#12 Nikes amerikanske drøm, noter fra tribunen og fodboldens manglende mangfoldighed
Kære læsere
Velkommen til denne tolvte udgave af mit lille nyhedsbrev. Der er rigeligt med ord i dagens Dépêche, så lad os komme til sagen. Den her gang med nyt om Nikes seneste sponsoraftale med de amerikanske fodboldkvinder. Fordi aftalen er interessant i sig selv, men også fordi den siger en hel del om, hvordan Nike har formået at spinde sin fortælling ind i den amerikanske drøm. Vi skal også forbi et interview med en svært dygtig reportageskribent, og så runder jeg af med lidt fokus på fodboldens mangfoldighed – eller mangel på samme.
I overskriftsform ser det således ud:
Amerikansk drøm. Nikes har netop forlænget sin aftale med den krænkelsesramte National Women’s Soccer League.
Noter fra tribunen. Interview med Jonas Villumsen om sin nye bog og kulturen i fodboldens divisioner.
Tabu. Fodboldens manglende samtale om homoseksuelle spillere
Nikes amerikanske drøm
Nike har netop forlænget sit sponsorat med den ellers plagede National Women’s Soccer League. Aftalen viser, at Nike har brug for de udfordrede, og de udfordrede har brug for Nikes drømmende tilbud. Sådan har det i øvrigt forholdt sig længe.
I sidste uge annoncerede Nike og den fremmeste amerikanske fodboldrække for kvinder (NWSL), at parterne havde forlænget deres samarbejde - helt frem til 2030 ifølge The Washington Post. Aftalen blev præsenteret som den mest ”substantielle” sponsoraftale i NWSL’s historie og markerede en fortsættelse af Nikes og amerikansk kvindefodbolds tætte parløb. Nike var nemlig én af grundlæggerne af NWSL i 2012, og siden har man været med til klæde rækkens atleter på.
At Nike forlænger sit sponsorat er derfor ikke overraskende. Det bemærkelsesværdige er derimod tidspunktet for forlængelsen. Den falder nemlig sammen med, at NWSL gennemlever den nok største krise i sin korte levetid.
I løbet af de seneste måneder har en række krænkelsessager plaget ligaen. Anklagerne drejer sig primært om den mangeårige NWSL-træner Paul Riley. I en længere artikel hos The Athletic bragt i slutningen af september fortalte Rileys tidligere spiller i flere klubber, Sinead Farrelly, nemlig, at Riley ad flere omgange havde ”tvunget hende til sex” – foruden at have chikaneret spillere på baggrund af deres seksualitet, bedrevet psykisk vold og skabt en dybt usund og tilmed alkoholiseret klubkultur. Beskyldningerne blev genkendt af flere spillere, der ligeledes havde været udsat for Rileys krænkelser.
Anklagerne stoppede imidlertid ikke ved Riley. For parallelt med beskyldningerne mod ham, som han desuden har afvist, kom ledelsen i NWSL også i kritikernes søgelys. Historien gik på, at flere allerede tilbage i 2015 havde udtrykt bekymring over Rileys metoder til NWSL’s ledelse og ligaens resterende klubber. Dengang gjorde NWSL dog ikke antræk til handling, hvorfor Riley frit kunne rejse videre til nye klubber. Et sagsforløb, der, efter The Athletics afsløringer, skabte lede blandt spillerne i NWSL og tvang ligaens kommissær Lisa Baird til at meddele sin afsked i starten af oktober.
Afsløringerne har illustreret, at en krænker som Riley har kunnet fortsætte sine misgerninger trods flere aktørers forsøg på at gøre spillets autoriteter opmærksomme på dem. Og dermed har sagen også skabt fokus på de forhold, som spillerne i NWSL i al almindelighed må operere under. For på trods af ligaens høje sportslige agtelse, tjener 75 procent af spillerne mindre end 31.000 dollars om året, ligesom der i de forgangne år har floreret historier om racisme og sexisme blandt særligt trænere og ledere. Ifølge The Athletic har det medført en kultur, hvor spillere accepterer ellers uacceptable vilkår i frygt for at modtage en fyreseddel eller skabe negativ opmærksomhed om ligaen og dermed afskrække sponsorer.
Løb og viljestyrke
Så kunne man måske fristes til at tro, at dette slette virvar ville afskrække et verdensomspændende brand som Nike, men det er der altså intet, der tyder på. Tværtimod. For med den nye sponsoraftale markerer Nike snarere, at man vil intensivere sit engagement i ligaen – og nok særligt forholdet til dens spillere. Og dermed fortsætter Nike faktisk den særlige strategi, der siden 1970’erne har bragt selskabet til tops i sportens verden:
Nike står på de udfordredes side. Det er i hvert fald den fortælling, virksomheden har været ferm til at udbrede.
Kaster man et blik på Nikes spæde opstart i 1960’erne var der ellers ingen tegn på politisk vækkelse i virksomheden. Blue Ribbon, som mærket dengang hed, producerede avancerede løbesko og feinschmecker-udstyr henvendt til de få (semi)professionelle løbere - altså den slags lir som menige amerikanere ikke havde behov for. For i de glade 60’ere, hvor velstandsstigninger og social opstegen var normalen, fandt ingen grund til at snøre løbeskoene. Løb var for eliten, de selvpineriske og de halvskøre, var opfattelsen.
Den idé gjorde konjunkturerne, og Nike, dog en ende på. For med ophøret af 1960’erne økonomiske optimisme og indtoget af den kradsende krise og den kedelig kartoffelkur i 1970’ernes og 1980’ernes vesten, indfandt løbeskoene sig nemlig på manges ønskelister.
Det skyldtes dels, at vestens regeringer pludselig så deres snit til at berette om motionsløbets fordele for kreds- og livforløb. Når nu statskasserne ikke var så bundløse som efterkrigstidens økonomiske opsving ellers havde lovet, måtte man naturligvis have befolkningen i gang med at medicinere sig selv.
Men måske det mestendels skyldtes, at motionsløb pludselig blev et symbol på den viljestyrke, der måtte blive individets redning, når nu det kollektive ikke slog til.
Sådan lød den fortælling, som Nike, i begyndelsen af 1970’erne, forfattede i hvert fald. For som blandt andre Douglas Holt og Douglas Cameron har skitseret i forskningsartiklen Nike: Reinventing the American Dream, så var Nike blandt de fremmeste til at navigere under og efter den økonomiske landvinding i kriseårene. I kølvandet på krisetegnene omlagde Nike nemlig sin kurs. Vel at bemærke primært marketingsstrategien. Løbeskoene var mere eller mindre de samme.
Tidligere havde Nike (under navnet ”Blue Ribbon”) pralet med sine skos tekniske specifikationer, men nu begyndte man at indskrive virksomheden (nu ”Nike” efter den græske sejrgudinde) i en art viljesfortælling. I en tid hvor den sociale mobilitet ikke længere var så mobil endda, måtte individet træde til – og her var Nike den enkeltes hjælper. Ikke ved at tilbyde unikke tekniske løbesko, men ved at tilbyde en unik drøm om, at amerikanerne selv kunne flytte sig fra samfundets bund til dets top. Symboliseret ved den rå, atletiske præstation.
Slogannet til én af de første Nike-reklamer lød således ”No Finish Line” og portrætterede en ukendt konkurrenceløber, der ikke bare løb mod de andre – men også mod sig selv. For ”beating the competition is relatively easy but beating yourself is a never-ending commitment”, som han højstemt prædikede.
Livet var åbenbart en endeløs viljesvandring for den enkelte. Men den blev naturligvis lidt lettere iført Nike-udstyr, måtte man vist også forstå. Og Nike lykkedes i vid grad med at overbevise amerikanere om løbets fordele – både for krop og sjæl. I hvert fald bød 1970’erne på en regulær joggingbølge, hvor Nikes gudinde og hver mand snørede skoene og drev omkring på landevejene. Først til stor morskab for de stadig gående - kort tid efter til stor motivation.
Ghettoficeringen af Michael Jordan
En udvikling, der naturligvis hurtigt viste sig i regnskaberne hos Nike, der gik fra at være et brændemærke for de sære til et adelsmærke for folket. Amerikanerne ville løbe i Nike-løbesko, og de begyndte endda også at ville gå på arbejde i dem. Stik imod Nikes egen forventning.
Da de menige amerikanere var blevet interesseret, skruede Nike naturligvis op for retorikken og udvidede sin fortælling. I 1988 kørte de første Nike-reklamer med det nu ikoniske slogan ”Just do it” hen over skærmen, og slogannet blev fulgt af billeder fra de steder, der var hårdest udsat i Ronald Reagans Amerika. Ikke mindst blev ghettoen et væsentligt symbol for Nike. Man installerede eksempelvis ét af tiden største sportsikoner, Michael Jorden, i en ghetto for at illustrere, at rå viljestyrke og et par Air-Jordans kan bringe individet ud af hvad som helst. Mindre vigtigt var det, at Michael Jordan ingenlunde var barn af ghettoen.
Utallige atleter blev derefter bragt i lignende kulisser – i nye ghettoer, i golde fabrikker og i brasilianske favelaer. Og igen betød det knap så meget, om atleterne faktisk var derfra. For i Nikes version af den amerikanske drøm betød det mindre, hvad realiteterne præcist var. Så imens det blev sværere at avancere i det amerikanske samfund, hvis man kom fra dets bund, så blev drømmen stadig større. Eller måske rettere, illusionen. En illusion, der dog altså blev gengivet i flerfold fra aktører som Nike, Reagan og hans allierede. For hvis noget kan sælge politiske projekter og sko, så er det drømme.
Kvindernes drøm
Drømmen om en fremtid uden risiko for overgreb og underbetaling har NWSL’s spillere naturligvis også. Og det er da også svært at angribe Nike for at forøge sponsoratet i en tid, hvor ligaen ikke ligefrem går sin sejrsgang i mediebilledet. Alligevel er det værd at huske, at Nike er udsprunget af nøjagtig den ideologi, der i de seneste årtier har sikret lidet fremgang på bunden af det amerikanske arbejdsmarked og dermed også i den bedste amerikansk fodboldrække for kvinder. For når det kommer til stykket, hjælper det knap så meget at have et par Nike-støvler om fødderne, når strukturerne konstant spænder ben.
Velskrevne noter fra tribunen
Her kommer et lille interview med Jonas Villumsen, der netop har udgivet ”Bølge – eller otte noter fra tribunen på forlaget Baggaardsbaroner. Jeg faldt selv over hans reportager fra de danske divisionsstadions sidste år, og det er ingen hemmelighed, at jeg er svært imponeret over Jonas stil. Han skriver nemlig med en velbalanceret underspillet humor og ikke mindst en prisværdig originalitet.
Hvornår startede du med at skrive reportager fra de danske divisionsstadions?
Det begyndte faktisk i forbindelse med lockdown. Den periode rykkede rundt på nogle fundamentale ting ved, hvad jeg sætter pris på ved fodbold. Jeg blev mere opmærksom på det nære. Jeg har altid være glad for fodbold og har fulgt Barcelona. Men der er kommet en større afstand de senere år. Og da der så igen blev åbnet op for tilskuere på stadion, tog jeg til Gladsaxe for at se AB-Frem. Den oplevelse ramte noget helt rent i mig. Dét med at fornemme de her mennesker, hvis liv på mange måder er bundet sammen med deres klub. Til den kamp skrev jeg lidt noter på min telefon og forfattede senere en tekst, som fik en masse reaktioner på Facebook. Og så tog den ene kamp den anden.
Hvilket stadion holder du mest af?
Det er svært at vælge ét. Der er så mange, der kan så meget forskelligt. Jeg elsker eksempelvis at være i Tingbjerg (Tingbjerg Ground, Brønshøjs hjemmebane red.). Der er en smittende varme og en vidunderlig humor, jeg ikke har oplevet andre steder. De formår at have selvironi uden at tage afstand fra klubben.
Men jeg holder også meget af at se Frem på Valby Idrætspark. Der er en fornemmelse af noget oprindeligt København. Du ved, lædervest, træsko og en ordentlig pung i et par Wrangler-bukser. Men når det er sagt, så er tilskuerne også en broget flok på Valby Idrætspark. Generelt har jeg oplevet en stor rummelighed i divisionerne. Folk mødes med paraderne nede og en fornemmelse af, at det er en slags neutral grund.
Så dine reportager er ikke et klasseportræt?
Jo, det kan de da godt lugte lidt af. Men jeg ønsker bestemt ikke at lave karikaturer. Jeg forsøger at levere teksterne med kærlighed. Jeg ville blive ked af, hvis teksterne ikke faldt i god jord tilskuerne i divisionerne, for de her mennesker er jo med til at give mig så mange gode eftermiddage. Jeg håber i virkeligheden nok, at jeg giver lidt tilbage til dem ved at skrive de her tekster og dermed udbrede budskaberne fra divisionerne.
Jeg kan eksempelvis huske, at der til en af mine første kampe i Hvidovre var den her kvinde, Connie, som fik overrakt en trøje, fordi hun ikke havde misset én eneste af de sidste 400 kampe. Det er jo en fantastisk historie, som fortjener at blive fortalt. Den vidner om, hvor forankrede de her mennesker er i deres klubber.
Hvorfor skulle reportagerne nu samles i en bog?
Det er der selvfølgelig noget ego i. Altså at se sit navn på ryggen. Derudover har jeg altid gerne villet skrive noget andet end musik. Jeg er uddannet musiker og sangskriver, så her fik jeg chancen for at komme ud med noget andet. Og så synes jeg jo også, at de otte tekster i bogen fortæller en fælles historie om loyalitet, og om hvordan livet grundlæggende er i divisionerne. Jeg synes, de belyser hinanden fint.
Fornemmer du, at flere går til divisionsfodbold som en slags reaktion på problemerne i topfodbolden?
Min fornemmelse er, at der i hvert fald var en del som mig efter corona-nedlukningen. Jeg tror, mange kan føle sig distanceret af topfolden og de problemer, der bare eskalerer. Det kan være svært for alvor at føle noget for de store klubber. Så jeg ser en bevægelse hen imod den nærhed, som divisionsbolden tilbyder.
Bølge - Eller otte noter fra tribunen, 89 sider, Baggaardsbaroner. I bogen samles otte reportager fra divisionerne.
Fodboldens manglende samtale om homoseksuelle spillere
Som jeg kort fortalte i sidste nyhedsbrev, har jeg netop startet et nyt fodboldprogram op på Radio Loud sammen med Lasse Yde Hegnet. Det Kritiske Fodboldmagasin har vi valgt at kalde vores program, og ambitionen er akkurat så ligetil som navnet. Vi vil gerne supplere det allerede stærke marked for fodboldpodcast med kritiske, nysgerrige og levende interviews med fodboldens vigtigste aktører.
Èt af vores fokuspunkter har fra starten været fodboldens mangfoldighed, eller mangel på samme. Pt. med øje på, om topfodbolden i Danmark har formået at skabe et trygt og sikkert miljø for homoseksuelle fodboldspillere. I den anledning spurgte vi en række spillere i 1. division, bl.a. Mike Jensen, og anfører i Superligaklubben Erik Marxen, om, hvordan de oplever kulturen i dansk fodbold.
For det første skal det siges, at vi særligt i 1. Division har mødt kommunikationschefer og spillere, der har reageret yderst positivt på vores interviewforespørgsler. Det sætter vi altid stor pris på og takker for! Men for det andet må det bestemt også understreges, at vores fem interviews med spillere fra forskellige klubber har afsløret, at spillerne er lidet vant til samtaler om netop fodboldens mangfoldighed med henblik på seksualitet. Det ved vi, fordi de fortalte os det. Det er ikke et tema særlig mange af dem tidligere har drøftet med medspillere, trænere eller klubledelser.
Og så ved vi det også, fordi vi i et afsnit havde forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, med i studiet. Han var med til at interviewe Erik Marxen, og så gjorde han også Lasse og jeg meget klogere på nogle af problematikkerne i spillernes udsagn. Problematikker, vi ikke selv havde fået øje på. Nok fordi vi er akkurat ligeså indlejret i herrefodboldens diskurs som mange andre.
For det kan godt være, vi i dansk fodbold er kommet et stykke, hvad angår homofobiske tilråb fra tribuner og baner, men som Lars Henriksen påpegede, så lever de subtile stereotyper om den homoseksuelle mand som ”en særlig type mandetype” i bedste velgående, ligesom majoriteten vist stadig glemmer problemet i hverdagens rutiner og i den hørmende snak i omklædningsrummet. Det betyder ikke, at de fleste ikke er velmenende. Det betyder bare, at vi ofte ikke er særlig gode til at se ud over egne erfaringer.
Men det er der brug for. For så vidt jeg ved, er kun 14 professionelle fodboldspillere tidligere trådt frem som homoseksuelle, vel at mærke ofte efter karrierens ophør. Ingen spillere er nogensinde trådt frem i dansk fodbold.
De tal bør være hjerteskærende for enhver fodboldfan, fordi de fortæller, at vores ellers så priste fodboldspil på ingen måde er for alle. Og som vi fandt ud i vores program, så kan det altså bl.a. skyldes, at der i det professionelle miljø ikke er startet en egentlig samtale om, hvordan man faktisk skaber trygge rum for alle.
Der kører jævnligt kampagner, og ved hver Pride lancerer klubberne trøjer med mangfoldige budskaber. Men som Trine Nørregaard Pedersen så glimrende pointerede i sin klumme i Politiken i sidste uge, så løses fodboldens problem ikke ved simple kampagner eller atter holistiske udtalelser fra Kasper Hjulmand.
Det er en helt grundlæggende kulturændring, der er behov for. Den skabes ikke bare gennem udsagn om Ungarn eller Qatar, men via en gennemgribende undersøgelse af de omklædningsrum og tribuner, som fodboldens folk fylder. For der er masser af problemer at løse i vores egen andedam.
Heldigvis er der for tiden inspiration af hente på den anden side af kloden, hvor Adelaide United-spillere Josh Cavallo for en måned siden trådte frem som homoseksuel. Det førte til hyldest fra sportens største aktører, men læs hellere, hvad Cavallo selv har at sige om sine overvejelser og modtagelse i interviewet med The Athletic her. Og læs ikke mindst også, hvordan træner i Adelaide forsøger at gøre plads til forskelligheder i sit omklædningsrum. Han måtte gerne være endnu mere konkret, men han må jo kunne noget!
Vi fortsætter naturligvis også vores undersøgelse i Det Kritiske Fodboldprogram, så jeg håber, I vil lytte med. Vi er stadig ved at finde vores form, så meld endelig ind med kritik eller tips til historier. Det bliver vi helt sikkert kun bedre af. Danskerne skulle jo gerne få noget ud af de mange skattekroner, der lander i Louds kasse.
Det var depechen for denne gang. Send den endelig videre, hvis du kender en sportsinteresseret. Pt. er der 142 sportsinteresserede opskrevne (+ min mormor) til mit lille nyhedsbrev her. Om det er godt, ved jeg egentlig ikke - jeg er bare glad for, at så mange vil læse mine skriverier. Tak!
Alt godt til næste gang
Jeppe
Tlf 4047 4421/jeppehoejberg@gmail.com