#10 Nord mod syd, kvindelige fodboldskribenter og den MONSTRØSE europæiske fodboldfortælling
Kære læser
Som tidligere meddelt lander denne 10. udgave af nyhedsbrevet Dépêche med en vis forsinkelse. Jeg har nemlig været på cykelferie i Italien for at bestige toscanske tinder og bunker af tagliatelle. Min makker og jeg startede i Bologna, sneglede os over regnvåde bjerge og kom siden forbi bl.a. Firenze og solrige Lucca. Altså området, hvor cykelrytteren Chris Anker Sørensen boede flere år, mens han var aktiv.
Nyheden om Chris Anker Sørensens alt for tidligere farvel kom aftenen før, vi begav os ud på første etape. Og foruden at få os til at kigge ruten og udstyret igennem en ekstra gang, fik de mange reaktioner fra ryttere, kolleger og tv-seere mig også til at grunde over, hvor stor en betydning sportens stemmer har for utroligt mange mennesker. For selv om Chris Anker Sørensen personlighed var tydelig i de interviews, han gav som rytter, så var det gennem hans metier som kommentator, at vi for alvor lærte ham at kende.
Kommentatorer skal besidde mange kvaliteter for at være rigtig gode. De skal være velforberedte, forudseende, vidende, sprogligt bevendte og helst også lidt rappe i replikken. Men måske den allervigtigste kvalifikation er, at de formår at være godt selskab. Hvad det præcis vil sige, ja, det er egentlig svært at afgøre. Men sikkert er det, at Chris Anker Sørensen altid var godt selskab.
Jeg kan anbefale alle at læse Brian Nygaards nekrolog i Weekenden fra sidste uge, hvor han skriver smukt om den mand, som familie, venner, kolleger og alle os bag skærmen måtte sige farvel – eller forhåbentlig på gensyn – til lørdag d. 18. september 2021.
Sidst fik jeg også fortalt, at dette nyhedsbrev ville sendes fra Flandern. Desværre kom jeg aldrig til VM i landevejscykling i Belgien og siden Roubaix, selv om flybilletterne var købt og betalt. Heldigvis var det glædelige forandringer i freelancebiksen, der forhindrede mig. Det kommer jeg sikkert til at plapre om senere.
Dagens Dépêche:
Nord mod syd. Er sportens Europa ved at knække over?
Kvindelige fodboldskribenter. Anbefalinger.
Den GIGANTISKE, MONSTRØSE og VILDE europæiske fodboldfortælling. Lille, sær tekst om en Champions League-optakt.
Nord mod syd
Den økonomiske forskel på sportens nord- og sydeuropæiske aktører bliver stadig større. Er sportens Europa ved at knække over?
Efterhånden er de fleste vist klar over, hvor galt det står til i F.C. Barcelona. I sommer kunne man ikke gentegne kontrakten med Lionel Messi, fordi klubbens lønninger udgjorde mere end 70 procent af omsætningen og dermed var i konflikt med La Ligas regler. Samtidig løber klubbens gæld op i over en milliard pund, hvoraf en stor portion snart skal tilbagebetales. Og så hjælper det selvfølgelig heller ikke, at det catalonske mandskab har indledt sin Champions League-kampagne med at tabe 2 x 0-3.
Barcelona er imidlertid ikke den eneste sydeuropæiske klub, der har ondt i økonomien. Forleden bekendtgjorde Juventus ledelse, at det finansielle år 20/21 havde bibragt et tab på 209,9 millioner euro. Og i går lød det så, at Inters minus var på 245, 6 millioner euro. Det største underskud nogensinde set i Serie A.
De ringe økonomiske resultater kan selvfølgelig delvist henføres til coronakrisen. Men ledelserne har også stået for skud. Historierne bag de tre klubbers lidelser er selvfølgelig forskellige, men tilbage står nemlig, at investeringer i spillere er foretaget på et yderst spinkelt økonomisk grundlag. Messi og Ronaldo har modtaget lønninger ude af trit med klubbernes omsætning, og særligt Barcelonas og Juventus transferstrategier har slået fejl.
Tendensen rækker dog ud over fodbolden, for også i cykelsporten har de italienske og spanske hold svært ved at finde trådet. I 2017 overgik det traditionsrige Lampre-holds licens til UAE-holdet, og siden har der ikke været et italiensk hold at finde på herrernes WorldTour (på kvindernes WorldTour findes et enkelt). Og det på trods af, at Italien regnes som en af de helt store cykelsportsnationer.
Historien er næsten den samme i Spanien. Her har man dog stadig Movistar-holdet tilbage, men det er efterhånden blevet synonym med forældet ledelse og bizarre optrin både på landevejen og i holdbussen. De bedste eksempler findes i Netflix-dokumentarerne om holdet, men i et nyligt afsnit af podcasten, Forhjulslir, fortæller Movistar-rytteren Mathias Norsgaard også åbent om den til tider usammenhængende kultur på det spanske mandskab.
Det er særligt igennem den seneste håndfuld år, at billedet af de sydeuropæiske sportsmagters fald fra tinderne har tegnet sig. Alligevel kan det hævdes, at bevægelsen blev igangsat allerede i årene omkring finanskrisen, hvor lande som Spanien, Italien, Grækenland, Portugal etc. led større overlast end deres nordeuropæiske overboer.
For sigende er det, at særligt fodboldholdenes succes i 2010’erne er kommet i stand via spillertrupper, der blev formet for mere end et årti siden. Real Madrids så succesfulde Champions League-år blev langt hen ad vejen båret på skuldrene af spillere, der kom til klubben før eller under finanskrisen, altså spillere som Ramos, Marcelo, Ronaldo, Benzema og Modric. Historien er den samme for Barcelona, selv om man også ivrigt forsøgte at købe spillere i 10’erne for penge, man egentlig ikke havde. I Juventus har det længe været den oldgamle garde bestående af Buffon, Chiellini og Bonucci, der har drevet holdets succes. Og hvis vi vender tilbage til cykelsporten, så har den nu 41-årige Valverde længe været holdets vigtigste mand. Holdenes triumfer i 10’erne er altså ikke kommet i stand via nytænkning og nye midler, hvilket har været gangbart i en årrække. Men nu er tanken dog ved at være tom – både når det kommer til finanserne og de aldrende spilleres kræfter.
Linjerne mellem nationaløkonomi og klubbernes drift er naturligvis svære at forbinde nøjagtigt, men slående er det, at det er landene i Sydeuropa, der slås med massiv arbejdsløshed, negative gældsspiraler og politisk ustabilitet, der også pt. har problemer i sportens verden.
For selv om fodbolden i England, Tyskland, Frankrig og Benelux-landene også har mødt økonomiske problemer som følge af pandemien, så tyder meget på, at der kan trækkes en linje lidt syd for München. Fra den sydtyske by og nordpå har klubberne bevaret en vis købekraft, drives relativt rentabelt og bliver i stadig højere grad løftet af oliestaternes, der naturligvis også søger mod magtens centrum i nord. Sydpå slås man med ringe ledelse, nedadgående indtægter og truende gæld.
Spørgsmålet er så, om det europæiske sportsfolk kan være tilfredse med magtforskydningen mod nord? Og hvad der i givet fald kan gøres?
Kvindelige fodboldskribenter
I det seneste nyhedsbrev anbefalede jeg den amerikanske cykelskribent Kate Wagner. En tidligere litteraturkritiker, der for omtrent et år siden sprang ud som sportsjournalist, hvilket der er kommet nogle glimrende artikler ud af. Samtidig slog det mig dog, at mine resterende anbefalinger af alternative sportsskribenter var mænd. Det kan selvfølgelig skyldes et begrænset udsyn hos undertegnede, men der kan heller ikke herske tvivl om, at sportsjournalistikken, særligt den skrevne, er domineret af mænd.
Et indtryk, jeg også fik bekræftet, da jeg forleden fulgte foreningen Danske Sportsjournalisters awardshow fra den digitale sidelinje. Ikke en eneste blandt de 15 nominerede i fem kategorier var kvinder, hvorfor der selvsagt heller ikke var kvinder blandt vinderne. Jeg finder det ærligt talt skræmmende, at det kan være tilfældet – uanset hvad årsagen er. Derfor kommer her anbefalinger af nogle dygtige, kvindelige fodboldskribenter.
Cathrine Lundager
I fodboldjournalistikken, der ofte har det med at tage sin genstand gravalvorligt, titter Cathrine Lundager ofte op med skriverier, der sætter tingene lidt i perspektiv – og bringer et skævt smil på læben. Når hun skriver i Informations weekendtillæg Moderne Tider handler det om taktik og stjernerne, men også om identitet, rollemodeller og større samfundstendenser – Og dermed ender hun egentlig med at tage fodbolden langt mere alvorligt, end alle dem der tror, at universitet drejer sig om den lille runde.
Grace Robertson
Jeg har fået øje på Grace Robertsons skriverier gennem Twitter, hvor hun er en flittig bidragyder til de vidende kringelkroge på det sociale medie, som jeg gør meget for at finde. Det er dog i hendes nyhedsbrev Grace on Football, det bedste er at finde. Hun er nemlig grundig, har stor indsigt i fodboldens mekanismer og er desuden en dygtig skribent. Man kan både skrive sig op som ikke-betalende subscriber og betalende subscriber. Hvis man vil ofre de 5 dollars om måneden, lander der selvfølgelig flere nyhedsbreve i indbakken, end hvis man er med på en fribillet. De seneste nyhedsbreve kan findes her.
20 fodboldskribenter: Football, She Wrote. An Anthology of Women’s Writing on the Game
Èn af bøgerne på toppen af min ønskeliste er denne nye antologi, der udkom d. 22. september. Som jeg forstår beskrivelsen, så kommer teksterne omkring alt fra personlige memoirs til diskussioner om fodboldens storpolitiske og kulturelle dimensioner – skrevet i det der lyder til at være en essayistisk stil. Jeg må være ærlig. Ingen af bidragyderne til antologien vækker genkendelse hos mig, men det siger vist mere om mig end om skribenterne.
Den GIGANTISKE, MONSTRØSE, VILDE europæiske fodboldfortælling
Det europæiske fodboldprojekt er en succes – det vidner CL-studiet om.
(Sæt evt. denne sang på, før du læser den følgende lille og lettere underlige tekst)
Forleden havde jeg netop klaret opvasken og brygget en kop kaffe, da jeg satte mig til rette foran fjernsynet. Min tanke var egentlig, at jeg ville se TV3+’s optakt til Paris Saint Germain-Manchester City, så jeg straks kunne skrive til hele journaliststanden på Twitter, når den rettighedshavende station endnu engang undgik at snakke om pengene bag de to klubbers succes. Til min store skuffelse kom Peter Grønborg og co. dog omkring de olieindsmurte penge i noget, der mindede om kritiske vendinger. Så der røg Twitter-opslaget.
Alligevel var der noget andet, der fik mig til at kløjs i kaffen. For midt i Elkjær og Mølbys snak om de parisiske musketerer og muligheden for sublim fodbold, slog det mig, hvor besynderlig hele seancen egentlig var tilrettelagt.
Hvad angik indretningen af studiet, så løb en slags breaking-bjælke, med lidet breakende overskrifter, rundt over hovederne på de to jakkesætsindhyllede eksperter. Væggene bag dem bestod af gigantiske skærme med knivskarpe portrætteringer af Guardiolas bekymringsrynker. Og imellem Elkjær, Mølby og Grønborg stod et futuristisk, rundt bord i noget, der vist var i metal.
Når de to eksperter var færdige med at snakke, tog Grønborg ordet og sendte det videre til en speaker, som havde forberedt en video. Den bestod af lækre slowmotion-optagelser fra tidligere kampe, parisiske varetegn og til sidst en kirke, hvis klokker gjaldede ud over byernes by, som speakeren sagde. Man forstod, at kirken ringede til (fodbold)kamp.
Så blev der sat reklamer på. Der fortalte Unibet, at de endnu engang havde haft de højeste odds på Superligaen, og bagefter berettede en kvinde med stramt, opsat hår på et goldt toilet, at hun havde fået et slag PIP.
Derefter vendte vi tilbage til studiet, hvor Grønborg igen præsenterede kampen, som om han helt havde glemt, at det netop var gjort - og igen til lyden af storslåede strygere. Så talte Elkjær og Mølby lidt mere – denne gang om muligheden for intriger i Paris, hvor Mbappé vist havde været sur på Neymar, fordi han ikke længere ville spille bolden til ham.
Da det var klaret, vendte Grønborg sig om og kiggede ind i den gigantiske skærm bag sig, hvor tre ligeså gigantiske hoveder dukkede op, som Grønborg begyndte at tale med om det selvsamme emne, som han lige havde diskuteret med herrerne i studiet.
Så kom Champions League-hymnen igen, og reklamerne tonede frem igen…
Vanens og europæisk fodbolds magt
(Bare sluk for Game of Thrones-temamusikken nu.)
Man kan nogle gange blive så vant til noget, at man helt glemmer, hvor bizart det er. Som det måske kan fornemmes på ovenstående, så havde jeg netop i tirsdags én af de sjældne oplevelser, hvor man får øje på alt det, man ellers er blevet halvblind på. For midt under optakten slog det mig, hvilken utrolig fortælling Champions League er blevet.
Den er så stærk og gennemslagskraftig, at man finder det passende at indrette optaktstudiet som et slags højteknologisk rumskib og pakke lydsiden ind i Game of Thrones-lignende temasange hvert femte minut. For mindre kan ikke gøre det, når det hundedyre Champions League-produkt skal sælges til seerne. Hvis man faktisk lige var dumpet ned i sofaen fra en anden planet, ville man nok tænke, at fodbold simpelthen var det vigtigste fænomen på planeten jorden.
Men desværre er det jo ikke ligefrem tilfældet.
Se evt. denne video for at blive lidt klogere på det europæiske fodboldprojekts styrker og svagheder - med den altid latterligt velorienterede fodboldsociolog David Goldblatt.
Det var Dépêche for denne gang. God weekend!
Alt godt
Jeppe Højberg Sørensen
40474421/jeppehoejberg@gmail.com