#18 DBU's fejltrin, Ronaldo og taktiske podcasts
Kære læser
Velkommen til den 18. udgave af nyhedsbrevet Dépêche. Det står selvfølgelig i fodboldens tegn.
VM er i gang. Bølgerne går højt. Ikke på tribunerne, men i debatten, hvor DBU er kommet i uføre.
Meget er allerede sagt og skrevet om fodboldforbundets strategi, det bedste nok her. Formanden, Jesper Møller, og direktør, Jakob Jensen, har været så usynlige/vage i deres fremtoning, at det er blevet Hjulmands og spillernes opgave at forholde sig til forbuddet mod One Love-anførerbindet og Infantinos øvrige unoder.
Jeg har også selv været efter DBU’s kommunikation i denne klumme fra sidste uge. Når DBU taler, taler de forbi danskerne, var min pointe.
Det forsøgte man at lave om på på onsdagens pressemøde, hvor Jesper Møller hidsigt tordnede mod FIFA, både i forhold til One Love-miseren og Infantinos racisme-beskyldninger.
Reducerer jeg og andre DBU’s problem til blot at handle om organisationens kommunikation, begår vi dog en fejl. Bag DBUs strategi om at føre kritisk dialog ligger nemlig en fejltolkning af selve verdensfodboldens udvikling og tilstandene i FIFA så stor, at man næsten ikke begriber det.
For imens DBU har stukket danskerne blår i øjnene med udsagn om kritisk dialog, så har Infantino igen og igen bevist, at han grundlæggende ikke kerer sig om de europæiske og sydamerikanske stemmer i debatten. At han arbejdede videre med det saudiske forslag om at gøre VM-slutrunden til en begivenhed, der finder sted hvert andet år, afslørede alt om hans position. Fordi det grundlæggende var et angreb på EM og Copa América. Og at han gang på gang mænger sig med diktatorer i logerne, illustrerer jo bare det hele på bedste og grimmeste vis.
Alligevel er det altså først nu, Jesper Møller og co. har fundet ud af, at Infantino ikke kan overtales med sød musik og gode argumenter. NU vil man tale med de andre forbund om muligheden for at forlade FIFA, NU har man fået nok.
Men der altså intet nyt i Infantinos position. Akkurat som forgængerne, Joao Havelange og Sepp Blatter, bekymrer han sig ikke synderligt om de vestlige eller sydamerikanske stemmer, fordi de ganske enkelt ikke er mange nok - internt i FIFA. I organisation skal Infantino nemlig blot kunne tælle til 106 for at have flertal. Og Europas og Sydamerikas medlemslande (ét land, én stemme-reglen), ja, dem er der kun 66 af i alt.
At DBU har forsøgt at overbevise sig selv og den danske befolkning om, at den kritiske dialog var vejen frem, er altså udtryk for en absurd analyse af organisationens mulighedsrum og strukturerne i moderne fodbold, hvor Vestens magt ikke længere ligger i diplomatiet og i de formelle organer. Men det skulle man altså dybt ind i VM for at forstå.
Sportskultur
Ronaldo er ét af de mest fascinerende mennesker i fodboldens verden. For mig langt mere interessant end Messi. Ronaldo er nemlig både supermenneske og superegoisk. Alt det der skabte hans storhed, skaber også hans fald. Som altid skriver Jonathan Wilson begavet om Ronaldo - nu i anledning af bruddet med United.
Den her fra TIFO er simpelthen så interessant. Fodbold-taktik-filosoffen, Jamie Hamilton, taler med TIFO om, hvordan man helt grundlæggende kan se anderledes på taktik. Han finder sin inspiration i Fluminense (Ronaldinho spiller der ikke længere, bare rolig), hvor trænere ser ud til at operere ud fra en helt anden logik end nærmest alle andre trænere. Et brud med den vestlige rationalitet, der dominerer taktikforståelsen - ind med forståelse af, at det hele ikke kan udtænkes af træneren.
Det er Michael Kjær, der har fortalt mig om Hamilton. Og Michael og jeg er minsandten begyndte at udgive vores egen fodboldpodcast. Michael er den, jeg kender, der ved mest om spillet på den fede måde. Tre afsnit er det blevet til so far. I den seneste taler vi om den ideologiske, totalfodboldske fejde mellem Cryuff og van Gaal, der nu kommer til syne igen i Arteta og Guardiolas kamp i toppen af Premier League. Og så vender vi også en klumme om spillernes ansvar for fodboldens udvikling, jeg skrev til Euroman, som har fået stor opmærksomhed rundt omkring. Det er jo skønt!
På grund af debatten om spillernes protester eller mangel på samme, kom jeg i tanke om den her laaange artikel, jeg skrev for efterhånden lang tid siden. Om brasilianske Sócrates, der forsøge sig med en regulær demokratisk revolution i Corinthians. Og om hans vilde livsstil. »Jeg ryger, jeg drikker og jeg tænker«, sagde doktoren, som Socrates også blev kaldt.
Jeg har før skrevet om det her magasin i nyhedsbrevet. Nu er det faktisk landet i postkassen, og det er simpelthen fyldt med gode sager. Om én af totalfodboldens faderfigurer, Valeriy Lobanovskyi, legenden Andriy Shevchenko og en masse ukrainsk fodboldkultur, jeg ikke kendte noget til forvejen. Artiklerne er ikke longreads, men det gør mig intet. For historierne er fint fortalt, og så er magasinet utroligt flot strikket sammen. Æstetikken er Glorys primære claim to fame, også i den her udgave. Overskuddet går til en fond i Ukraine, så det er bare at slå til. Man skal dog væbne sig med lidt tålmodighed, for det er længe undervejs. Men ventetiden værd!
Det var alt for denne gang. VM fortsætter! Om vi så kan nyde det eller ej…
Alt godt til næste gang
Jeppe Højberg Sørensen
PS. kan se Santos har smidt Leao på bænken. Det er ikke let at forstå, jo mindre ham til højre har haft noget at sige…Han skal jo helst ikke overstråles.