#21 Stærke drenge, Per Bausager om Skjelmose og anbefalinger
Kære læser
Det er fredag, foråret har meldt sin ankomst, og her kommer en ny udgave af Dépêche. Som altid om sportens sol- og skyggeside. Dog mest om den solrige på sådan en fin aprildag.
- Jeppe
Pendulsving
Det er en udbredt tese blandt iagttagere af popkulturen, at trends genopstår med omtrent 30 års mellemrum. Logikken er noget lig, at det tager omtrent tre årtier for en generation at gå fra at være børn og unge til at blive samfundets mest indflydelsesrige mennesker. Og når en ny generation kommer til kapital, økonomisk såvel som kulturel, former de sjovt nok tiden efter tendenserne i deres barn- og ungdom. Ren nostalgisk længsel.
Trends er også svært interessante at betragte i sportens verden. Eksempelvis har Premier Leagues spillertrøjer i løbet af de senere år taget form og farve fra 90ernes mode. Og så sker der noget i taktikken lige nu, der vækker mindelser om slutningen af 90erne og begyndelsen af 00erne.
Som jeg skrev i sidste uges nyhedsbrev, har Pep Guardiola været en hegemon i fodboldtaktikken gennem de seneste 15 år. Du finder sjældent en træner - og slet ikke danske - der ikke vil nævne catalaneren og hans positionsbold som én af deres væsentligste inspirationskilder.
Med Guardiolas, Barcelonas og Spaniens succes i slutningen af 00erne, blev de små spillere de eftertragtede. Tyngdepunktet skulle være lavt, fødderne hurtige. Hellere fiffig end end stor og farlig. De små midtbanespillere skulle ind over alt. I angrebet i form af Fabregas som falsk 9er, og i forsvaret gled den lille skid, Javier Mascherano, ned.
Betragter man Manchester City i dag, hvor Guardiola som bekendt er træner, ser vi dog for tiden en art modreaktion. Selvfølgelig har udviklingen ikke stået stille siden Barcelonas velmagtsdage - den tyske periode i 10erne gjorde spillet mere dynamisk - men rent fysisk har de mindre spillere stadig været de foretrukne.
Men nu er Guardola minsandten i gang med at omforme sit hold fra et tyndbenet og teknisk ét af slagsen til et langt mere dynamisk og slagkraftigt - selvfølgelig stadig med store tekniske styrker dog. Tre eller fire store stærke mænd i forsvarskæden i Ake, Dias, Akanji - og Stones, når han ikke skal agere midtbanespiller. Dertil kommer bomstærke Rodri på midtbanen. De Bruyne er heller ikke nogen lille fyr, og på toppen figurerer monstrøse Haaland. Altså: Saft og kraft.
I sin taktiske gennemgang af de sidste 30 år i europæisk fodbold, Zonal Marking, skriver fodboldjournalisten, Michael Cox, om perioden efter årtusindeskiftet og frem til 2004, som han mener rent taktisk inkarneres af franskmændene. Henry, Vieira, Anelka, Wiltord, Desailly og en lang række af de andre franske stjerne, der var med til at vinde VM i 1998 og EM i 2000, var nemlig store og stærke. Og i årene efter årtusindeskiftet var det selvsamme spillere, der dominerede europæisk klubfodbold. Bedst illustreret ved Arsenals uovervindelige mandskab, der var mere fransk end britisk.
Det pudsige er naturligvis, at det nu er Guardiola selv, der skubber pendulet tilbage mod 00erne. Måske den yngre generation af trænere behøver gå en smule mere nostalgisk til værks, hvis de vil ud af den skaldede tænkers fodspor?
Per Bausager om Mattias Skjelmose
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Per Bausager er én af mine absolutte favoritter blandt betragterne af cykelsporten. Den tidligere rytter har aldrig klaphatten trukket ned over øjnene, og han tør - og lykkes med - at skrive både nøgternt og storladent om sporten. Jeg er derfor glad for, at Per har sagt ja til at bidrage med lidt ord om én af dansk herrecyklings mest interessante ryttere, Mattias Skjelmose. Den 22-årige amagerkaner krydsede målstregen på Mur de Huy i Fleche Wallonne som nr. 2 efter Pogacar i onsdags, og hører til i favoritfeltet, når Liège-Bastogne-Liège løber af stablen søndag.
»En andenplads efter Pogacar i Fleche Wallone er en foreløbig kulmination på Skjelmoses karriere, som ellers ikke mangler succeser. Men det er første gang, han lavet sådan i præstation i et så stort løb, og i et så stærkt felt. Spørgsmålet er, hvad det vil betyde for hans videre planer og udvikling, for det seneste år har han vist sig at være meget mere puncheur end de fleste, og nok inklusive ham selv, ville have troet.
På samme tid har han måske haft lidt flere problemer med de lange stigninger end forventet. Med andre ord peger pilen lige nu mere på en karriere indenfor endags- og korte etapeløb, end der fra starten stod skrevet i stjernerne. Men han er 22 år, og der kan ske meget, inden han finder sin rette hylde.
Uanset hvilken vej Skjelmose vælger, besidder han alle de psykologiske egenskaber der skal til for at nå til tops. Han er en motherfucker, en killer, en baggårdskat og en kriger til døden, når han har et nummer på ryggen. Mattias Skjelmose er en gudsbenådet cykelrytter, og allerede en af de allerbedste cykelryttere, Danmark råder over.«
Jonathan Liew om Mezut Özils karrierestop og fald fra tinderne i The New Statesman - samme fald som andre kreative midtbanespillere har oplevet. Tænk Pogba, Alli, Coutinho:
“The story of the great lost attacking midfielders of the late 2010s is also a story of lost romance. It feels strange to mourn players who for the most part are still active. But the departure of Mesut Özil serves as a reminder that greatness on a pitch is measured not simply in numbers but in feelings. That football’s crock pot of rage and ruthless judgement has as many losers as winners. And that even for the most timeless of players, the clock is always ticking.”
På HBO Max ligger en dokumentar om Muhammad Ali i to afsnit, som er forrygende. Både om hans boksning og politiske liv.
Jeg har skrevet en kommentar til Altinget om, hvorfor det er en dårlig idé med et endagsløb i World Tour-klassen i København. Cykelsportens styrke er dens tunge traditioner og manglende lyst til at forandre sin kalender for enhver pris og for enhver konsulents fikse idé. Og overborgmesterens drøm om at få et stort cykelløb til København lugter af alt andet end dyb kærlighed til og forståelse for sporten.
The art of bike fitting - i det nye online cykelmagasin, Escape.
Jeg har netop læst »En absurd og altfortærende lidenskab« af den franske forfatter og essayist, Oliver Guez. Den udkom i efteråret på den franske bogcafés forlag, Bobo, som i løbet af de senere år har udgivet mange stærke bøger, heriblandt en masse om cykling.
Denne essaysamling er bestemt også fin. Den består af mestendels kortere tekster - en række eksempelvis skrevet under VM i Rusland, en hel del om argentinsk fodbold og andre mere personlige - og som altid med franskmænd er der kulør og kærlighed i sproget. Til tider kan den dog virke som lidt af et sammenskudsgilde. Som om selektionen ikke har været hård nok, hvorfor VM i Rusland fx. fylder for meget her 4-5 år på bagkant. Til gengæld lyser andre sider op på en måde, man sjældent finder i dansk udgivet sportslitteratur. En anbefaling værd.
Det var alt for denne gang. Nu vil jeg cykle ud i vejret. God weekend!
Alt godt til næste gang
Jeppe Højberg Sørensen