#14 Krigen, politikken og sporten
Kære læsere
Jeg forestiller mig, at vi er mange, der deler tanker for tiden. For imens krigen raser i Ukraine, fortsætter livet herhjemme. Hverdagen skal passes og dét vel helst på en måde, der ikke afviger alt for meget fra normalen.
Men hvordan kan man da gøre en forskel? Hvordan navigerer man meningsfuldt i en virkelighed, der måske kan synes genkendelig, når man triller ud på cyklen om morgenen, men som vitterligt er forandret helt grundlæggende?
Den slags tanker har jeg i hvert fald gjort mig de seneste uger. Måske også fordi mit felt, sportsjournalistikken, kan synes lettere ligegyldigt i sådan en tid. Hvorfor skrive om cykelløbet Strade Bianche og svinge sig op på den store klinge med floskler om drama på Toscanas grusveje, når der blot 2000 kilometer derfra foregår et virkeligt drama.
Jeg vil nødigt forsøge at begive mig ud i bevingede sætninger om sporten som fristed, sportens frigørende kraft eller den slags. For sagen er simpelthen, at begivenhederne på fodboldbanen, på landevejene etc. er underordnede i disse tider.
Men bolden ruller, og cyklen triller jo alligevel, så her kommer den 14. udgave af Dépêche, hvor sporten (som altid) behandles som en del af samfundet – ikke som en ø, man kan søge til for den rene fornøjelses skyld.
- Jeppe
Den moderne fodbold havde brug for Abramovitj, og Abramovitj havde brug for den moderne fodbold
I sportens verden får mange først øje på politikken, når fremmedelementer som udenlandske ejere og despoter melder deres ankomst. Men sporten er altid politisk – også når vi ikke kan få øje på fjenderne.
I disse uger står journalister og iagttagere i kø for at ophæve grænsen mellem sportens og politikkens sfærer. Argumentationen går naturligvis på, at politik og sport ikke kan adskilles, når nu IOC, FIFA og alverdens øvrige sportsorganisationer udelukker Rusland fra at deltage i diverse turneringer som en konsekvens af en krig. Og på nogenlunde samme vis bruges Chelsea-ejer Roman Abramovitjs udmelding om, at han ønsker at sælge fodboldklubben og torsdagens sanktioner mod ham:
Så fik vi beviset endnu engang, lyder det. Politik og sport hænger sammen!
Præcis som det i øvrigt er blevet fremført utallige gange i løbet af de seneste år, når kritiske overskrifter har spiddet arrangementer som VM i Qatar og OL i Sotji. Med andre ord synes mange ivrige efter at påpege sammenhængen, når fjendtlige magter “forstyrrer” sporten.
Umiddelbart er der da heller intet forkert i at påpege Putins, Al Thanis (Qatars emir) eller Xi Jinping brug af sporten som en reklamesøjle for styrets stoltheder. Eller at påpege, at Abramovitj indtog i Chelsea havde mere med russisk politik og økonomisk sikring at gøre end kærlighed til fodbolden.
Men alligevel synes det konstante fokus på despoterne og de ”fremmede” ejere at illustrere sportens noget paradoksale begreb om politik: vi får altid øje på det politiske i de andre, men ser sjældent det politiske i os selv. Og den blindhed kan ofte efterlade os uden blik for, at ”vores” egen politik selv har været med til at skabe det indtog af uønskede politiske interesser, som sporten præges af.
Et ureguleret spil
Det bedste eksempel på, at sporten også er gennemsyret af politiske interesser, når vi ikke kan få øje på fjenderne, finder vi måske i Premier League og i ligaens affære med Abramovitj.
For hvor der nu tales højt om den russiske oligarks forhold til Putin og hans voldsomme indflydelse på international fodbold gennem de seneste to årtier, så går samtalen sjældent på, at der var alle mulige gode grunde til, at Abramovitj netop udså sig Premier League og Chelsea som sit mål for investeringen i 2003 - og at de grunde i høj grad var de (vestlige) politiske vinde, som har gennemstrømmet Premier League siden starten i 1992.
Premier League har nemlig aldrig været en apolitisk størrelse – tværtimod. Med sin grundlæggelse snært efter murens fald og i kølvandet på Margaret Thatchers regeringsperiode, kan Premier League langt hen ad Downing Street ses som inkarnationen på en sportslig oversættelse af tidens neoliberale tænkning.
Ligesom Thatchers logik var, at markedet (og ikke staten) skulle løse 70’erne og 80’ernes problemer, så var svaret i engelsk fodbold også, at et konkurrencepræget marked skulle overkomme den uregerlige tilstand, britisk fodbold i 80’erne var kommet i.
For godt nok satte konservative Thatcher hårdt ind mod de engelske hooligans, som hærgede både hjemegne og resten af Europa, men fodboldens strukturelle problemer angående nedslidte stadions og tomme tribuner skulle løses på det frie marked.
Her var det første og største skridt grundlæggelsen af Premier League i 1992, der afkoblede den øverste række fra det gamle engelske ligasystem, som havde hersket siden 1888.
På linje med tidens ideologi, gjorde det nu ikke længere noget, at de bedste trak fra resten. Og klog af erfaringen mente man, at den bevægelse helst skulle ske uden synderlig regulering. For som Thatchers favorittænker, Friedrich A. Hayek, længe havde indvendt: hvilken moralmæssig ret har vi (altså staten) til vurdere, hvordan et menneske skal aflønnes?
Op gennem 90’erne tog lønningerne i ligaen således på himmelflugt – finansieret af både voksende tv-aftaler med mediemogulen Rupert Murdochs og stadig stigende billetpriser.
Abramovitjs neoliberale drøm
Samtidig betød Bosman-dommen i 1995, at fodboldens internationale stjerner pludselig flokkedes om de store ligaer. Arsène Wenger gjorde Arsenal til en fransk koloni, og Chelsea blev en smeltedigel for internationalt talent, idét spillere som Marcel Desailly, Gianfranco Zola og Jimmy Floyd Hasselbaink pludselig udgjorde stammen på et mandskab, der var mere britisk af navn end af gavn.
Men 90’ernes og start-00’ernes fortættede konkurrence betød også, at klubbernes vante, britiske pengemænd fik svært ved at være med. Det var ikke længere nok at være millionær, hvis du skulle føre dit hold til storhed. Der skulle milliarder til, og bankbøger i den størrelse var ikke alle ejere forundt.
Da Roman Abramovitj købte sig ind i Chelsea i sommeren 2003, var økonomien i klubben da heller ikke god. Trods store ambitioner hos ejeren, den engelske forretningsmand Ken Bates, havde Chelsea nemlig ikke formået at bryde Manchester Uniteds og Arsenals duopol. Og med de svigtende resultater, havde der nu ophobet sig en milliongæld, som regulært truede klubbens eksistens.
Den trussel forsvandt naturligvis med Abramovitjs ankomst, og som vi siden har lært, så var prisen på 140 millioner pund et lille offer for russeren. Den uregulerede engelske fodbold var nemlig et ideelt investeringsobjekt for Abramovitj. Her blev der ikke rigtig stillet spørgsmål, London var i de år både ”open for business” og russiske oligarker, og dertil var ny kapital eftertragtet i Premier League, hvis den eksponentielle vækstkurve skulle forlænges – så fans, sponsorer og rettighedshavere kunne holdes glade.
Derefter gik historien sin gang. Samme sommer hentede Abramovitjs pengepung 14 spillere til klubben. Mourinho kom til året efter, første mesterskab blev vundet i 50 år i 2005, og Chelsea står nu tilbage som de to seneste årtiers mest succesfulde engelske klub.
Russeren forandrede altså Chelsea og fodbolden. Da han ankom i det engelske, var 19 ejere britiske. I dag finansieres langt under halvdelen af klubberne med pund sterling, og Premier League er blevet til kampplads for globale interesser.
Men den internationaliserede, uregulerede og evigt kapitalhungrende fodbold havde også brug for Abramovitj – som en direkte konsekvens af den politik, Premier League er rundet af og siden er blevet et forbillede for.
Den slags kendsgerninger er værd at huske på, hvis sportens blik på sin politiske dimension ikke skal forblive enøjet.
Den vestlige sportsverden er ikke blot et offer for fjernpolitisk magtspil. Sporten, også i vesten, både skaber og skabes af de politiske strømninger. Den moderne fodbold skabte Roman Abramovitj, og Abramovitj skabte den moderne fodbold. Det hele var politik. Det positive ved det faktum er, at problemerne dermed også kan løses med politik. Bare ikke den slags, Thatcher og Premier League har ført.
Ukraines mindst ukrainske klub
Jeg havde selv glæden af at opholde mig seks uger i Ukraine i 2015. Altså et år efter revolutionen på Maidan-pladsen i Kiev. I de uger lærte jeg hurtigt, at Shakhtar Donetsk ikke ligefrem var allemandseje blandt ukrainerne. Tværtimod faktisk.
For et par siden stykkede altid gode Tifo en video sammen om Shakhtars kontroversielle ejer, Rinat Akhmetov. Ukraines rigeste mand, der havde tætte bånd til den pro-russiske præsident, Viktor Yanukovitj. Altså, genstanden for vreden i 2014. Se den her.
Krigens konsekvenser
Her lidt anbefalinger til stof om krigens direkte og indirekte konsekvenser for sporten og dens aktører:
1.
Roman Abramovitj arv. The Independent har bragt en af de bedste tekster om oligarkens betydning for fodbolden.
2.
Èn af de potentielt største historier skal findes indenfor basketball. Brittney Griner, der er blandt WNBA’s bedste spillere, tilbageholdes lige nu i Rusland. Angiveligt for at have båret cannabisolie i en russisk lufthavn. Der spekuleres dog i, at Rusland bruger Griner som et politisk gidsel overfor USA. Læs portræt af hende i The New York Times her. Griner er en ganske fascinerende atlet.
3.
Og mere om Abramovitj. Football Weekly udgav straks efter sanktioneringen af Abramovich denne special om de mulige konsekvenserne. Og hvis man er træt af snak om Abramovitj, så hør endelig de første 20 min, hvor panelet skraldgriner over PSG’s exit mod Real. “The Kendall Roy birthday party of football” kalder de blandt andet PSG med reference til den forkælede og intrigante famile fra HBO-serien, Succession.
Det var indholdet i denne uges Dépêche. Så kan man jo bare håbe på, at krigen snart slutter med Putin som taber.
Og at affæren med Abramovitj ender med at tydeliggøre overfor fodboldens aktører, at alliancen med alverdens despoter er giftig. For klubberne selv - og alle andre.
Alt godt
Jeppe Højberg Sørensen