#8 Nyttigt transfer-orakel, nye sportsbøger og et lille essay
Kære læser
Lad os gå direkte til sagen, for tekst er der rigeligt af i dagens Dépêche, der bliver det ottende nyhedsbrev fra min hånd. Tiden går sgu stærkt.
Dagsordenen ser således ud:
Transfer-orakel. Transfermarkedet inkarnerer fodboldens moderne virkelighed. I centrum står en alvidende 28-årig med direkte adgang til agenter, klubdirektører og spillere.
Sportsbøger. Spændende udgivelser på vej.
Essay. Min vej gennem sportsbøgerne.
Nyttigt transfer-orakel
Transfermarkedet inkarnerer fodboldens moderne virkelighed. I centrum står en alvidende 28-årig med direkte adgang til agenter, klubdirektører og spillere.
Fodbolden er sjældent blot et spejl på det samfund, den omgives af. Selv om tidens trends og politiske udviklinger strømmer ind i fodboldens sfære, så forbliver de ikke uændrede, når først kræfterne i verdens mægtigste sport får taget i dem. I fodboldens luftlag forstærkes de, forandres og hvirvler sammen på ny. Resultatet, ja det bliver i disse tider ofte et skrækkeligt, ureguleret uvejr.
Sådan er det også med transfermarkedet, fodboldens svar på fondsbørsen. Denne sommer har Messi forladt Barcelonas faldne rige til fordel for nyrige Paris Saint Germain, en hævnlysten Lukaku er vendt tilbage til Chelsea, og så er arbejdervirtuosen Jack Grealish draget til Manchester City. Måske flere verdensstjerner vil søge nye græstæpper, før vinduet smækker i. Sikkert er det i hvert fald, at en 28-årig italiener vil vide det før alle os andre.
Midt i transfervinduets rygtevirak står nemlig Fabrizio Romano, der i de senere år har etableret sig som fodboldens transferorakel. Med udråbet ”HERE WE GO!” annoncerer Romano europæisk fodbolds største klubskifter, og Romano var selvfølgelig også først med bekræftelsen, da Messis aftale med PSG kom i hus.
Og der er tilsyneladende masser af følgere og økonomi i at være først med det største. Fabrizio Romano breaker transfers for The Guardian og Sky Sport Italia, men væsentligst er hans tilstedeværelse på Twitter, hvor følgerskaren overstiger fire millioner. Til sammenligning har en ganske aktiv Joe Biden 13 millioner følgere, og hæderkronede fodboldjournalister som Jonathan Wilson og Sid Lowe må nøjes med omtrent 600.000 - til sammen. I fodboldens accelererede virkelighed foretrækkes rygter i flerfold over historiebevendte undersøgelser af sporten og dens udvikling. Ingen sportsjournalist tagges eller citeres ganske enkelt mere på Twitter end Romano gør i disse dage.
Men hvem er hans så, denne Fabrizio Romano? Fortællingen går på, at han som blot 17-årig begyndte at asfaltere sin vej op gennem sportsjournalistikkens spalter ved at etablere kontakter til spillets agenter, klubpræsidenter og mediepersonager. Først med udgangspunkt i fødebyen Napoli, senere fra Milano. Hans første store transferbombe var argentineren Mauri Icardis skifte fra Sampdoria til Inter i 2013, og hurtigt blev Romano opsnuset af Sky Sport Italia. Dernæst blev flere og flere af sportens magtfulde aktører føjet til Romanos kontaktliste, og i de senere år er hans popularitet vokset noget nær eksponentielt. I begyndelse af sommeren 2020 fulgte knap en million nysgerrige menigmænd og click-hungrende sportsjournalister ham på Twitter. Et tal, der altså nu, et år efter, er mere end firedoblet.
Trods kometkarrieren og Romanos status som én af fodboldens vigtigste journalister er ovenstående omtrent alt, der kan opsnuses om hans virke. Og det skyldes nok, at Romano sjældent bringer sig selv i centrum. I et ti minutters Youtube-nedkog af en hektisk dag i transferekspertens liv, kan man dog følge hans tur fra hotel til hotel i Milano. Ifølge Romano er det nemlig på de fem-stjernede hoteller i byens centrum, at store handler kommer i hus. Vi ser ham snakke i telefon. Hastigt, men høfligt. Og vi ser ham i venlig samtale med stjerneagenten Patrick Bastianelli, som han introducerer som sin ”big friend”. Bastianelli optræder naturligvis i et elegant mørkeblåt jakkesæt, imens Romano blot er iklædt chinos og en lettere krøllet, nedknappet skjorte. Plus en rygsæk. Fabrizio Romano ved, at rampelyset ikke tilhører ham, ligesom han er kendt for sjældent at være overilet i sine transferudmeldinger. Romano skriver først ”here we go!”, når hans mange kilder har bekræftet historien.
Den unge italiener forstår sig utvivlsomt på transfermarkedets dynamikker som få andre. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at en 28-årig er blevet Jorge Mendes, Mino Raiolas og andre magtfulde agenters betroede førstemand i pressen.
På mediet Sportbible.com har Romano sammenlignet sit arbejde med fodboldspillerens. Når han afslører de største transfers, er det ifølge ham ”ligesom at score et mål i Champions League-finalen”. For Romano er transfermarkedet altså ikke et biprodukt af fodbolden – det underholder nærmest på lige fod med turneringer og kampe. Et perspektiv, der i høj grad kendetegner den fodboldtidsalder, som Romano er barn af, og nok netop derfor forstår så godt.
Med fødselsåret 1993 kom Fabrizio Romano nemlig til verden midt i fodboldens brydningstid. Hvor 1970’erne og 1980’ernes fodbold-Europa var plaget af tiltagende hooliganisme og flere stadiontragedier, så blev sporten i 1990’erne genstand for en nødvendig oprydning.
Særligt i England blev stadions renoveret, ballademagere sorteret fra og ikke mindst blev Premier League i sin nutidige udformning skabt i 1992. Fodbolden blev friseret, men også gentrificeret. Billetpriserne steg stødt, arbejderne blev fortrængt fra deres pladser, og tribunerne gæstet af rige turister, der søgte autentisk fodboldkultur, imens de selv udviskede den. Mest markant var udviklingen i England, men også i Italien gjorde kommercialismen sit indtog. I Milano kom mediemogulen Berlusconi til, og Italiens rigeste mand gjorde i samspil med et stjernepræget mandskab både A.C. Milan og sig selv til verdensberømte brands.
Med de mange nye penge, der entrerede fodboldens verden, voksede transfermarkedet hastigt. Midt i 90’ernes tro på den frie bevægelighed og internettets nye løfte om rumlig grænseløshed, satte Bosman-dommen spillere med udløbne kontrakter fri. De i dag så dominerende agenter kom til, for der var naturligvis store gevinster at score på et marked med himmelsøgende vækstkurver. Spillere udviklede sig til globale brands med farverige støvler, og i Madrid bød Florentino Perez i 00’erne på Galacticos-bold, imens rygter om kommende superstjerner rejste med digital ekspresfart. Spillerne var blevet klubbernes vigtigste aktiver.
Det er denne fodboldverden, Fabrizio Romano er rundet af og nu agerer centrum i. For selv om der i de seneste 15 år også er gået mellemøstlig geopolitik i sporten, så er det stadig på transfermarkedet, at styrkeforholdet mellem klubberne udmåles. Det hele foregår under stor årvågenhed fra både fans og sportsjournalister, der spekulerer på livet løs. Agenters forbindelser til klubpræsidenter optrevles, spilleres billeder på sociale medier tolkes på, og potentielle startopstillinger diskuteres, som om de allerede var virkelighed. Transfermarkedet har med andre ord udviklet sig til en underholdningsindustri, der på bedste vis inkarnerer fodboldens tilstand anno 2021; måske selve spillet er nogenlunde uændret, men alt uden for banen er sølet ind i interesser, der i sidste ende intet har med spillet at gøre.
Helt som tilfældet er med Romano. For selvom hans karriere unægtelig er fascinerende, er han også en kegle i agenterne og klubejeres spil. Romano er aldrig kritisk, han indgår derimod gnidningsfrit i magthavernes spin ved blot at forstærke den hype, som transfermarkedet allerede genererer, og klubber som PSG nyder godt af. Da PSG fejrede sine fem nye stjerneindkøb op til lørdagens kamp mod Strasbourg med festfyrværkeri, var det således også med Romano som bifalder. I hvert fald lagde han et billede på Twitter med teksten ”Best transfer window ever. Incredible.”.
PSG og Qatar vinder hver gang, snakken udelukkende går på trioen Messi-Mbappé-Neymar eller holdets succesfulde transfervindue. For så handler det ikke om pengene bag. Netop dem gør Fabrizio Romano intet for at få frem i lyset, for når det kommer til stykket, så er hans oliestaterne og de spekulative agenters nyttige transferorakel.
Sportsbøger - nye udgivelser på vej
Al den vrede – Serena Williams i en hvid verden. Af Anders Haahr Rasmussen
Journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen har sat sig for at optrevle Serena Williams historie med udgangspunkt i et særligt vredesudbrud, Williams havde i US Open-finalen i 2018, hvor Rasmussen selv som kommentator var kritisk over for hendes opførsel. ”På den måde handler Al den vrede både om en sort kvindes vrede og en hvid mands forsøg på at forstå den vrede.”, skriver Gyldendal om bogen.
Som udgangspunkt vil jeg altid være en kende kritisk, hvis en fortælling som Williams pludselig skal gøres til en andens. At den hvide mand også her skal fylde. Men det kommer selvfølgelig an på, hvordan det gøres. Jeg glæder til at læse, hvordan Anders Haahr Rasmussen griber det hele an - for spændende lyder bogen i hvert fald.
Udkommer 25. august på Gyldendal.
Væddeløber. Af Matti Breschel
Matti Breschel er uden tvivl én af de mest spændende, tænksomme og vanvittige ryttere, vi har haft i Danmark. Så hvorfor skulle han ikke kunne skrive en god bog? Det ligner endda, at det er Breschel selv, der har skrevet den. Ikke en ghostwriter, hvilket tæller op i min bog. Jeg kan desuden anbefale Daniel Denciks lille film om Breschel, der hedder Forsvindingsnummeret.
Væddeløber udkommer 31. august på Lindhardt og Ringhof
The Kaepernick Effect - Taking a Knee, Changing the World. Af Dave Zirin
Dave Zirin er ofte lige lovlig aktivistisk i sin tilgang til min smag, men The Kaepernick Effect lyder som en must have-bog, hvis man vil forstå den nye atletaktiviske bevægelse, der har præget sporten den sidst håndfuld år. Zirin har foretaget interviews med en lang række politisk engagerede atleter om deres motivation og risikoen, de løber.
Udkommer 14. september
Om cykling/tennis/fodbold. Af Tonny Vorm, Anders Haahr Rasmussen og Asker Hedegaard Boye
I begyndelse af november udkommer tre bøger om henholdsvis cykling, tennis og fodbold fra tre af de bedste sportsskribenter i landet. Ifølge Gads Forlag vil de skrive personligt, litterært og levende om hver deres yndlingssport. Den idé kan jeg kun bifalde.
Udkommer i starten af november.
Essay - Min vej gennem sportsbøgerne
Forleden dag skulle jeg indberette moms og gennemskue en efterregning fra Skat. Den slags udfordringer kræver jo sine overspring, hvorfor jeg pludselig var landet på Saxo på jagt efter nye sportsbøger. Med ét var min kurv fyldt med syv titler kredsende om alt fra fodboldens historiske oprindelse til effekten af Kaepernicks knælen.
Mit forhold til sportens bøger er paradoksalt. Min reol (og gulvet foran) er efterhånden så fyldt, at jeg snart må anskaffe mig ny opbevaringsplads. Jeg er ved at blive en samler. Men jeg forsøger at være yderst selektiv, for sagen er desværre den, at de fleste sportsbøger ikke er særligt gode.
Som barn slugte jeg gladelig de mange spillerbiografier. Både Jan Heintzes, Zé Robertos og David Nielsens (sidstnævnte er faktisk god). Senere blev det kedsommeligt at læse om klubskifter, episoder fra omklædningsrum og barndomsdrømmene, der gik i opfyldelse. Så et tomrum opstod, der dog med årene blev fyldt med anden litteratur. Måske jeg endda så lidt ned på sportsbøgerne, for det var omtrent på det tidspunkt, jeg havde besluttet mig for, at sport kun skulle være en hobby. Ikke noget jeg ville beskæftige mig med professionelt. Sådan forholder det sig ikke længere, og det kan jeg faktisk takke sportsbøgerne for. I hvert fald nogle af dem.
For tre-fire år siden havde jeg et studiejob i Miljø- og fødevareministeriet. Det var en drømmetjans. I hvert fald da jeg fik jobbet. For i takt med flere og flere kopiopgaver og bibeltykke sagsakter forsvandt min lyst til en tilværelse i den danske centraladministration drastisk. Jeg brugte søvnløse nætter på at udtænke fremtidsplaner. Måske jeg skulle blive x-antal måneder, så jeg ikke missede muligheden for at pryde CV’et, tænkte jeg.
Med andre ord var jeg en ung mand af karriereplanlægningens tid. Da jeg startede på CBS for år tilbage stod der ”Your future career is now!” på et banner i kantinen. Det tog jeg til efterretning og sprang nutiden over.
I ministeriet blev de søvnløse nætter hurtigt flere. Så en dag sagde jeg op - ganske brødbetynget.
Lidt tid efter slentrede jeg, nu veludhvilet og fremtidsløs, omkring i Politikens Boghal, da jeg stødte på Daniel Denciks Sportshjerte med elegante Fuglsang på omslaget. Uden større forventninger købte jeg den, cyklede ned til mit sol-spot ved Svanemøllen havn og færdiggjorde bogen i én bevægelse.
Det er forkert at sige, at Sportshjerte åbnede en ny verden for mig. Den vakte snarere noget genkendeligt i mig. En slags barnlig glæde, som dog hverken var udelukkende nostalgisk eller blind for voksenlivets erkendelser. Dencik skrev med en begejstring om cykelsporten, jeg for længst havde kasseret. Han gik nysgerrigt til rytterne i sine interviews. Ville faktisk vide, hvem Fuglsang var. Han lyttede ivrigt til Matti Breschels beretninger, kunne man mærke. Og han gemte sig ikke i skriverierne. Han fortalte om sin beundring af rytterne og deres slid, og han drog omkring i Europa for at opleve monumenterne. Og for at cykle opad med Michael Rasmussen.
Bogen ræsonnerede nok også i mig, fordi Dencik gjorde det, jeg havde søgt væk fra. Da jeg var 18 drømte jeg om at turnere med feltet. Og om at rejse til atter nye fodboldstadioner og formidle, hvad jeg så. Hvordan sangene rungede i betonen, hvordan kulturen dansede i takt med de vuggende fans.
Jeg begyndte igen at orientere mig mod bøgerne og sportsjournalistikken. Jeg fulgte Asker Hedegaard Boyes skriverier i Weekendavisen. Blev forbløffet over hans evne til at se bevægelser og tendenser i sporten og formidle dem med vid og bid. Det gik op for mig, at min uddannelse i politisk kommunikation måske ikke behøvede at være spildt. At de politiske strømme glider ind og ud af sporten. Ikke bare i form af mellemøstlige oliepenge, men også som tidens vigtigste udviklinger.
Jeg spekulerede på, om sporten var et spejl på samfundet. Så simpelt er det nok ikke, fandt jeg ud af. Jeg udviklede langsomt en ny forståelse af sporten. Jeg fik øje på det skønne i cykelsporten, når jeg læste Brian Nygaards beskrivelser i WA. Jeg fandt dansken i herrelandsholdet, når jeg læste Joakim Jakobsens Tynd Luft og genkendte det episke element, når jeg bladrede igennem Forlaget Bobo’s oversatte franske cykeludgivelser. Hvem vil ikke ty til den homeriske stil, når de ser cykelsportens drama, skrev Blondin. Eller i hvert fald noget i den stil.
Så blev jeg nysgerrig på udlandet. Købte Jonathan Wilsons taktiske bibel Inverting the Pyramid. Gik i stå. Tog den i stedet ned fra reolen, når jeg undrede mig over noget. Hvor totalfodbolden kom fra eksempelvis. Jeg læste i et uddrag af Brilliant Orange, at totalfodbolden er et udtryk for hollændernes evne til at finde plads på et lille areal. Om det var helt sandt, var jeg ligeglad med. For pludselig blev fodboldens mindstedel forbundet med det største.
Så kom Simon Critchley og ville fortælle os What We Think About When We Think About Football, og jeg ville så gerne kunne lide den – for filosofien måtte da kunne forklare min nyfundne begejstring. Men det kunne den ikke rigtig. I hvert fald ikke Critchleys filosofi. Og heller ikke Stephen Mumfords eller Jean-Philippe Toussaints. Meget nyttig tænkning var der ej heller at hente i Pirlos ”I Think Therefore I Play”, selv om det var morsomt at læse, at Pirlo spillede FIFA med Nesta op til VM-finalen i 2006.
Så døde Per Olav Enquist og det viste sig, at han både havde tænkt og skrevet bedre om fodbold end mange andre. Om Maradona og Allan Simonsen og nosser. Og om at fodbolden ikke er skak i Åbning.
Begavet skrev The New York Times Rory Smith også i On Soccer. Og det endda hver uge eller mere. Sid Lowe, Tariq Panya og James Horncastle kunne noget af det samme. Michael Cox skrev glimrende om den taktiske udvikling – både i The Athletic og i Zonal Marking. David Goldblatt kritisk og lige lovligt grundigt i The Age of Football.
Jeg begyndte at spekulere på, om jeg kunne lære det. Måske jeg en dag ville kunne formidle de taktiske finesser, sportens politiske vendinger og de store oplevelser. Men jeg turde ikke begynde. For tænk, hvis det ikke duede. Jeg vidste udmærket, at jeg aldrig ville kunne skrive som Jørgen Leth i Sportsdigte, som Peter Alsted i Cykeldigte eller som Claus Nivaa i Måltid – fodbolddigte. Poesiens arena var smuk, men ikke min. Det var journalistikken, den litterære og analyserende, jeg nu drømte om at begå mig i.
Og så begyndte jeg alligevel. Tekst for tekst. Noget blev godt, meget blev skidt. Jeg fortsatte med at drømme om at skrive storladent som Curzio Malaparte i Coppi og Bartali eller reflekterende som David Foster Wallace i How Tracy Austin Broke My Heart, men mindre kunne også gøre det. Sporten blev langsomt en del af mit sprog igen.
Det er den stadig, og sportens bøger har uomtvisteligt hjulpet den på vej. Om det fortsætter sådan er uvist, men sikkert er det i hvert fald, at jeg lige har købt flybilletter til Bruxelles, så jeg med selvsyn kan følge VM i Cykling i Flandern og Paris-Roubaix lidt vest derfra ugen efter. Og når jeg tager afsted ryger Sportshjerte med i tasken. Det efterlader heldigvis også lidt plads i bogreolen.
Det var Dépêche for denne gang. Send endelig depechen videre til en sportsglad ven, veninde eller sjælefrænde. Og fortæl mig endelig, hvad du synes.
Ha’ en rigtig god weekend!
Alt godt
Jeppe Højberg Sørensen
Tlf: 40474421/jeppehoejberg@gmail.com