og digter Victor Boy Lindholms cykelessays i samlingen Stræk tiden undersøger snarere, hvad det vil sige at være en ung mand midt i flygtningekrisen, i sorgen og i forsøget på at finde mening med tilværelsen. Og det kan cykling måske/måske ikke hjælpe med. I hvert fald cykler Lindholm omkring i Europa i en række stærke essays, der også er rige på litterære input.
Anders Legarth Schmidt
I essaysamlingen Jeg løber handler det heller ikke om elitens bedste løbere. Derimod Anders Legarth Schmidts oplevelser med løb i tiden efter tabet af sin datter. Mange er teksterne blev også bragt løbende i Politiken, men køb bogen. For teksterne udgør tilsammen en rørende beretning om vejen igennem et uopretteligt tab og om, hvilken tilstand løb kan bringe et menneske i. Om hvordan sporten ikke bare bliver et frirum, men et helt centralt rum i livet, når det gør allermest ondt.
Det er egentlig passende at slutte nyhedsbrevet med ovenstående sætning, synes jeg. For det er også sandheden for mig. Sporten er ikke bare et frirum fra livet. Den er en meget stor del af selve livet. Det skriver jeg forhåbentlig et essay om en dag.
Ha’ det godt til næste gang.
Jeppe Højberg Sørensen
40474421/jeppehoejberg@gmail.com