#5 Til kvindekamp mod medier, forrygende fodbolddigte og politiske regnbuer
Ærede læsere
Er jeg den eneste, der har svært ved at forstå, at den normale tilværelse faktisk skal passes i de her EM-uger? At man tirsdag morgen efter herrelandsholdets triumf skulle på arbejde. EM-slutrunden er nu blevet alt det, vi havde håbet på. En sommerdrøm. Endda selv om den startede som et mareridt.
I denne 5. udgave af Dépêche er hovedfokus dog andetsteds, for der produceres allerede rigeligt med godt læsestof om slutrunden. I den større analyse har jeg valgt at kaste lys på en tendens, der i de seneste måneder har vist sig i kvindesporten. Noget tyder nemlig på, at de største kvindelige idrætsudøvere ikke længere gider at finde sig i mediernes underprioritering og til tider grovkornede behandling af dem.
Dernæst kommer lidt fodbold. Jeg anbefaler en glimrende digtsamling, og så afsluttes Dépêche med en lille kommentar til regnbuediskussionen. Helt uberørt bliver EM altså ikke. Jeg når altså slet ikke omkring Wimbledon, der starter på mandag eller Tour de France, der indledes i Bretagne i morgen. Den her solrige sommer er simpelthen spækket med sport. Men hvis du er til tennis, så læs endelig David Foster Wallace gamle essay om Federer. Hvis Tour de France frister mere, så anbefaler jeg Kate Wagner nye historie om Roglic. Begge er lange og særdeles berigende.
Dagens menukort til Dépêche #5 ser således ud:
TV-kamp. Verdens bedste kvindelige idrætsudøvere går til kamp mod de traditionelle medier.
Fodbolddigte. Ny digtsamling beretter med vid og bid om fodboldens væsen.
EM-kommentar. Selvfølgelig er et regnbuestadion politisk, og den politiske kamp skal tages.
TV-kamp
Verdens bedste kvindelige idrætsudøvere går til kamp mod de traditionelle medier.
Det gav anledning til diskussion, da tennis-stjernen Naomi Osaka i slutningen af maj meddelte, at hun ikke ville optræde på French Opens pressekonferencer. Nogle så Osakas udmelding som en kærkommen og forståelig respons på pressemødet som koncept, der af flere blev kritiseret for at være et levn fra massemediernes storhedstid, hvor de samme journalister uhindret kunne stille de samme, og til tider provokerende, spørgsmål igen og igen. Andre så tværtimod Osaka som inkarnationen på tidens skrøbelige idrætsudøver, der foretrækker det rygklappende møde med fans på sociale medier frem for interviewsituationen med kritiske journalister. Svaret finder man næppe i nogen ende af spektret, men sikkert er det, at Osaka fik medierne til at reflektere over egen praksis.
Det har Osaka imidlertid ikke været ene om. I løbet af det seneste halve år har en række af verdens fremmeste kvindelige idrætsudøvere nemlig stillet sig i opposition til mediernes praksisser og rettet kras kritik mod særligt deres dækning af kvindesporten. Noget vi ikke tidligere har været vant til. Spørgsmålet er så, hvad der kendetegner kritikken, som særligt har sit udspring på den anden side af Atlanten og kommer fra både boksere, fodboldspillere og tennisspillere.
Stødende spørgsmål
Hvis vi kort fortsætter med Osakas sag, så begrundede hun på Instagram sit valg om at udeblive fra pressekonferencerne med, at de skadede hendes mentale helbred.
”Me not doing press is nothing personal to the tournament, and a couple of journalists have interviewed me since I was young so I have a friendly relationship with most of them. However, if the organizations think that they can just keep saying, 'do press or you're gonna be fined,' and continue to ignore the mental health of the athletes that are the centerpiece of their cooperation then I just gotta laugh."
Selv om Osakas kritik egentlig ikke rummede en kønspolitisk dimension, så blev den alligevel dominerende i mediernes efterbehandling. The Guardian-journalisten Jonathan Liew brugte nemlig en del af sin klumme på at nævne situationer, hvor unge kvindelige spillere er blevet stillet spørgsmål, der i bedste fald kan siges at være irrelevante. Stødende og sexistiske i værste fald. Med en lettere provokerende pen kaldte Liew desuden tennissporten for et ”white-male-with-free-food space”. Altså et felt, hvor midaldrende, hvide, mandlige journalisters dagsorden tæller på bekostning af unge atleter, der ofte har minoritetsbaggrund.
Samme spor fortsatte The New Yorkers skribent Louisa Thomas i, bare uden Liews hang til provokation. Hun refererede en episode, der fandt sted få dage før Osakas udmelding. Her blev det 17-årige tennisstjerneskud Coco Cauff på en pressekonference introduceret for et spørgsmål med indledningen:
”You are often compared to the Williams sisters. Maybe it’s because you’re Black. But I guess it’s because you’re talented and maybe American, too.”
Kritikken kom altså ikke bare til at handle om pressemødernes relevans, men også om seancernes behandling af sportens kvinder. Det var sådan set ikke på Osakas opfordring, men mon ikke tennisstjernen kunne høre sin stemme i Jonathan Liew og Louisa Thomas’ kritik og det afledte spørgsmål: Hvor tykhudet skal man egentlig være som ung tennisstjerne?
Hårdtslående kritik
Anderledes direkte kønspolitisk var den amerikanske stjernebokser og dobbelte olympiske mester Claressa Shields tidligere på året. Da det blev kendt, at de største tv-stationer ikke ville vise hendes mesterskabskamp mod canadiske Marie-Eve Dicaire, der løb af stablen den 5. marts, udtalte Shields sig nemlig skarpt om kvindelige bokseres vilkår til det populære boksemedie DAZN NEWS. Her kritiserede hun tv-stationerne for ikke at have fundet nye ledige tider i tv-guiden til de kvindekampe, der blev udsat efter coronaens knockout af det amerikanske samfund. Noget som ellers oftest var sket for hendes mandlige kolleger. Dertil tilføjede amerikaneren ligefremt:
» Jeg føler, de (tv-stationerne red.) bare er sexistiske, og at de er intimideret af sindssygt stærke kvinder. Men det er sådan i alle sportsgrene. Kvinder kan bokse. Kvinder kan næsten alt det, mænd kan. Jeg synes, man skal holde tv-stationerne ansvarlige. Det er dem, der bestemmer, hvem der er og ikke er i fjernsynet.«
Shields vrede over mediegiganten Showtime’s beslutning om ikke at transmittere kampen førte til, at den 26-årige bokser tog sagen i egen hånd. Sammen med sin promoter arrangerede hun et bokseevent - kun med kampe mellem kvindelige boksere. Her var Shields’ kamp mod Dicaire højdepunktet, og det var øvrigt første gang siden 2001, at en duel mellem kvindelige boksere optrådte som hovedattraktion ved en pay-per-view-begivenhed. Eventet udbød Shields på den mindre streamingplatform FITE.TV, hvor hun indvilgende i selv at løbe hele den økonomiske risiko, hvis seerne svigtede begivenheden. En aftale, der stod i skarp kontrast til den vanlige kutyme i boksesporten, hvor atleterne inkasserer et på forhånd fastlagt beløb.
I The New York Times ønskede præsidenten for Showtime Sports Stephen Espinoza ikke at svare direkte på Shields’ anklager om sexisme, men udtalte at man som konsekvens af coronakrisen havde måttet skære ned på transmissionerne. Derudover understregede han, at Showtime hidtil havde vist en betydende del af Shields’ professionelle kampe. Ken Hershman, der både har en fortid i ledende stillinger på Showtime og HBO Sports, ville dog gerne give sit bud på årsagen til kanalernes afvisning; Shields’ suverænitet gjorde det ganske enkelt svært for tv-stationerne at skabe et narrativ om kampen som en spændingsfyldt affære, hvilket kunne afskrække potentielle seerne, forklarede ham.
Shields er ellers lykkedes fint med at skabe en lokkende fortælling om sig selv, kan det hævdes. Hun er mønsterbryder. Barn af forældre, der sloges med afhængighed og fængselsgitre. Hun vandt sin første OL-guldmedalje som 17-årig og genvandt den i 2016 i Rio. Samtidig er der ved at blive lavet en film skrevet over Shields’ liv med et estimeret budget på 25 millioner dollars. Titelkampen mod Dicaire, der var ubesejret før opgøret, viste sig da også at være tættere end nogle antog. Shields måtte således gå alle runderne mod Dicaire for til sidst at vinde på en pointbeslutning.
Udbuddets efterspørgsel
Shields og andre kritikere af tv-stationerne har anført, at manglen på konkurrence og en attraktiv fortælling, hvis påstanden overhovedet holder, er mediernes selvforskyldte problem. I 2018 viste tal fra UNESCO nemlig, at blot fire procent af sportsdækningen generelt er dedikeret til kvinder, og med den ringe eksponering af blandt andet kvindeboksning har medierne ikke givet piger mulighed for at blive tiltrukket af sporten, hævdes det.
Netop denne kritik finder man også hos vores sidste stop i optrevlingen af de kvindelige udøveres nye medieoprør. I begyndelsen af foråret skabte fire af verdens bedste atleter mediet TOGETHXR, der bl.a. skal dække kvindesport. I forbindelse med lanceringen af mediet, fortalte én af medstifterne, Alex Morgan, der er blandt verdens absolut bedste fodboldspillere, til The New York Times:
»Da jeg voksede op, havde jeg ingen plakater med kvindelige atleter, hvilket ikke skyldtes, at jeg ikke så sport. Jeg vidste bare ikke nok om kvindelige atleter til at kunne hænge dem på min væg og idolisere dem.«
Og ifølge Alex Morgan og hendes medstiftere Sue Bird, Simone Manuel og Chloe Kim, er det netop ambitionen med TOGETHXR at komme manglen på viden og eksponering til livs. Idéen er, at flere piger i så fald vil søge mod sporten, og at interessen generelt vil højnes.
TOGETHXR-stifternes kritik af medierne går altså på, at de traditionelle medier underprioriterer kvindesporten, hvilket holder interessen nede. Simpelt opstillet kan kritikken og mediernes forsvar således koges ned til en diskussion om, hvorvidt udbud eller efterspørgsel må komme først. Hvor tv-stationerne og aviserne vil afvente efterspørgslen, anfører aktører som Shields og Morgan, at efterspørgslen kommer, når tv-stationerne gør seerne bekendt med kvindesporten og dens styrker.
Set i lyset af den nye mediekritik tyder meget dog på, at Shields, Morgan og Osaka har indset, at de ikke får meget ud af at vente på, at medierne forandrer sig. Så nu udvandrer de. Eller laver deres egne medier.
Fodbolddigte
Ny digtsamling beretter med vid og bid om fodboldens væsen.
Anbefaling til en aktivitet på denne EM-hviledag: Besøg en velassorteret boghandel nær dig og køb Claus Nivaas digtsamling Måltid – Fodbolddigte. Når du kommer hjem, slå da benene op, iklæd dem eventuelt et par gamle benskinner, og lad dig glide ind i Nivaas digte, som Damsgaard glider igennem den tunge walisiske bagkæde i morgen.
Claus Nivaa har nemlig skrevet en formidabel digtsamling. Og der er tilmed meget af den. På 246 sider skriver Nivaa sig igennem barndomsminder fra den midtjyske hjemstavns baner, sportens små fænomener som muren og jubelscenen, de største spillere, fodboldens skyggeside og så forbinder han elegant fodbolden med poesien i en række yderst originale digte.
Der er altså lidt for enhver smag. Selv satte jeg flest æselører på siderne under overskriften ”Bolden og barndommen”, hvor læseren på romantisk vis føres tilbage digterjegets barndomsbane:
»”Det Fredet’ ” er enhver spillers hellige jord/ Min barndom gik uden at der kom net i de mål/ så der var selvhenter/ selv ved den mest brillante og skinnende scoring/ alt imens Solen så til fra himlen over pletten på Jorden/ vi kaldte for/ ”Det Fredet’ ”.«
Nivaa har intet imod at ophøje sporten. Som i det fine digt ”Puskás og far”, hvor fodbolden fungerer som en indgang til farens ellers sjældne hjertevarme og umiddelbarhed. Eller i beskrivelserne af koryfæer som Gordon Banks, Andrés Escobar og vores egen Frankie Boy: »Og Frank Arnesen var glidende lysfelter/ på en dybgrøn firkant.« Men Nivaa lægger samtidig en solid bund med sit store kendskab til spillet. Med andre ord formår digtene både at spille en solid højre back og en flyvsk 9’er.
Netop dét er digtsamlingens styrke. At de store vendinger og litterære referencer ikke fremstår som en digters forsøg på at overintellektualisere eller pladderromantisere sporten, Nivaa kan ganske enkelt sin fodbold. Som i ”Min signaturjubel”:
»Som sagt: jeg scorede meget få mål./ Min signaturjubel var derfor en sær romantik./ Jeg havde al den tid i verden/ til at øve mig grundigt på den/ og tegne den med kroppen/ ud i luften med stor præcision/ og fantasi./ Jeg ser den stadig gengivet på skærmen/ i fx Kevin Nolans kyllingedans/ i Cristiano Ronaldos spring og spredning/ af arme og ben/ I Daniel Sturridges ”Sturridge Dance”/ i Alan Shearers udstrakte arm og/ uforfalskede smil under smukke gavtyveøjne/ i Andy Johnsons håndlogo…«
Digtet ”Ode til offsidefælden” er et andet eksempel på Nivaas skarpe blik for sportens elementer. Det at beherske offsidefælden bliver simpelthen til et symbol på overgangen fra barndomsbold til voksenbold – og ja, selvfølgelig også overgangen til voksenlivet:
»Offsidefældens ode er/ en linje i mit livs digt/ hvorpå to verdener hænger/ til tørre/ som en nyvasket fodboldtrøje i vinden./ Den ene lyser af guld og forpustede spytbobler./ Den andens brystemblem/ påsyet ved hjertet/ skinner/ med bevidsthedens overlagte ild«
Og sådan kunne jeg blive ved med at finde små, og ofte også morsomme, genialiteter i digtsamlingen. Det vil jeg lade være med, men nævnes skal det, at samlingen også byder på digte om alt det grimme i fodbolden. I den forstand er der ingen ren skøndigtning i Måltid, som både kommer omkring korruption, Neymars rullefald og betting-reklamer. Sidstnævnte i et finurligt digt, der egentlig bare er en nedskrivning af lydsporet fra en reklameblok, som vi kender den fra fodboldkampens pause. Men digtet er yderst effektfuldt, fordi det minder læseren om absurditeten i det kommercielle show, mange for længst har vænnet sig til.
Sidst skal nævnes, at der bagerst i bogen er vedlagt en bunke fine klistermærke-illustrationer. Dem kan man tage ud og klistre ind i skitserede felter i bogen som en reference til Panini-klistermærkerne. Den detalje illustrerer egentlig vældig godt, hvad Nivaa har bedrevet: En vindende digtsamling, der forstår fodbolden og dens publikum uden at lefle for selvsamme.
Måltid - Fodbolddigte, Claus Nivaa, Forlaget Alba, 246 sider.
EM-kommentar: Selvfølgelig er et regnbuestadion politisk, og den politiske kamp skal tages.
Man kan godt blive en anelse rundtosset af de seneste dages diskussion om UEFA’s forbud mod regnbuefarver på Allianz Arena, og forstyrrelsen på balancenerven træder for alvor ind, når snakken går på, hvad der er politik, og hvad der ikke er.
UEFA’s præsident Aleksander Ceferin erklærede sig før onsdagens kamp FOR et regnbuefarvet stadion, men IMOD et regnbuefarvet Allianz Arena med den begrundelse, at initiativet var foranlediget af politikere og dermed en politisk protest mod Ungarn og landets seneste homofobiske lovændringer. På DR.dk var den danske juraprofessor fra Aarhus Universitet, Jens Evald, på UEFA’s hold, da han ikke mente, at man kunne spænde EM for en politisk vogn. Nogenlunde samme budskab havde Idrætsprofessor Hans Bonde i Zetlands helikopter, hvor han fandt, at det tyske bystyres erklærede hensigt om at gå i kødet på Viktor Orbán gjorde afvisningen af et regnbuestadion nødvendigt.
På modsatte banehalvdel stod blandt andre Kasper Hjulmand, der udtalte: ”Det er forkert at sige, at det er et politisk statement, for det er det ikke”, og i samme rille fortsatte Amnesty og udmeldingerne på de sociale medier, hvor flere bankede på plads med versaler, at LGBT+-anliggender IKKE er politik. UEFA skulle altså bifalde aktionen, fordi dens apolitiske karakter ikke ville konflikte med UEFA’s forbud mod en sammenblanding af fodbold og politiske symboler.
I vores del af Europa har diskussionen altså handlet om, hvorvidt et regnbuefarvet stadion er politisk. Kort summeret: hvis det er politik, kan aktionen ikke tillades. Hvis det ikke er politik, kan det tillades. Og årsagen til, at den diskussion er relevant er, som nævnt, at UEFA ikke tillader politiske symboler i fodbolden.
Det ligner dog et bizart kommunikativt krumspring at fastholde, at et regnbuefarvet Allianz Arena ikke er et politisk statement. Hjulmand gjorde et forsøg ved at skelne menneskerettigheder fra politik. Spørgsmålet er bare, om den distinktion holder? Om der overhovedet findes noget apolitisk i denne verden? En central pointe blandt sociologer indenfor den poststrukturalistiske skole lyder i hvert fald, at det nuværende altid er et resultat af historiske kampe – politiske, hegemoniske kampe ville argentineren Ernesto Laclau endda anføre. Intet, ej heller menneskerettighederne er en naturgiven, apolitisk størrelse.
Samtidig virker det jo en kende paradoksalt, at LGBT+-rettigheder ikke skulle være en politisk sag, når Viktor Orbán netop har lavet politisk lovgivning herom. Ligesom vi i kongeriget Danmark i flere år har haft politiske diskussioner om homoseksuelles rettigheder, når det kommer til adoption. Først i 2010 blev det lovligt for homoseksuelle par at adoptere – altså 62 år efter FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. Og det emmer da i øvrigt af storpolitik, når nationer strides om menneskesyn, som vi ser i disse dage.
Men at sagen ER politisk betyder ikke, at UEFA’s og Bondes løsning er den rette. For tilfældet er også, at UEFA med sin brug af det regnbuefarvede flag allerede har bevæget sig dybt ind i det politiske. Det felt kan man ikke bare trække sig ud af, så snart konflikten og den politiske modstander bliver konkret. Så skulle man have holdt sig helt fra den dagsorden fra begyndelsen.
Men hvad er der så at gøre? Jo, man bør simpelthen droppe dette besynderlige forsøg på at afpolitisere politik og acceptere, at fodbold naturligvis er fyldt med politik. Og så kan man passende også skippe idéen om, at man indtager universelle moralske standpunkter, når den ungarske regering åbenlyst bevidner, at de er partikulære.
Rent praktisk lyder den lettere utopiske anbefaling herfra, at UEFA laver sine erklæringer om, så der i stedet står, at fodbold naturligvis også er politik, og at sporten aktivt skal bruges til at fremme de standpunkter, man i UEFA finder relevante. Dertil skal selvfølgelig tilføjes, at alle andre politiske udmeldinger end de af UEFA udvalgte, vil blive straffet. Så vil en politisk glidebane nemlig ikke indfinde sig i sporten.
Hvis UEFA eksempelvis havde stået på, at denne slutrunde skulle forbindes med ét politisk budskab, nemlig at LGBT+-personers vilkår skal forbedres, og at alle aktioner der bidrog til at fremme disse ville blive modtaget med kyshånd, så havde man undgået det nuværende morads.
Så kunne EM både have været en fodboldens og mangfoldighedens folkefest, og UEFA, Hjulmand, Bonde og det (vest)europæiske folk kunne faktisk stå politisk sammen mod Orbán. Det er ingen skam at have politisk hjerte, selv om fodboldens aktører åbenbart vil have os til at tro det modsatte.
Det var alle de mange ord for denne gang. God weekend og god kamp i morgen!
Hilsen
Jeppe Højberg Sørensen (jeppehoejberg@gmail.com/40474421)
PS. Send endelige depechen videre til en sportsinteresseret ven, kollega eller livsfælle.