#19 kampangst, VM-overraskelser og Thunbergsk aktivisme
Kære læser
Mange læsere af nærværende nyhedsbrev kan nok huske dem selv. Lørdagene eller søndagene i barndommen, hvor man skulle til kamp. Mødetid klokken 10.00, så det var tidligt op, havregryn i maven og afsted. Kampdagene var ugens højdepunkt for mange. Her fik man lov til at fremvise alt det, man havde øvet sig på.
Jeg elskede at spille fodbold. I frikvartererne i skolen, på banen nedenfor lejligheden, til de tre træninger om ugen.
Men hver lørdag eller søndag satte angsten sig i maven. Nogle gange så mærkbart, at jeg vitterligt troede, jeg var fysisk syg. Jeg forstod selvfølgelig ikke selv dybderne i ubehaget. Hvad der var på spil. For jeg var 11 år, og hvorfor hader man pludselig det, man elsker?
Så jeg sagde det ikke til nogen. At jeg fra min sweeperposition undgik at få bolden, selv om jeg i virkeligheden skulle føre den frem. At jeg gemte mig bag en angriber eller pegede på en holdkammerat: “spil ham!” (i stedet for mig). At jeg hadede at spille kampe.
For det gjorde jeg virkelig, i hvert fald næsten altid. Det vendte sig i mig, når jeg tænkte på lørdagene. Det gjorde mig selvfølgelig ikke til en bedre fodboldspiller. Hvad min træner så til træningerne var som forduftet over græstæpperne i Farum i weekenden. Overblikket var udskiftet med angstens tunnelsyn, mod med passivitet.
Med tiden betød det også, at jeg blev sat på bænken. En dobbeltsidig oplevelse. Jeg var knust over at se mine drømme forsvinde, men jeg var lettet over bare at skulle se på. Ikke at kunne fejle på banen.
Psykiatrifonden har netop udgivet en artikelserie, hvor professionelle atleter taler om deres psykiske udfordringer, og jeg kan virkelig anbefale, at man dykker ned i dem. Eksempelvis i det her interview med den tidligere professionelle fodboldspiller, Martin Mikkelsen (i dag træner og ekspertkommentator på TV2), som sætter ord på mange af mine barndomsoplevelser, bare i en professionel kontekst: Angsten på banen og frygten for at sige det hele højt.
Og nu til anbefalingerne!
VM’s gruppespil bød på utallige overraskelser. To af dem stod Japan bag, og i den her video forklarer TIFO’s taktiske ekspert hvorfor. Mange dage under VM udkommer TIFO ved aftentid med en kort analyse af en kamp, og jeg synes, de formår at balancere formidlingen, så man ikke behøver være P licens-træner eller taktisk novice for at kunne følge med.
Forleden fik han en del røg for sine mange afbrændere mod Kroaten, men Lukaku er stadig én af mine yndlingsspillere. Ved VM i 2018 kunne man læse om angriberens specielle familiehistorie her. Det gjorde ham bestemt ikke mindre sympatisk.
For tiden er jeg meget interesseret i, hvordan fodbolden kan forandre sig til det bedre. Hvor er handlerummet, hvem kan/bør vi forvente os noget mere af. Jeg tror mindre og mindre på systemerne og mere og mere på aktivismen. Forleden skrev jeg derfor denne klumme til Euroman: Hvor er fodboldens Greta Thunberg?
Jeg medvirkede i øvrigt også i Kulturmagasinet Kræs på Radio 4 i tirsdags. Om brasilianske Sócrates og hans fodboldpolitiske aktivisme i 80’erne.
Hvordan stopper man Messi? Ifølge John Müller hos The Athletic.
Forleden fik jeg lov til at være med, da Mediano varmede op til teaterstykket Fodbold Fodbold Fodbold i Skuespilhuset. Den absolut største/eneste scene, jeg har optrådt på, siden jeg spillede sheriffen i Robin Hood i 7. klasse i teatersalen på min skole. “VM i maven” var overskriften på samtalen. Lyt endelig også til denne fra Mediano om sponsorernes syn på den politiske udvikling i topfodbolden.
Det var depechen for denne uge,
Alt godt til næste gang
Jeppe Højberg Sørensen
PS.
Det var åbenbart Antonin Panenkas fødselsdag i forgårs. Så snyd ikke dig selv for denne video med mislykkede Panenka’er. Det kræver sgu mod at risikere den slags ydmygelse…