#7 Teknologi vs menneske, podcast med Tonny Vorm og kvindernes maratonkamp
Kære læser
OL lakker mod enden, og guldmedaljer, verdensrekorder og de mange historieløse forsøg på at gøre mandlige atleters gråd emblematisk for nye kønsidealer har vel nærmest fået os til at glemme, at det hele udspiller sig på en noget bizar baggrund. Altså uden tilskuere i et coronaramt land, der egentlig hellere vil stå uden for legene end at agere centrum i dem.
Spørgsmålet er så, om de rettighedshavende tv-stationer har formået at balancere kritik og begejstring? Oftest er det tilfældet, at den kritiske journalistik vedrørende større begivenheder som OL og fodboldslutrunder får plads før startskuddet, hvorefter den udfases i takt med, at begejstring og sublime præstationer indtræder. Jeg har hverken fulgt Discovery eller DRs dækning minutiøst, men min fornemmelse er, at vi er vidne til samme tendens under det nuværende OL. Få minutter dedikeres til kritisk journalistik om coronasituationen og særligt IOC’s ofte skandaløse optræden.
Min forhåbning er, at sportsjournalistikken i fremtiden vil lade sig overbevise om, at sportens fortælling både rummer medaljens for- og bagside, hvorfor de nedslående elementer ikke skal behandles som små temablokke adskilt fra op- og nedtakter, ligesom den kritiske journalistik heller ikke kun skal bedrives, før de egentlige begivenheder finder sted.
Sådan en prædiken må naturligvis efterleves fra undertegnedes egen hånd, hvorfor jeg har forfattet et nyhedsbrev, der gerne skulle rumme både fascination og kritik. Det bliver en anelse kortere end vanligt (flere af de forrige har været for lange, det ved jeg!), og dette nyhedsbrev har endda ét centralt tema: Maratonløb.
Min nyslåede interesse for maratonløb skyldes egentlig, at jeg selv er begyndt at løbe længere distancer. Men det skal I ikke belastes med anekdoter om, for gennem de seneste uger har jeg læst mig ind på maratonløbets fascinerende historie. Og der er heldigvis masser af gode historier at hente og perspektiver at rejse.
Og så skydes OL’s maratonløb for kvinder jo tilmed i gang natten til lørdag dansk tid. Mændenes natten til søndag.
Løbesedlen i denne uges Dépêche ser således ud:
Teknologi eller menneske? En hidtil uset hurtig løbebane har ført til rekordtider på atletikstadionet i Tokyo.
Podcast. Grænseløst løb – maratonsportens historie med Tonny Vorm.
Maratonkamp. Kvindelige løbere har kæmpet en lang slidsom kamp for at deltage ved OL. 4 centrale nedslag.
Teknologi eller menneske?
En hidtil uset hurtig løbebane har ført til rekordtider på atletikstadionet i Tokyo. Men er det egentlig en skam?
Tirsdag leverede Karsten Warholm én af dette OL’s mest overbevisende præstationer. På 400 meter hæk-distancen slog han sin egen verdensrekord med 76 hundrededele, og noterede sig for tiden 45,94 sekunder. En bedrift den tidligere hækkeløber Colin Jackson løftede op på niveau med Usain Bolts præstationer, og Warholms tid bliver næppe heller overgået de næste mange år.
Warholm er imidlertid ikke ene om at præstere overlegne tider på løbebanen på atletikstadionet i Tokyo. Flere verdensrekorder er blevet nedridset i historiebøgerne, ligesom flere løbere end sædvanligt har sat personlige rekorder. Ud over begejstring har præstationerne dog også affødt en diskussion, der kiler sig ind i én af de mest energifyldte spændingsfelter i sportens verden; nemlig forholdet mellem teknologisk innovation og rå, menneskelig præstation.
Teknologiske landevindinger
Som The New York Times senest berettede har virksomheden Mondo, der står bag løbebanen på atletikstadionet, brugt tre år på at udforme et specielt underlag, der har en trampolinagtig effekt indbygget. Løberne kan ganske enkelt føle et ”bounce”, som ifølge Mondo skulle øge præstationsevnen med op til 2 procent. En betragtelig optimering, når rekorder udmåles som bekendt i hundrededele.
En lignende teknologisk landevinding har de seneste år været genstand for debat i en anden af løbesportens discipliner – maratonløbet. I 2017 lancerede Nike løbeskoen Vaporfly, der udnytter en bemærkelsesværdig høj sål til at minimere energitabet ved hvert skridt. Altså er der igen tale om en art elastisk effekt, der gør løberne hurtigere.
Og helt som med underlaget i Tokyo har Nikes neonfarvede sko, der siden er kommet i flere modeller, højst sandsynligt haft en betydelig effekt på de nyeste rekorder. I hvert fald er kenyanske Eliud Kipchoges uofficielle brud på 2-timersbarrieren, og hans officielle verdensrekord løbet med Vaporfly’s på fødderne, ligesom de seneste års hurtigste tider fra andre løbere er det.
Som det bl.a. kan ses i dokumentarfilmen Nike’s Big Bet fra 2021 (kan streames på DR), har Nikes innovation også resulteret i kritik – og nok en endnu heftigere en af slagsen. Modstanderne ser ganske enkelt de nye sko, der potentielt forbedrer ydeevnen med 4 procent, som konkurrenceforvridende og uretfærdigt overfor tidligere løbere.
For spørgsmålet er naturligvis, om det er et skråplan at udstyre løberne med sko, der ene og alene kan sikre betragteligt hurtigere tider? Om man dermed umuliggør sammenligninger mellem præstationer begået på tværs af generationer, og ja, måske endda blot mellem løbere, der præsterede for 5 år siden, og nutidens udøvere.
Rekordernes tid
I sin glimrende og bibeltykke udrulning af løbets historie (altså ikke bare maratonløbets), beskriver norske Thor Gotaas, hvordan moderne atletik er defineret ved standardiserede baneforhold. En udvikling, der satte ind i forbindelse med industrialiseringens hang til målbare størrelser. I perioden mellem slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede, var atletikstadionernes løbebaner faktisk sjældent ens, og det samme gjorde sig gældende på maratondistancen. Et maratonløb var ikke en fast defineret afstand på 42 kilometer og 195 meter, som tilfældet er i dag.
Men med industritidens nye muligheder for nøjagtig tidstagning blev rekorder pludselig en vigtig målestok. De gjorde det muligt at sammenligne tider fra forskellige løb og ikke mindst at sammenholde nutidens præstationer med fortidens. Med andre ord blev menneskets atletiske fremskridt målbare.
Men det er altså netop denne centrale idé i moderne atletik, der af mange ses udfordret af teknologier som løbebanen i Tokyo og Nikes Vaporfly. De nye teknologier gør det svært, hvis ikke umuligt, at sammenligne rå, fysiske præstationer på tværs af generationer. For hvor stor andel har teknologien egentlig i de nye rekorder?
Argumentet kan dog også lyde, at distinktionen mellem teknologi og menneske efterhånden er kunstig at opretholde i sportens verden. At teknologi efterhånden er så grundlæggende et element i moderne sport, at man ikke kan adskille de to størrelser. Atleter indtager kunstigt fremstillede kosttilskud, træner i vindtunneller og restituerer med robotlignende maskiner om benene. Altså benyttes teknologier, som hverken OL’s første maratonvinder Spiridon Louis eller den barfodede OL-vinder fra 1960 Abebe Bikila havde til rådighed.
Så måske verdensrekorder bare slet ikke skal betragtes som et udtryk for ren optimering af den menneskelige organisme, men snarere som indikationer for civilisationens udvikling – om vi så kan lide den eller ej.
Grænseløst løb – maratonsportens historie med Tonny Vorm
Som fortalt i sidste nyhedsbrev er jeg begyndt at lave et podcastformat på Mediano Sport & Perspektiv. Det udsprang fra nyhedsbrevet her, hvorfor det sjovt nok også hedder Dépêche. I denne ombæring, og op til maratonløbene under OL, handler det om maratonsportens kulturhistorie. Den er nemlig yderst interessant. Præget af en konstant stræben efter forbedring, og så er den tilmed en kinddans med besvimelser, det antikke Grækenland og skiftende politiske tidsånde.
I forsøget på at skabe en vidende og levende udsendelse har jeg besøgt journalist og forfatter Tonny Vorm. Han er én af de skribenter, jeg agter højest. Ikke mindst på grund af hans imponerende bibliografi, der eksempelvis tæller Sidste tog til Boston – Maratonsløbets historie, der har betydet en hel del for min nyfundne interesse for langdistanceløb.
Udsendelsen varer 30. minutter, så den er lige til at smække i ørene på vej hjem fra arbejde eller til bageren i morgen tidlig.
Som både tilrettelægger, interviewer og vært på sådan en udsendelse kommer man ikke sovende til det færdige produkt. Så jeg håber, I kan lide det. Men uanset vil jeg meget gerne høre, hvad der kan blive bedre!
Det skal pointeres, at udsendelsen primært har fokus på herresiden af maratonsporten. Det forsøger jeg at kompensere lidt for herunder.
Maratonkamp
Kvindelige løbere har kæmpet en lang, slidsom kamp for at deltage ved OL. Her er 4 centrale nedslag.
1896: Græsk oprør
Da de første moderne olympiske lege løb af stablen i 1896, var maratonløbet det fremmeste tilløbsstykke. Grækeren Spiridon Louis vandt til Pierre De Coubertins fornøjelse på hjemmebanen i Athen, hvorfor han fuldbyrdede franskmandens ambition om at forbinde legene til det antikke Grækenland.
Og ikke alene lykkedes Coubertin altså med at genskabe OL ud fra græsk forbillede, han reproducerede også det græske borgerskabs blik på kvinder. Et OL med kvindelige deltagere ville nemlig, ifølge Coubertin, være ”upraktisk, uinteressant, uæstetisk og upassende”. Af de grunde var der ingen kvinder med til legene i 1896.
Historien går dog på, at én kvinde faktisk gennemførte løbet. 30-årige Stamata Revithi fik først et hånligt afslag på at løbe blandt mændene, men hun insisterede dog i en sådan grad, at hun fik mulighed for at tilbagelægge distancen dagen efter maratonløbet med Athens borgmester som officiel tidstager. Da athenerne efter bedriften i forbavselse spurgte Stamata, hvorfor hun løb, svarede hun eftersigende:
”Så kongen måske tilbyder mit barn et godt job i fremtiden. Nu tager jeg direkte til generalsekretæren for den græske olympiske komite for at fortælle ham, hvor lang tid jeg var om at løbe fra Marathon, og at alle, der har lyst, kan få lov at løbe om kap med mig.”
1928: Olympiske fordomme
Ved OL i 1928 kom kvindernes 800 meterløb for første gang på programmet, men begivenheden endte med at blive brugt af IOC og diverse mandlige journalister til at bekræfte egne fordomme om kvinders uegnethed på længere distancer. På en uset varm dag i Amsterdam kollapsede flere af løberne nemlig efter målstregen, hvilket i stedet for mod og opofrelse blev tolket som et tegn på svaghed. Straks efter tog IOC distancen af programmet, og først i 1960 blev den genindført.
1967: Oprør på forsiden
Selv om flere konkurrencer i blandt andet Tyskland havde bevidnet, at kvinder ikke led større overlast af maratonløb end mænd, var USA’s ældste bymaratonløb, Boston Marathon, stadig forbeholdt mænd i 1960’erne. I 1967 tilmeldte amerikaneren Kathrine Switzer sig dog under de kønsneutrale initialer K. V. Switzer, hvorfor løbsledelse først undervejs opdagede, at en kvindelig løber var blandt deltagerne. Arrangøren Jock Semple stormede derefter ud af sin bil for hårdhændet at forsøge at tvinge Switzer ud af løbet – dog uden held. For Switzer nægtede og blev bakket op af flere mænd, heriblandt hendes hammerkasterkæreste, der stoppede arrangøren i sit overgreb. Flere fotografer opfangede optrinnet, der blandt amerikanerne endte med at illustrere et forældet syn på kvinders adgang til sport.
1984: Nye tider
Maratonløbet for kvinder kom først på det olympiske program i 1984 efter en årrække, hvor kvindelige løbere for alvor gjorde deres indtog i sporten. Godt hjulpet på vej af 1970’ernes joggingbølge og generelle, kønspolitiske forandringer, blev blandt andre Joan Benoit og norske Grete Waitz stjerner, der repræsenterede tidens frigørelse. Sidstnævnte begyndte endda sin maratonkarriere uden større ambitioner, da hun efter afslutningen på en succesfuld 3.000 meter-karriere deltog noget uforberedt ved New York Marathon i 1978. Distancen viste sig dog som ideel for Waitz, der slog den daværende verdensrekord, genoptog løbekarrieren og få år efter kunne leve af maratonløb som en endelig cementering af kvindernes nye og hårdt tilkæmpede plads i sporten.
Det var Dépêche for denne gang. God weekend og god OL-maraton!
Jeppe Højberg Sørensen
jeppehoejberg@gmail.com/40474421