#13 Spillere vs. forbund, podcast og transfers, transfers, transfers
Kære læser
Her får du årets første udgave af Dépêche. Den kommer sent, men det er vist efterhånden omsonst at beklage udgivelsesraten. Mit lille nyhedsbrev her kommer vist bare, når det kommer. I hvert fald så længe projektet er ren con amore.
Dagens brev består udelukkende af fodbold. Det er der vist intet nyt i, for det er sportsgrenen, jeg beskæftiger mig mest med, er bedst hjemme i og ser de små bevægelser i. Så jeg håber, at du også interesserer dig for fodbold. Det har jeg heldigvis en formodning om, for åbningsraten på Dépêche er i gennemsnit 70 % (trods al den fodbold), og det skulle vist være rigtig pænt for et ganske uforpligtende og gratis medie som mit.
Men lur mig om der ikke snart kommer anden sport i nyhedsbrevet også. Cykelsportens sæson starter i hvert fald snart (sådan rigtigt), og jeg glæder mig stort til årets første klassikere.
Nok indledende vendinger for nu. Vi skal i gang. Dagens Dépêche rummer én længere sag og to notitser:
Forhandlingsspil. Fronterne trækkes op mellem fodboldforbund og spillere.
Podcast. Mød mændene, der drømmer og dør under ørkenens sol.
Transfers, Transfers, Transfers. Et par anbefalinger.
Forfejlet fodboldforhandling
I de seneste måneder har fodboldens stjerner har rettet en uvant skarp kritik mod sportens forbund, der beskyldes for økonomisk opportunisme. Men måske spillerne blot er ofre for egen pengejagt?
Athletic Bilbao’s profil, Raúl García, formulerede sig ikke ligefrem i diplomatiske, fodboldrunde vendinger, da han få dage før afholdelsen af den spanske Super Cup i midten af januar rettede en kras kritik mod turneringen. García var ingelunde tilfreds med, at foretagenets tre kampe skulle fløjtes i gang i den saudiske hovedstad Riyadh som en konsekvens af den guldrandede aftale, det spanske fodboldforbund og Saudi-Arabien indgik i 2019: »Det er komplet nonsens«, udbrød den baskiske veteran på et pressemøde, og fortsatte højstemt:
»Fodbolden handler kun om at tjene penge og finde sponsorer nu til dags. Det er totalt meningsløst.«
Den kritik ville præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales, naturligvis ikke sidde overhørig. Men usædvanligt nok bestod hans forsvar ikke i at benægte, at alliancen med de arabiske arrangører grundlæggende handlede om økonomi. Stik modsat García kunne Rubiales bare ikke fremmane nogen væmmelse med det sigte. Han var tværtimod stolt af aftalen, der angiveligt sikrer spansk fodbold og landets trængte klubber mindst 2 milliarder kroner over de 10 år, hvor Saudi-Arabien skal huse kampene. »Vi har taget en kamp (mellem pokalvinderen og liga-mestrene red.), der lå midt på sommeren og var glemt, og gjort det til en international begivenhed. Måske den største korte turnering i verden.«, udtalte Rubiales til Reuters.
I fodboldens blankpolerede virkelighed, hvor spillere sjældent udtrykker sig i oprørske toner, er Garcías udbrud overskriftsfremkaldende nok i sin egenart. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Athletic-spilleren ikke står alene med sin kritik af fodboldens forbund. Faktisk har større stjerner end Garciá i løbet af de forgangne måneder udtrykt lignende lede overfor de nationale og internationale magthavere, som de beskylder for at prioritere lækre likvider over særligt spillernes, ve og vel.
Det dubiøse ved kritikken er, at forbundenes jagt på atter nye indtægtskilder ikke mindst har til formål at imødekomme spillerne galoperende lønkrav.
Danske Thomas Delaney er en anden spiller, der senest har formuleret sig i magtkritiske vendinger. Adspurgt om VM-slutrunden i Qatar forklarede Delaney, at man i spillerkredse ikke ligefrem var begejstret for udsigten til en slutrunde i skyggen af historier om korruption og tusinder af migrantarbejderes død: »Enhver fodboldspiller, du spørger, vil sige, at det er en katastrofe. Jeg har i hvert fald ikke mødt mange, der tænker, at det bliver fantastisk.«, berettede Sevilla-stjernen.
Ligesom García ræsonnerede Delaney, at penge var årsagen til ulykken, men han pointerede også, at spillerne var sagesløse gidsler i FIFAs og Qatars net: »Desværre er tingene bare struktureret, som de er, og lige nu har spillerne intet at sige til det.«
Det er imidlertid ikke kun forbundenes forbindelser til staterne nær Den Persiske Golf, der har fået spillerne ud af stilheden. De rebelske tilkendegivelser har nemlig i endnu højere møntet sig på den stadig mere stressende fodboldkalender. I løbet af specielt de senere år er flere turneringer og kampe blevet tilføjet sæsonen, hvorfor spillere som Kasper Schmeichel, Manchester United-stjernen Bruno Fernandes og vidunderdrengen Pedri i 20/21-sæsonen alle optrådte mere end 65 gange. Sidstnævnte stod endda noteret for hele 75 kampe for klub- og landshold.
Èn af de nyligt tilføjede turneringer er UEFA Nations League, hvor Europas landshold møder hinanden i niveau-inddelte grupper rundt om kvalifikationen til EM og VM. Og trods det ofte konservative fodboldpublikums umiddelbare skepsis, har en konsensus blandt iagttagere efterhånden indfundet sig; turneringen er lykkedes med at tilføje mere spænding og prestige til landsholdsfodbolden, end de langgabende venskabskampe tidligere formåede.
Spillerne er dog ikke ubetinget enige i, at turneringen er en god idé. For som den belgiske målmand Thibaut Courtois udtrykte bramfrit til Sky Sports i oktober, så udtrætter Nations League med sine mange og mere intense kampe de i forvejen pressede spillere: »Vi vil blive skadede, men ingen bekymrer sig om spillerne længere.«
Nogenlunde samstemmigt lød det kort før jul fra Liverpool-kaptajnen, Jordan Henderson, som også var bekymret for spillernes fysiske sundhed. Men i stedet for Nations League, var det det udmarvende, engelske juleprogram, der gav anledning til midtbanespillerens kritik. For trods tiltagende smitte i samfundet, og ikke mindst i klubberne, besluttede Premier Leagues ledelse ikke at sætte turneringen på pause: »Jeg er bekymret for spillervelfærden, og jeg synes ikke, at nogen tager den seriøst nok, særligt ikke i denne periode, hvor Covid er her.«, udtalte Henderson til Sky Sports. Og på linje med Delaney og Courtois mente Henderson ej heller, at man for alvor tog spillerne med på råd: »Vi vil prøve at have samtaler i baggrunden og prøve at få en form for indflydelse fremadrettet, men i øjeblikket føler jeg ikke, at spillerne får den respekt, de fortjener…«, udtalte Henderson.
Hvad end det er forbundenes dans med lidet vellidte stater, risikoen for Covid-smitte eller tilføjelsen af flere kampe deler spillerne altså en opfattelse af sig selv som magtesløse overfor fodboldens beslutningstagere.
Den analyse er der sådan set intet galt i, men alligevel er det opsigtsvækkende, at spillerne i dag besidder så ringe en grad af formel magt i fodboldens beslutningsprocesser. For i de forgangne årtier, hvor fodboldens vækst mestendels har taget fart, har ingen stået i højere kurs end spillerne selv.
Særligt siden Bosman-dommen i 1995, der satte spillerne fri efter kontraktudløb, har klubber stået på spring for at tilbyde større lønsummer til deres stjerner. Historien går således på, at hvor ingen spiller ved Premier Leagues opstart i 1992 tjente mere end 10.000 engelske pund om ugen, så kunne ligaprofiler som Sol Campbell og Roy Keane snilt tilføje et nul til det beløb i begyndelsen af det nye årtusinde. Og i de forgangne to årtier er lønstigningen på ingen måde aftaget, tværtimod. Så i de senere år har lønudgifterne i mange klubber, som eksempelvis F.C. Barcelona, svaret omtrent til klubbernes totale omsætning. Altså har spillerlønninger ført til røde bundlinjer.
Alligevel har stjernerne afsøgt nye indtægtsmuligheder. Agenter har eksempelvis hjulpet dem med at skovle engangsbeløb i millionklassen i egen lomme ved klubskifter. Ligesom slaget har stået om spillernes såkaldte immaterielle rettigheder, bedst illustreret ved Simon Kjærs og Spillerforeningens konflikt med DBU i 2018 angående landsholdsanførerens private aftale med et bettingselskab. Med andre ord har spillerne til fulde forstået at veksle efterspørgsel til kolde kontanter.
Nu tyder meget dog på, at spillerne i forsøget på at bedrive milliontunge enkeltmandsvirksomheder, har glemt at omsætte populariteten til egentlig indflydelse. De seneste 30 år har altså efterladt dem med dybe lommer, men til gengæld uden formel mulighed for at stige af den karrusel, de selv har været med til at accelerere, men nu bliver rundtossede af.
Det efterlader naturligvis spillerne i en pikant situation, hvis de ikke tør gå aktivistisk til værks og udeblive fra turneringer med risiko for store bødestraffe. For spillerne vil nok få svært ved at overbevise forbundene og den øvrige fodboldmenighed om egen offerposition og egne ringe arbejdsforhold, når de på få årtier har mangedoblet deres indtjening.
Spillernes internationale interesseorganisation, FIFPRO, har alligevel gjort et forsøg. I begyndelsen af året iværksatte man en større indsats (PWM), der eftersigende skal monitorere spillernes arbejdsbyrde med brug nyeste data og således ”opprioritere spillernes helbred, karrierer og performance”. Initiativet udmundede for nyligt i en rapport, der dokumenterede, at spillere i stigende grad befinder sig i den såkaldte ”critical zone” i kampe, hvorfor de risikerer skader og overbelastning. Men selv om FIFPROs arbejde utvivlsomt har inspireret til de forgangne måneders mishagsytringer blandt spillere, så kan det være, at spillerforeningen alligevel skulle lytte mere til en anden del af spillerkritikken. I hvert fald, hvis man vil mødes med andet end kølige afslag fra sportens forbund.
Også verdensstjernerne Robert Lewandowski og Kylian Mbappé har nemlig senest talt imod det stadig tættere kampprogram, denne gang i relation til FIFA’s nu allerede skrinlagte planer om at afholde VM hvert andet år. Men i modsætning til Henderson, Courtois og i øvrigt også spillere som Virgil Van Dijk og Gareth Bale, slog Lewandowski og Mbappé på faren for dalende underholdning på grønsværen: »Hvis folk vil se kvalitet, bliver vi nødt til at holde pauser«, udtalte Mbappé, hvilket Lewandowski istemte: »Hvis vi skal spille VM hvert andet år, så vil niveauet falde.«
Pludselig drejede kritikken sig altså ikke om spillerne selv eller selvblinde beskydninger om pengejagt. Fokus var derimod på fodboldspillet, og det skal spillerne og FIFPRO nok finde tilbage til, hvis de vil blive rigere på indflydelse. Penge burde de have nok af allerede.
Mød mændene, der drømmer og dør under ørkenens sol
Som jeg tidligere har flaget med, udgiver jeg fra tid til anden en podcast på fodboldmediet, Mediano. Podcasten bærer faktisk også navnet Dépêche, da jeg i sin tid udgav første afsnit her i nyhedsbrevet, hvorefter Stanis Elsborg spurgte, om jeg ville flytte den over på Mediano Sport & Perspektiv.
Det seneste afsnit, hvilket er nummer fire i rækken, udkom i sidste uge og udgør mit forsøg på at lægge en ny dimension på debatten angående VM i Qatar. Afsnittet tager nemlig udgangspunkt i mine egne oplevelser fra den lille bjerglandsby, Keureni, hvor jeg befandt mig en håndfuld uger i 2017. I løbet af min tid i byen fandt jeg nemlig ud af, at den udgør en art arketype på de steder, hvorfra Qatar henter mange af sine migrantarbejdere. Ambitionen er naturligvis ganske simpel: At vise hvem de her mennesker er, så de ikke blot bliver til tal i nedslående statistikkeer.
Så hvis du har 20 minutter, så Mød mændene, der drømmer og dør under ørkenens sol.
Transfers, transfers, transfers
Her i anledningen af al den virak, transfermarkedet allerede har skabt og vil skabe i løbet af de næste dage, vil jeg komme med et par anbefalinger til læsning og lytning af stof, der illustrerer transfermarkedets magt – over klubber, spillere og alle os betragtere.
- I et tidligere nyhedsbrev skrev jeg selv om transferjournalisten, Fabrizio Romano, der er blevet yderst populær på de sociale medier i løbet af de seneste år. Nu har The New York Times fodboldjournalist Rory Smith, der efter min mening er verdens bedste, også skrevet en længere sag om fænomenet Romano. Smith påpeger, som jeg også selv gjorde (Smith naturligvis bare på mere elegant vis), at Romanos rolle efterhånden er ganske udflydende. Det er svært at afgøre, hvad Romano præcist er, fordi han efterhånden er gået fra at være observatør til deltager. Han er eksempelvis ad flere omgange blevet brugt i klubber, herunder i Valencias pressevideoer, når nye spillere skulle præsenteres.
Jeg vil nødig komme med en lang, gentagende, og dermed kedelig, kritik af Romano, men det er vist efterhånden en overdrivelse at kalde ham en journalist (så er han i hvert fald en lige lovlig logrende én af slagsen). Han skulle måske snarere kategoriseres som influencer. Læs artiklen her!
- I slutningen af november udkom Ekstra Bladet for første gang med podcasten, Agenterne. Og de ni afsnit, der indtil videre er udgivet, er produceret ganske lækkert (Knud Brix er programansvarlig) og rummer en del fængende historier om danske spilleres færd gennem transfervinduet. Det er særlige ved Agenterne er, at det netop er agenterne, som fortæller historier. Altså er man på Ekstra Bladet lykkedes med at få de ofte lidet snakkesalige skikkelser frem i lyset, og det er naturligvis et scoop, hvilket også allerede kan ses på download-tallene. Men jeg forstår også godt, at agenterne har villet stille op. De stilles nemlig kun behagelige spørgsmål, får lov til at fortælle deres helt egen version af sandheden og dertil sættes deres ord ind i et sirligt fremstillet plot.
Jeg har derfor lyttet med, med både interesse og skepsis. For på den ene side er Agenterne god underholdende, på den anden side er vi med programmet kommet nærmere en udvikling, jeg ikke ligefrem bifalder. Nemlig at transfermarkedet er blevet fodboldens krimistof. Og folk er jo vildere med krimier end alt andet, også fodbold.
Det var nyhedsbrevet for denne gang. Håber du får en god weekend.
Alt godt til næste gang!
Jeppe Højberg Sørensen
tlf: 40474421