#11 Forloren fremskridtsfortælling, podcastanbefalinger og emblematiske Beckham
Kære læser
Der findes ikke et vigtigere tema i nutidens fodboldverden end det mellemøstlige indtog. Det skaber nye konkurrenceforhold, stiller fans i politiske dilemmaer og indsætter spørgsmålet: Hvem er fodbolden egentlig til for?
Alligevel kan jeg mærke en vis træthed snige sig ind, når det kommer til nyheder og skriverier om Qatar, Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater osv. Det skyldes nok, at den originale vinkel efterhånden er svær at finde. I grove træk kredser de fleste historier vel om de her fikspunkter:
Landene behandler deres migrantarbejdere som slaver og bryder menneskerettighederne, når det passer dem.
Oliestaterne er i gang med at diversificere deres økonomi, så nye indtægtskilder langsomt kan træde i stedet for olie og gas. Derfor skal fodbolden bruges til at blankpolere landenes image, promovere nationale selskaber og bringe repræsentanter fra landene i selskab med vigtige vestlige politiske og kommercielle aktører.
Fodboldens organisationer er modtagelige overfor interesser fra oliestaterne, da de, dels er korrumperede, dels konstant er på udkig efter nye indtægter og dels kan have fælles interesser i sportens politiske system.
Sagen er bare, at det kun kommer oliestaterne til gode, hvis journalister og fans lader sig tynge af træthed. For hvis noget er sikkert, så er det, at den saudiske kronprins, Mohammed Bin Salman, og Qatar-styrets forlængede arm i international topfodbold, Nasser Al-Khelaïfi, ufortrødent fortsætter med at infiltrere alt fra klubber til vores bevidsthed. Derfor er det også en gave, at vi her i kongeriget har den utrættelige EB-journalist Jan Jensen, som senest har været en tur i Qatar og sendt et stærkt, og bizart, interview med Qatars VM-chef Hassan Al-Thawadi hjem til Ekstra Bladets læsere
I dagens nyhedsbrev har jeg også forsøgt at træde ud af trætheden. Så måske denne omgang af Dépêche indeholder lidt mere bid end vid. Men forhåbentlig er nyhedsbrevet alligevel ikke er helt fra forstanden.
Dagens program:
Forloren fremskridtsfortælling. Amnesty og DBU bidrager til Qatars propaganda
Anbefaling. 4 udenlandske fodboldpodcast, der både er underholdende, kritiske og vidende
Emblematiske Beckham. Kommercialismen og politiseringen går hånd i hånd.
VM i kommunikation: Forloren fremskridtsfortælling
Amnesty og DBU bidrager til Qatars propaganda.
Gårsdagens største nyhed i fodboldens verden var afgjort en nye Amnesty-rapport, der igen bevidnede, at ny lovgivning i Qatar ikke er lig nye vilkår for landets arbejdere. Rapporten dokumenterer nemlig, at landets migrantarbejdere stadig opererer under urimelige kår og fastholdes i slavelignende forhold på trods af Kafala-systemets formelle ophør for et par år siden.
Med de nye afsløringer kunne man måske få den indskydelse, at Amnesty nu ville revurdere sin egen tilgang til Qatar-styret og den “kritisk dialog”-strategi, man har tyet til de seneste 11 år - og ikke mindst rådgivet DBU til at følge.
Som man i går kunne erfare i Tipsbladet er det imidlertid ikke tilfældet. For her understregede politisk rådgiver i Amnesty International Danmark, Anette Stubkjær Rimmer, gentagende, at man har i sinde at fokusere på fremskridtene i Qatar - uagtet at organisationens seneste rapport netop stiller store spørgsmål ved, om forbedringerne faktisk har fundet sted på andet end lovgivningsniveau:
“Qatar er langt fra i mål. Der er sket fremskridt, også store fremskridt i forhold til hvad vi tidligere har set i Golfen. Men det står stille lige nu, og vi kan se, at arbejdsgiverne har fundet huller i systemet, hvor man kan udnytte migrantarbejdere på andre måder, end vi har set før.”
Men trods stilstand finder hun altså ikke grund til at ændre den strategiske kurs:
“Vi arbejder i virkelig mange lande, hvor der er udfordringer, og det tager lang tid at skabe forandring. Det er også tilfældet for Qatar. Det er virkelig svært i en autoritær stat, hvor man har en kultur for at misbruge migrantarbejdere, og det tager tid. Det kan godt være, det går langsomt, men vi tror på, at det kan virke. Hvis man fastholder presset, tror vi på, der kan ske forbedringer.”
Den positive historie
Om Amnesty fastholder den nuværende strategi, blot fordi man tror på den, eller fordi man med en anden udmelding vil tildele sig selv et eklatant nederlag, er naturligvis uvist.
Men sagen er unægteligt, at Amnesty har sat sig i en pikant position. Ikke mindst fordi man nu risikerer at bidrage til en fremskridtsfortælling om Qatar, når man som Stubkjær Rimmer skal forsvare sit valg af strategi gennem de seneste 11 år. Man har ganske enkelt en interesse i at fremhæve fremskidtene, uanset hvor små de er.
Tendensen er imidlertid ikke ny, for også DBU har længe haft for vane at fokusere på det positive. Man har nok betonet, at man i høj grad havde foretrukket en anden værtsnation, at udviklingen i Qatar ikke gik hurtigt nok, men man har samtidig konstant understreget, at fremskridtene var der. At den kritiske dialog derfor var den rette metode.
Tilbage i 2020 forsøgte Kasper Hjulmand endda at vende situationen til en “gave”, fordi slutrunden gav anledning til at starte en samtale om menneskerettigheder overalt i verden:
Også Peter Møller har tidligere gjort brug af den lettere svulstige retorik. I foråret mente han således, at debatten om Qatar illustrerede “fodboldens kraft”. At ingen andre sportsgrene tidligere havde formået at skabe opmærksomhed om menneskerettighederne i ørkenstaten som fodbolden.
Går Qatars ærinde
Det skal selvfølgelig ikke lyde som om, at DBU og Amnesty ligefrem forsøger at gøre Qatar til helgener, for det er ingenlunde tilfældet.
Men alligevel er Qatar næppe kede af, at både Amnesty og DBU insisterer på at påpege fremskridtene. For det er lige netop også, hvad Qatars styre selv har valgt at gøre. På det seneste har landets magtfulde herrer nemlig, en kende bemærkelsesværdigt, ikke benyttet sig af “benægt, benægt, benægt”-strategien.
Man har derimod valgt at skrive VM ind i en dramaturgisk model, hvor lige netop udvikling og forbedringer i migrantarbejdernes arbejdsforhold er det bærende element. Det kan eksempelvis ses i det førnævnte Jan Jensen-interview med Hassan Al-Thawadi, hvor VM-chefen udtaler :
“Vi er da ikke stolte af, hvordan vi begyndte for 10 år siden. Det var forfærdelige forhold. Der hvor vi er i dag, er en helt anden verden. Der er sket betydelige fremskridt. Vi er et pejlemærke for hele regionen.”
Ligesom det kan ses i dagens regeringssvar på de nye anklager, hvor man først betoner fremskridtene og dernæst understreger på diplomatisk og næsten Amnesty’sk maner, at udvikling tager tid:
“Systemic reform is a long-term process and shifting the behaviour of every company takes time.”
Det vil naturligvis være lidt af en sensation, hvis Qatar faktisk lykkes med at omskabe fortællingen om VM i løbet af det kommende år - særligt her i Vesten. Men på paradoksal vis kan det alligevel vise sig, at Qatars største kritikere også bliver landets hjælpere. For fremskridtsfortællingen er stærk, og Amnesty, Hjulmand og co. tilføjer gerne et par kapitler, så den kritiske dialog ikke har været forgæves.
4 udenlandske fodboldpodcast, der både er underholdende, kritiske og vidende
Det er mange fodboldpodcast på markedet. Og næsten alle indebærer, at 3-4 mænd træder ind i et studie og snakker – ofte ganske længe. Det frie format kan naturligvis meget, men for sjældent taler deltagerne ud fra egentlige undersøgelser og velgennemtænkte analyser. Det skyldes naturligvis, at det tager tid at bedrive analyser, og tid er dyrebar i sportsjournalistikken. Men ikke desto mindre betyder det også, at jeg er begyndt at være yderst selektiv med, hvilke fodboldpodcast i paneldebats-formatet jeg faktisk lytter til. Her kommer dog fire bud på yderst vidende, og ofte også underholdende, udenlandsske fodboldpodcast på lyd, du roligt kan smide i ørerne.
Set Piece Menu
Jeg må være ærlig. Jeg lytter primært til denne podcast for at høre på New York Times’ fodboldskribent, Rory Smith. Efter min mening findes der nemlig ikke en eneste journalist, der for nuværende formår at se tendenser og stykke dem sammen i fængende analyser som Smith. Han formidler sammenhængende og kan tilmed være sjov. Det kan podcastens øvrige medlemmer Andy Hichcliffe, Steven Wyeth og Hugh Ferris også, men det er Rory Smiths analytiske snilde, der bærer programmet. Konceptet er, at de fire venner vender fodboldens fænomener over et måltid. De kan godt være lidt langsomme om at komme i gang, men når de først går til sagen, skuffer samtalerne sjældent. Det kan handle om alt fra konkrete analyser af fodboldens kommercielle udvikling til, hvordan vi opfatter fodbolden i al dens kompleksitet. Lyt fx. til dette afsnit om selvtilfredshedens konsekvenser.
Sport Unlocked
Jeg er først lige blevet opmærksom på Sport Unlocked, der ligesom Set Piece Menu udkommer en gang om ugen. Her er abstraktionerne mindre, og analyserne går oftest på det fodboldpolitiske. Graveren Tariq Panja er eksempelvis med, så tilgangen er dejlig kritisk. Der findes vist ikke en bedre podcast, hvis man skal forstå de aktuelle politiske problemer i fodbolden. Hvis der gør, må I dog meget gerne fortælle mig om dem! Det skal i øvrigt nævnes, at podcasten også behandler andre sportsgrene, selv om fodbolden oftest er omdrejningspunkt.
The Second Captains Podcast
Igen en podcast, hvor deltagerne ikke er bange for at give deres mening til kende. The Second Captains Podcast er en mere klassisk fodboldpodcast, hvor særligt Premier League er i fokus. Det er nok den af de her anbefalede, som jeg lytter mindst til. Men det skyldes vist mere mine vaner end podcastens kvalitet, for igen er deltagernes udsagn, bl.a. dem fra dygtige Ken Early, bundet op på grundige analyser og ofte også artikler. Det betyder unægteligt, at formidlingen bliver skarpere.
Football Weekly
Vel nok fodboldens bedst kendte fodboldpodcast. Og med god grund. For vært Max Rushden formår både at holde samtalen kvik og underholdende. Der er ikke mange svinkeærinder i form af lange meta-passager, men hans job er også let, idet han har The Guardian fodboldjournalister ved sin side. De formår så glimrende at bevæge sig fra det konkrete til det abstrakte. I det ene øjeblik handler snakken om en lille tackling, i det næste handler det om spillets grundlæggende udvikling. Og så er Football Weekly ikke mindst sjovt, mest af alt pga. dynamikken mellem Max Rushden og Barry Glendenning, som jeg efterhånden nærmest opfatter som gamle bekendte. Det hele minder i sin opbygning lidt om The Second Captains Podcast, men bare mere livligt og måske en anelse mere rodet, men det gør intet. Og så formår podcasten ofte, bedre end nogen andre, at balancere mellem kritik og begejstring.
Emblematiske Beckham
En lille tekst om David Beckham, der nu både inkarnerer fodboldens kommercielle udvikling og dens (ørken)politiske vending.
Jeg kunne knapt få bolden til at lette fra græstæppet. Jeg forsøgte ellers time efter time. Det runde tilløb, højre arm ind til kroppen, den venstre 90 grader ud fra kroppen. Måske det hjalp, hvis jeg lavede en hanekam, tænkte jeg. Så jeg samlede mine blonde krøller på midten, smed lidt vand fra drikkedunken over toppen, så frisuren kunne holde og tog atter tilløb. Men bolden ville hverken svæve eller skrue, som den gjorde, når Beckham sparkede. Og håret, det sad heller ikke længe.
David Beckham var mit første, og velsagtens største, barndomsidol. Hans navn stod printet på ryggen af min første trøje fra en udenlandsk klub og i min bevidsthed, når jeg til træning efterlignede hans straffespark fra VM i 2002. Smask, i midten med lukkede øjne.
Forleden kom det frem, at David Beckham skal være ambassadør for Qatar. Endda de næste 10 år og naturligvis også i forbindelse med VM i 2022. Beckhams pris skulle ifølge tabloid-mediet The Sun være 150 millioner pund.
Iagttaget fra en gold, analytisk position er nyheden interessant, selv om den også tager lidt af mine barndomsminders glans. For med Beckhams partnerskab med Qatar in mente, så inkarnerer han nu ikke længere blot fodboldens kommercielle udvikling, men også den (ørken)politiske.
I grove træk kan udviklingen i fodboldens verden de sidste 30 år nemlig koges ned til to trin. Et kommercielt og et storpolitisk.
Kommercialiseringen
Som en del af ”The Class of ’92” slog Beckham igennem i Premier Leagues spæde år, der om noget indikerer nutidens fodboldverdens begyndelse. Efter år med hooligans på tribunerne og syngende tacklinger på banen i 1970’erne og særligt 1980’erne, blev der gjort hovedrent i engelsk fodbold i starten af 1990’erne.
Som det kan ses i den glimrende BBC-serie ”Fever Pitch”, der også er tilgængelig på DR.dk, så gjorde ikke mindst mediemogulen Rupert Murdoch og hans kanal Sky Sports alt for at gøre Premier League til Storbritanniens fremmeste underholdningsprodukt. Og det med succes:
Nu blev fodboldspillere til mere end teknikkere og tonsere i sorte støvler. De blev til forsidehistorier - på godt og ondt. For uagtet konsekvenserne for enkelte spillere som tørstige Paul Merson og gamblende Keith Gillspie, så fandt spillere, medier, klubber og virksomheder sammen i en kommerciel alliance, der mangedoblede pengestakkene i og omkring fodbolden. Beckham var ikke igangsætteren af den bevægelse, men med sit ægteskab med en popstjerne, sit lækre år og indbydende kindben var han utvivlsomt den mest emblematiske figur i den. Han stormede således ind gennem de døre, som de liberale 90’erne åbnede for ham og så sig ikke tilbage.
Politiseringen
Ikke at kalde 90’ernes fodboldudvikling politisk er selvfølgelig decideret ubegavet. For kommercialiseringen var et udløb af Thatcher/Reagan-politikken, Berlin-murens fald og 90’ernes og start 00’ernes ublu, finansielle fremskridtstro. Fodboldens kommercielle vending var ærke-neoliberal i ånden. Alligevel var fodboldens egentlige aktører vel næppe drevet af bevidste politiske mål. Beckham ville tjene penge og stålmagnat og Blackburn-ejer Jack Walker ville bruge dem.
Men sagen er jo også, at politik sjældent synes politisk, hvis modstanderen ikke rigtig er synlig. Sådan forholdte det sig i vid grad i 1990’erne trods kritiske indfald om, at fodbolden flyttede sig fra folk og fællesskab. Vi fans købte det meste af pakken med Beckham, glamour og hanekam, og tænkte ikke så meget over, hvad det hele repræsenterede.
Med Abramovitj indtog i Chelsea i 2003, de udstødte oligarkers indblanding i West Ham et par år senere, og ikke mindst de mellemøstlige overtagelser af Manchester City og PSG blev politikken imidlertid til at få øje på. For særligt de nye despoter fra Abu Dhabi og Qatar var ikke bare ude på at sminke eget image. De ville fremme dagsordener for hele nationer.
Fodbolden blev hermed tydeligt storpolitisk efter et årti med vestlig dominans, og efter flere års flirten er Beckham altså nu også blevet et led i den magtkamp.
Han red fodboldens løsslupne kommercielle bølge i 90’erne og start-00’erne og sprang altså ikke af, selv om antidemokrater nu har gjort bølgen til en tsunami, der måske nok får sin kraft i Den Persiske Golf, men ramme alle andre steder.
Kommercialismen og ørkenpolitikken er blevet to sider af samme sag i moderne topfodbold. På den ene side af mønten kan emiren af Qatar ses i profil, og på den anden står fodboldens værdi skrevet i pund sterling. Beckhams foretrukne enhed.
Hermed Dépêche for denne gang.
Som du måske har lagt mærke til, er der gået en rum tid siden sidste nyhedsbrev. Det skyldes, at jeg sammen med Lasse Yde Hegnet er begyndt at lave et ugentlig program på Loud. “Det Kritiske Fodboldmagasin” har vi kaldt det, og målet er at bedrive kritisk og levende fodboldjournalistik. Det er vældig svært, men også vældig spændende. Giv gerne programmet et lyt, hvis det lyder interessant. Senest satte vi fokus på manglen på mandlige homoseksuelle spillere i dansk topfodbold - Med Randers-anfører Erik Marxen på linjen og forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, i studiet.
Håbet er dog, at nyhedsbrevet udkommer en anelse mere regelmæssigt, når tiden og den nye arbejdsrytme tillader det.
Ha det godt til næste gang
Jeppe
tlf: 4047 4421
jeppehoejberg@gmail.com