#15 Anarkistisk kørsel, Tour-litteratur og spejlbold
Kære opskrevne
Alt for lang tid er gået siden sidst, men her kommer til gengæld et nyhedsbrev, der bryder pinsefreden. Om mine to foretrukne grene af sporten, cykling og fodbold.
Tour de France venter jo lige om hjørnet, så i den anledning har jeg skrevet en tekst om, hvad vi forhåbentlig kan forvente os af det netop igangsatte Critérium du Dauphiné og taktikken på landevejen, når senere vi rammer touren.
Dertil kommer lidt linjer om fodbolden som spejl på samfundet. Den diskussion dør heldigvis aldrig!
Og så er der selvfølgelig anbefalinger til god læsning.
Dépêchen er hermed givet videre!
Alle mod en, der ikke stiller op
Critérium du Dauphiné kommer ikke til at gøre os klogere på styrkeforholdet mellem Pogacar og co. Til gengæld får vi antydninger af co.’s styrke, og det er vigtigt med udsigten til et anarkistisk Tour de France, hvor de udfordrende mandskaber skal gribe initiativet.
Det kan næsten synes bestialsk at omtale ét af verdens hårdeste ugelange etapeløb som opvarmning.
Men ikke desto mindre kan andet være svært, når snakken falder på Critérium du Dauphiné – og dét særligt i år, hvor Tour de France-starten i Danmark må gøre løbet til ét af de største krydser i feriekalenderen hos mange.
Derfor vil der næppe heller være mange, der udelukkende betragter rundturen i Dauphiné, der blev skudt i gang i går, i sin egenart og som det prestigiøse spektakel, det vitterligt er. I stedet vil man forsøge at lede efter omrids af svar på de mange spørgsmål, der efterhånden hober sig op i takt med tourens kommen.
Antyder Roglics tråd, at han, og det i år så smertende knæ, er holdbar til tre ugers fuld fransk pedal? Viser Vingegaard nok til at forsikre os om, at han kan gentage sidste års succes? Og er feltets stærke hold modige og taktisk bevendte nok til at kunne drille legesyge Pogacar?
Uanset spørgsmålene er det sikkert, at den næste uge bliver uden manden, der skal udfordres, når touren begynder, Tadej Pogacar. Efter et forrygende forår har den dobbelte tour-vinder endnu engang viet sin forsommer til hjemlandet, hvor han skal forsvare sidste års samlede sejr i Tour of Slovenia.
Derfor er det altså heller ikke det direkte styrkeforhold mellem Pogacar og de øvrige klassementsaspiranter, Dauphine vil efterlade os kloge på.
Hvis vi stadig taler om podiestriden, vil vi derimod snarere udstyres med tegn på, om udfordrernes mandskaber i deres helhed er klar – for som cykelsporten har udviklet sig de senere år, så er det om noget i de mandskaber, at vi skal finde håb om, at årets Tour de France kan tilbyde topspænding. Med et stadigt mere anarkisk felt, vil det nemlig være Jumbo-Vismas, Bahrain Victories og Ineos Grenadiers opgave at udnytte uregerligheden.
Selv om flere vist er af den opfattelse, at Dave Brailsford og de øvrige ledere på Team Sky i 2010erne var idémændene bag den tromlende taktik, der var modstykket til tidens anarki, så er sandheden en lidt anden. For nok inkorporerede Sky, der blev til Team Ineos i 2019, klogeligt ny teknologi i deres beredskab, men alligevel har det været gængs praksis i sporten at køre på nogenlunde samme masende måde, som Sky gjorde med Wiggins, Froome, Thomas og Bernal i front.
Som cykeljournalisten, Peter Cossins, pointerer i sin taktiske udredning af cykelsporten, »Full Gas!«, så går der en nogenlunde lige linje fra Coppis, Merckxs, Hinaults, Indurains og Armstrongs kørsel til den taktik, Sky tyede til.
Alle disses hold har opereret med møjsomme hjælperyttere, der fra spidsen af feltet har martret modstanderne med insisterende tempokørsel, som de allerbedste måske nok har kunnet følge, men som gjorde det noget nær umuligt at angribe. Og hvis de gjorde, ja så firede de flittige domestiques dem, med fast tag om rebet, ind igen.
Det har efterladt et utal af dygtige ryttere i apati, og Coppi og co. med særdeles gode kort på hånden, når de selv har set deres snit til at angribe – om det var så et par kilometer fra mål eller længere ude, som praksissen oftest tidligere var.
Det bemærkelsesværdige ved nutidens store mester, Pogacar, er imidlertid, at selv om han her i sin tredje tour-start må betragtes som den absolutte favorit, så skal man nok se langt efter lignede taktiske konturer, når juli kommer. Det skyldes dels, at Pogacar næppe har temperament til at sidde bagerst i et veltimet tog i for lang tid, men det skyldes også, at hans hold, UAE Team-Emirates, ingenlunde er så suveræne, som de tidligere mestres mandskaber har været.
I de seneste år er udviklingen nemlig gået i retning af, at ét hold ikke kan dominere grand tours. Senest var der mere anarki i Giro d’Italia end traditionen byder, da hverken Ineos, Bora eller Bahrain-holdet kunne tage favntag med begivenhederne, og meget tyder på, at billedet bliver lidt af det samme i touren. I hvert fald vil UAE, Team Jumbo-Visma, Bahrain Victories og Ineos Grenadiers alle stille med yderst kapable mandskaber.
Akkurat de mandskaber vil Critérium du Dauphiné give os et indblik i. Nogle mere end andre dog.
Hos UAE stiller man op med den unge kaptajn, Brand McNulty, der under touren skal agere løjtnant for Pogacar. Bahrain har sit velbegrundede klassementshåb, Jack Haig, med - flankeret af sidste års Giro-toer, Damiano Caruso. Og så tropper Jumbo-Visma ikke mindst op med noget nær stærkeste besætning.
Den tæller Primos Roglic, Jonas Vingegaard, Wout van Aert, Tiesj Benoot, Christophe Laporte, Steven Kruijsijk og Chris Harper, og det er da også fra det hollandske hold, at man må forvente det meste i den kommende uge.
For uanset at holdets sportsdirektør, Grischa Niermann, lettere strategisk har udtalt, at resultaterne og en samlet sejr til Roglic i Daufiné ikke er afgørende (Vingegaard vil ikke køre efter klassement, har han fortalt), så er formen og initiativet afgjort vigtig at vise frem – og det gælder alle mand.
Når Tour de France banker på om under en måned, vil det nemlig hverken være muligt eller tiltrækkeligt for Jumbo-Visma, og de øvrige udfordrende mandskaber, at pløje sig igennem det danske og franske landskab på samme vis, som Sky tidligere gjorde. Og hvis man prøver, vil Pogacar bare koble sig på toget.
I stedet tyder meget på, at Jumbo-Visma, vil bekende sig til den adspredende taktik, som af flere danske iagttagere sidste år blev kritiseret skarpt. Man har allerede meldt ud, at Wout van Aert får lov til at køre om den grønne trøje, og at både Roglic og Vingegaard har status som kaptajner.
Altså er holdets opmærksomhed ikke direkte dedikeret til Roglic, og det giver da også mening, når man tager holdets ryttere i betragtning. Her er der tale om mænd, der både kan træde og tænke selv. Og de kræfter er der brug for, hvis man vil aftvinge Pogacar hans krone.
I cykelsporten anno 2022 er virkeligheden end anden, end de fleste af os kender fra størstedelen af de forrige år, og den må holdene naturligvis imødegå med taktik, der også ligger fjernt fra den forhenværende.
Måske Sepp Kuss angreb sidste år ikke hujede Bjarne Riis og co. - hvis blik var naglet fast til kaptajnen Vingegaard - ligesom van Aerts prioriteter heller ikke gjorde det, men sikkert var det, at alle var i bevægelse og uforudsigeligheden var stor. Forleden hørte jeg forfatter Tonny Vorm kalde Jumbo-Vismas taktik fra i fjor for »totalcykling«. Ganske velvalgt, hvis man da ikke tænker på Louis van Gaals ganske systemiske udgave af spillestilen, for bevægeligheden var stor og endnu initiativet større på det hollandske hold.
Sådan bliver det også nødt til at blive i år, hvis Pogacar, skal væltes af tronen. Og første skridt for Jumbo-Visma og de øvrige udfordrere er at vise i Critéritum du Daufiné, at de via uberegnelig kørsel er til at regne med.
Tour-litteratur
Ikke overraskende udkommer der et væld af bøger op til Tour-starten i Danmark. Her er tre, jeg glæder mig til at læse:
Forlaget Bobo har efterhånden udgivet mange fine bøger om cykelsporten. Den 20. maj udkom Fignons og LeMonds tidligere sportsdirektør med sine erindringer. De er med garanti åbenhjertige. Læs mere her.
Jan Ullrich er én af cykelsportens mest omdiskuterede skikkelser. Daniel Friebe fra The Cycling Podcast står bag bogen, så læserne er i gode hænder.
Den dygtige fotograf, Nils Mejlvang, har samlet sine bedste billeder fra 20 års dækning af Touren og tilføjet egne, yderst interessante, kommentarer til billederne.
Spejlbold
Hvorfor angriber sejrende engelske fodboldfans pludselig deres sagesløse modstandere?
Forleden forsøgte Englands landtræner, Gareth Southgate, at forklare de mange baneinvasioner, der tilsølede fodboldsæsonens afslutning i særligt England:
»We’re in a difficult moment as a country. I recognise that for many people in society there are financial difficulties and maybe that’s playing a part, «, lød det blandt andet fra Southgate på et pressemøde.
Mere sikker i sin sag var den gamle forsvarskrumtap dog heller ikke, så han sneg lige et forbehold ind:
»I’m not a sociologist, I don’t know why it is. Alcohol or drugs are a part of that equation without a doubt but we seem to be accepting certain behaviours that aren’t acceptable.«
Det er da også forståeligt, at Southgate ikke følte sig helt sikker i sag. Med udtalelsen rammer han nemlig ind i den gamle diskussion om, hvorvidt fodboldens fænomener kan forstås som spejlinger af samfundets, eller om forholdet mellem de to arenaer er mere kompliceret end som så?
Helt utænkeligt er det naturligvis ikke, at svaret på de seneste optøjer skal findes i den åbenbart plagede britiske folkesjæl. At fans i fodbolden finder et rum, hvor de kan udbasunere deres frustrationer – hvad de så end måtte være.
Sikkert er det dog, at der i så fald ikke er tale om en velartikuleret vrede eller videre tænksomme protestaktioner. Her taler vi snarere om midler uden mål. For siden optøjerne på eksempelvis Etihad Stadium, på Goodison Park og i Nottingham har vi ikke ligefrem hørt mange fans påtale tidens frustrationer.
Andre end Southgate har forsøgt at forklare invasionerne med de sociale medier. At fans anno 2022 også er mennesker med mobiler, der konstant søger at iscenesætte sig selv – og at det må medføre, at livet foran kameraerne altid skal gøres vildere.
Igen, ikke en virkelighedsfjern hypotese. Men måske vi reelt slet ikke behøver at grave så dybt i tidens brede tendenser for at forstå dele af den seneste måneds begivenheder.
For kunne det ikke tænkes, at tilhængernes adfærd i højere grad er en spejling af topfodboldens anløbne amoral end af det øvrige samfunds? At fodboldens fans begynder at forstå fodbolden som et rum, hvor manerer ikke er i højsædet, når det i stigende grad befolkes af folk helt uden.
For hvorfor skulle fans egentlig opføre sig som skoledrenge, når nu deres klubber ejes af halshuggende kronprinser, russiske oligarker og spekulative amerikaner?
Måske det vi i virkeligheden er vidne til for tiden er, at amoralen fra toppen er ved at sive ned i bunden. Så hvor de hadfyldte engelske hooligans i 80’erne var fans i Wimbledons, Vinnie Jones og co’s grovkornede ånd, så er tidens intrigante tilhængere skabt i Abramovitjs, Mohammed Bin Salman og Malcolm Glazers grimme spejlbillede.
En tese, der nok ikke kan forklare hele miseren, men en flig af sandhed rummer den måske. Og det er sådan set skræmmende nok.
Fodboldens frie transfers
Få fænomener i fodboldens verden interesser mig mere end transfervinduet. Så det er heldigt, at jeg senest fik mulighed for dykke ned i én af de nyeste tendenser, nemlig at flere og flere spillere lader deres kontrakter løbe ud. Læs min artikel i Berlingske her.
Det var de mange ord fra mig i denne omgang.
Alt godt til næste gang
Jeppe Højberg Sørensen