#6 OL's omstridte regel 50, sportens mikropolitik og nyt nordjysk fodboldhus
Kære læser
Dépêche er tilbage efter et par ugers ferie. Indtil videre har det været en skøn sportssommer, men nu er spørgsmålet, om herlighederne stopper. OL’s åbningsceremoni går nemlig i gang lige straks, og det, med garanti, pompøse show bliver en bizar markering af en begivenhed, hvor det egentlige måske kommer til at stå i baggrunden – nemlig sporten. Denne udgave af Dépêche kommer naturligvis omkring det forestående OL, men andre historier byder sig også til. Jeg håber, du kan finde lidt tid til at gribe depechen!
Før vi begynder, må jeg dog dele en glædelig nyhed. Måske du husker, at ét af de forrige nyhedsbreve indeholdt et podcastafsnit om den amerikanske basketballspiller Maya Moore, der kan betragtes som atletaktivismens foregangskvinde. Jeg kaldte formatet ”Dépêche lyd”, og nu er dette faktisk rykket ind på Medianos kanal Sport & Perspektiv. Her kommer det bare til at hedde ”Dépêche”, og jeg vil forsøge at holde formen fra det første afsnit; dvs. korte afsnit (20-25 min), med speak, klip og interviews med de mest interessante stemmer fra sportens verden. Sportsgrenen er underordnet, så længe der er en perspektivrig historie at fortælle.
Afsnittet om Maya Moore ligger allerede i kanalen, og jeg glæder mig umådeligt til, at flere havner samme sted. Selv om podcasten deler navn med nærværende nyhedsbrev, så er der ingen formel forbindelse mellem de to foretagender. Men da det er undertegnede, der står i spidsen for begge, kan det selvfølgelig meget vel tænkes, at historier vil supplere hinanden.
Her er historierne, der i denne omgang har fundet vej til nyhedsbrevet Dépêche:
Relativt reglement. OL’s omstridte regel 50 indbyder til oprør.
Sportens mikropolitik. Forbud mod beklædning afslører ekskluderende mekanismer.
Interview. Nyt nordjysk projekt vil etablere Europas første fanskabte kultur- og oplevelseshus.
Relativt reglement
OL’s omstridte regel 50 indbyder til oprør.
Nogle gange skaber forsøg på at sikre klarhed bare mere usikkerhed.
I begyndelsen af juli prøvede IOC at nuancere det olympiske charters omdiskuterede regel 50.2, der lyder ”No kind of demonstration or political, religious or racial propaganda is permitted in any Olympic sites, venues or other areas.”
Ifølge IOC var rationalet bag ændringerne at sikre bedre guidning af atleter, og desuden implementere atleternes ønske om i højere grad at kunne udtrykke sig i forbindelse med OL. Sidenhen er det dog blevet klart, at ingenting står særlig klart. For selv om IOC udvidede områderne, hvor atleter må ”udtrykke deres synspunkter”, så er det svært at afgøre, hvad der i sidste ende må sige og gøres.
Eksempelvis står det beskrevet i IOC’s statement, at synspunkter der udtrykkes på banen før starten på en begivenhed ikke må være rettet mod, direkte eller indirekte, mennesker, lande, organisationer og/eller deres værdighed.
Spørgsmålet er så, hvordan en udmelding ikke gør sig skyldig i én af de ting?
At IOC’s kommunikation er blevet så vag, at den reelt tømmes for substans, har da også fået konsekvenser. Aktuelt råder en større forvirring over, hvad atleterne kan tillade sig under legene. Det internationale svømmeforbund FINA meldte i sidste uge ud, at man ikke ville acceptere demonstrationer nær svømmebassinet med begrundelsen: “Athletes have the right to the privacy of the moment, to remain free of unnecessary distraction from the competition and preparation, with the pool deck remaining a sanctity for sport and nothing else.”
Anderledes er tilgangen på fodboldbanen, hvor flere kvindelandshold, heriblandt Storbritannien og Chile, allerede knælede før onsdagens OL-kampe. Efterfølgende erklærede IOC-præsident Thomas Back, at aktionerne var tilladte. Noget besynderligt var det derfor også, at det kom frem, at IOC havde besluttet at forbyde de ansvarlige på IOC’s sociale medier at vise billeder af knælende spillere. Forvirringen blev dog først total, da man torsdag trak forbuddet tilbage.
Det kan imidlertid ikke undre, at IOC har forsøgt at revidere regel 50.2, der ellers nærmest har stået uberørt siden 1896, hvor de moderne olympiske lege fandt sted første gang. Man har set sig nødsaget til at imødekomme den voksende atletaktivisme og blandt andet organisationer som Global Athletes’s forsøg på at udvide atleters ret til at udtrykke sig.
Samtidig kan det hævdes, at IOC er blevet et offer for sit eget forsøg på at skrive sig ind på de rigtige sider i historiebøgerne. Organisationen har nemlig i de senere år selv brugt Tommie Smith og John Carlos berømte protester på podiet til OL i 1968 i kampagner på sociale medier, selv om man dengang straffede atleterne for aktionen, ligesom Thomas Back gladelig mødes med politikere, heriblandt som King Jong Un i 2018.
En mildest talt paradoksal tilgang, når regel 50.2 samtidig har stået uændret, og idéen om OL som en neutral politisk begivenhed er blevet hyldet. Måske IOC nu har indset, at man ikke kan hylde fortidens protester, hvis man entydigt står i vejen for nye?
Sikkert er det i hvert fald, at organisationen får umådeligt svært ved at styre løjerne til de kommende lege. Dels fordi flere atleter næppe vil lade sig styre af en politisk opportun organisation som IOC, og dels fordi regel 50 med dens arbitrære tilføjelser nærmest inviterer til, at grænserne testes. Det kommende OL kan blive atletaktivismens legeplads.
Sportens mikropolitik
Forbud mod beklædning afslører ekskluderende mekanismer i sportens verden.
Èn af de centrale idéer om sport er, at den tilbyder et helle fra politik. Idéen er naturligvis obskur, hvis man blot kender en smule til idrætshistorien og de efterhånden velbeskrevne geopolitiske slagsmål, der udkæmpes igennem sporten i disse år.
Et mindre belyst område er dog de udelukkelsesmekanismer, der eksisterer i selve sporten. Altså i diverse sportsgrenes regler, talentrekruttering og helt grundlæggende i de værdier, sporten hylder. Tidens fokus på minoriteters rettigheder og vilkår er dog nu også ved at indfinde sig i sportens univers.
Senest har der i Norge været fokus på EHF’s (det europæiske håndboldforbund) uniformreglement til EM i strandhåndbold. Reglerne påbyder nemlig de kvindelige spillere at iføre sig korte trusser, når de optræder i sandet. Allerede i april kritiserede de norske spillere reglementet, som ifølge dem udgjorde en stopklods for mange potentielle udøvere af sporten.
Mange kvinder ønsker simpelthen ikke at springe omkring på TV i sparsomme bikinier, hvorfor de aldrig starter til strandhåndbold. Selv om blandt andet franske repræsentanter støttede op om kritikken og forslaget om at lovliggøre tights, så har reglerne stået uændret under den netop afsluttede slutrunde. Til turneringens bronzekamp troppede Norges landshold dog protesterende op i tights. En aktion de nu er blevet idømt en bøde for af EHF.
Sagen illustrerer på grotesk vis, hvilken magt et forbunds grå, men åbenbart også hudsultne, eminencer har, og hvordan politik altid er at finde i selv de mindste detaljer. Også i sportens verden.
Et andet glimrende eksempel er senest skyllet op til overfladet i svømmesporten. Her forbød det internationale svømmeforbund for nyligt den såkaldte Soul Cap, således at denne ikke kunne benyttes under OL. En badehætte, der er skabt til at rumme større hår som eksempelvis afrohår. Ifølge forbundets forklaring, så følger badehætten ikke ”hovedets naturlige form”.
Et forbud og en begrundelse, der affødte vrede og kom til at handle om meget mere end badehætter. Dels fordi forbundet og formuleringen angående hovedets naturlige form, ifølge kritikere, skriver sig ind i en tradition af diskrimination af sortes naturlige hår, og dels fordi minoriteter i forvejen er underrepræsenteret i svømmesporten.
Symbolsk gjorde forbuddet således intet for at velkomme sorte i sporten, men rent praktisk forhindrer det også deres indtræden. Som blandt andet BBC og The New York Times har berettet, kan der nemlig være stor smerte forbundet med at tvinge fletninger og blot almindeligt langt hår ind under de snævre godkendte badehætter, og hvis badehætterne fravælges, så ødelægges det i forvejen tørre afrohår i høj grad af klorvand.
Beskyldningerne om diskrimination ville forbundet (heldigvis) dog ikke have siddende på sig, hvorfor man nu genovervejer forbuddet. Selv om kendelsen skulle omstødes, markerer forløbet alligevel, hvordan rum som håndboldbanen og svømmebassinet altid er omgærdet af politik. Små anordninger, majoriteten sjældent skænker en tanke, kan ekskludere særlige befolkningsgrupper. Det er ikke noget nyt. Derfor er det også glædeligt, når kritikken nu kommer frem. Så kan vi bare håbe på, at dinosaurerne i diverse forbund snart erstattes, så sporten bliver en sport for flere.
Nyt nordjysk projekt vil etablere Europas første fanskabte kultur- og oplevelseshus
Dépêche har mødt Lasse Yde Hegnet, Kreativ leder i RØD. Et nyt projekt, der har som mål at skabe et oplevelseshus med fodbold og AaB som udgangspunkt midt i Aalborg og dermed udvide forståelsen af fodbold som kulturelt fænomen.
Hvad er ambitionen med RØD?
At lave en international attraktion med AaB og fodbold som bagtæppe. For at give et billede af hvad vi vil, kan man tænke Absalon CPH møder Moesgaard Museum møder et fodboldstadion: et folkehus der faciliterer møder, arrangementer, og udvikler fællesskaber, samtidig med at det formidler kultur- og fodboldhistorie, danner rammen om store oplevelser, og giver børn og unge (og forhåbentlig voksne) lyst til at leve et sundere liv og dyrke sport.
Hvilken betydning har AaB for Aalborg, siden at I nu vil lave et fanskabt kultur- og oplevelseshus midt i byen?
Det drejer sig først og fremmest om genkendelighed. AaB er en sjælden nær spejling af sit opland i form af værdier og måde at være på. Det drejer sig ikke om floskler i klubbens vision og mission, men om de hold der er lykkedes siden 90’erne og personligheder som Jimmy Nielsen, Lynge Jakobsen og Lucas Andersen. De er alle sammen så meget Aalborg og Nordjylland, og afspejler den tid de er i.
Derudover er der et udkantselement, som mange overser. Aalborg er en stor by i et tyndt befolket område, meget, meget langt fra alt. Det er ikke et sted, du kommer forbi, medmindre du SKAL dertil. Aalborgensere og nordjyder har haft færre muligheder, længere til alternativer og derfor er man stolt af det, man har.
AaB har oftest været Aalborg og Nordjyllands repræsentant foran resten af Danmark. Klubben har ikke ægte lokale rivaler. Aalborg Chang blev besejret i 50’erne, Frederikshavn i 70’erne og Nørresundby i 80’erne, Hobro i 10’erne, og ingen af dem nåede mere end enkelte sæsoner over AaB. Og så er der begejstringen…i en arbejderby hvor gennemsnitsarbejdstiden i 1960’erne lå på 45-55 timer om ugen på tobaksfabrikker, spritfabrikker, værfter, cementfabrikker, eternitfabrikker kunne AaB give begejstring som en af få ting.
Men det stærkeste er den universelle historie om en institution i generationer. Det er som sådan ikke unikt, men en essentiel del af den romantiske fodbolds selvforståelse. Gennem os selv, kan vi fortælle den historie, og vi kan invitere andre med til at deltage på rejsens videre færd.
Hvordan er aalborgensernes relation til AaB i dag?
Forholdet til AaB har de seneste år stået i to modsatrettede strømninger. Den første strømning er den positive, hvor den aktive fanbase udvides, og hvor tribunen er blevet mere divers med flere kvinder. Den er også blevet mere etableret i og med, at Spar Nord har givet deres tribunenavn til fansene, så den hedder Vesttribunen i dag, og dertil kommer, at flere fanmedier er vokset frem.
Den anden strømning er negativ og går på en eller anden måde tilbage til Lars Søndergaard og Morten Wieghorst-årene, hvor spillet på banen, og klubbens image, blev gråt og ligegyldigt, og placeringerne gik væk fra at være de stabile 5. pladser og blev dårligere. At Aalborg Håndbold og Aalborg Pirates samtidig begyndte at vinde henholdsvis håndbold og ishockey-ligaerne og vække den begejstring, der sivede ud af AaB, har kun skubbet til den tendens. AaBs tilskuerandel er faldet, og der mangler stadig noget afgørende for at lokke folk tilbage. Det er strømningerne.
Derunder ligger stadig had/kærlighedsforholdet, hvor mange elsker at skælde ud på klubben og blive væk. Men en stor del af aalborgensernes relation til AaB handler om at være det, man er stolt over, og som man kan bruge til at hævde sig overfor andre. Jeg vil vove påstanden, at siden fodbold ER større end håndbold og ishockey, og siden byen har stolte fodboldtraditioner, så vil et AaB i god forfatning altid vække dybere følelser end andre sportsgrene.
Vil et museum/oplevelseshus nogensinde kunne konkurrere med stadionoplevelsen?
Nej. Det er heller ikke vores intention at konkurrere med stadionoplevelsen. Når du siger ”stadionoplevelse” tænker jeg oplevelsen af kampen og livet på en fantribune.
Vi vil udvide stadionoplevelsen på den måde, at den følelse af fællesskab, håb og lykke man får på stadion, skal kunne findes og dyrkes i en anden form, et andet sted, for at vende større og stærkere tilbage til stadion.
Det var Dépêche for denne gang. Om et par timer starter OL officielt. Nyd det, hvis du kan. Jeg vil i hvert fald forsøge.
Alt godt
Jeppe Højberg Sørensen
jeppehoejberg@gmail.com/40474421